Blog-kollega HummusHanne er i øjeblikket i Japan - vistnok i Kyoto, ihvertfald 600 km fra det nedsmeltende Fukushima-værk. Hun flyttede dertil ganske kort før ragnarok begyndte.

Jeg blev først opmærksom på hende på Twitter, hvor jeg blev bedt om at hjælpe hende med noget blogger-halløj. Hvilket jeg gjorde, men den slags koster: i nogle kulturer er man ansvarlig for en person, hvis man redder høndes liv. Nu bilder jeg mig ikke ind, at jeg har reddet nogens liv, men lidt ansvarlig kommer man jo alligevel til at føle sig.

Så i nat rådede jeg hende på Twitter til at komme væk fra Japan. Et råd hun vist er lidt skeptisk for - og hun opfatter mig muligvis også lidt melodramatisk. Og det kan jeg sådan set godt forstå.

Jeg må tilstå, at jeg her føler Twitter en anelse begrænset - det er lidt svært at komme med ordentlige argumenter på 140 karakterer (minus 13 for @HummusHanne).

Men her er hvorfor jeg ville get the hell out:

• Helt grundliggende har jeg en fornemmelse af, at denne ulykke vil udvikle sig mere og mere katastrofalt. Og at vi endnu kun har set toppen af isbjerget - og som jeg skrev i går, at den bliver værre end Tjernobyl. Det har jeg ikke særligt meget konkret at have i - udover tingenes hidtidige udvikling og en fornemmelse. Desværre har jeg ret ofte ret i mine fornemmelser. Jeg vil være glad hvis jeg tager fejl, og det ikke bliver meget værre end det allerede ser ud til at være.
• Hvis det går så galt som jeg tror, så vil alt afhænge af vindretning og om der er nedbør. Der er tale om partikelforurening, og ligesom vinden i øjeblikket holder den væk fra Japan, kan den blive båret ned over hele Honshu. Ved Tjernobyl blev for eksempel store områder af Lapland forurenet. Husk atter på, at det ikke er den nuværende stråling der er farlig, men den kommende fra radioaktive partikler.
• Lige meget om man er i reel fare eller ej, er der god mulighed for at folk bliver bange. Går i panik, hamstrer, med videre, ligesom der kan komme flygtningestrømme fra nord. Altsammen noget der kan gøre opholdet mindre sjovt.
• Man optager ressourcer - som der kan gå hen og blive knaphed på. Hvis man ikke er der i en eller anden hjælpende funktion, kan man risikere at blive en byrde.
• Og - tingene ser muligvis ikke så slemme ud nu - problemet er, at i det øjeblik de gør, vil det være rigtigt, rigtigt svært at komme væk.

Hvis ovenstående lyder melodramatisk er jeg sådan set helt enig - det er det. Og jeg kan da også se mange grunde til at ville blive - ikke mindst en form for oplevelses- eller eventyrlyst. Og af stædighed. Det er meget muligt at jeg selv på tidligere tidspunkter af mit liv ville være blevet.

Men i dag, efter at være blevet forælder ikke mindst: no way. (Og så kan det jo godt være man tænker, at man ikke er forælder, og dermed kun har ansvar for sig selv. Men når det handler om radioaktivitet og stråling  bør man også lige tænke over ufødte børn.)

Anyway - @HummusHanne - jeg skal selvfølgelig ikke blande mig (mere end højst nødvendigt) i hvad du vælger at gøre, og du kender selv din situation bedst. Det her er hvad jeg tænker hjemme i trygheden på Frederiksberg. Men jeg håber i hvertfald både for dig og Japan at tingene udvikler sig så fredeligt som muligt. May the force be with you... som jeg vist allerede har skrevet en gang.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.