Jeg har før været inde på hvordan jeg skriver denne blog; selvom det vist har udviklet sig lidt siden (inklusive skrivestil - men var så også stiv da jeg skrev det indlæg).

Jeg spekulerer jo så lidt på hvorfor. Til at starte med var det noget af et eksperiment. Og så hang det lidt sammen med mine optrædende på dansegulvet, hvor jeg fik så mange af de samme spøgrsmål, at det var meget fedt at kunne stikke en RTFM.

Men efterhånden må jeg jo nok sige det har udviklet sig til noget mere - en form for terapi med nogen ting, måske også en form for konkretisering af tanker, målrettethed? Jeg har aldrig skreveyt dagbog, udover en enkelt side da jeg var 7 år, så det her er på alle måder nyt for mig.

Men jeg tror jeg gradvis er kommet til den konklusion, at det jeg søger er en form for udødelighed - og hvis nok facetter af min personlighed kan blive fanget her, på denne blog, vil man om 100 år kunne genskabe min persona udfra den, og indprogrammere i en AI, som John Keats i Hyperion.

Man kan så undre sig over hvad jeg vil med udødelighed - jeg, som i depressive stunder har brugt mange timer på at forestille mig min egen død, på de mest opfindsomme måder? Men... there you are; der er ikke noget der er ligetil.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu hvor jeg er ved boganmeldelserne, bør jeg måske også komme ind på en af mine absolutte favorit Science Fiction bogserier: den såkaldte Hyperion Cantos, en moderne klassiker bestående af 4 bøger af Dan Simmons (Hyperion, The Rise of Hyperion, Endymion, The Fall of Endymion), som også blev aktualiseret for mig for nylig.

Det tog mig lidt tid at komme ind i Hyperion - jeg var totalt uforberedt på den, og det tager lidt tid før man finder ud af sammenhængende & universet - og ydermere består Hyperion (altså første bog) af 7 mindre historier, en slags dekameron - skrevet i vidt forskellig stil. Mit bedste råd er bare at lade sig flyde med strømmen, sammenhængen skal nok komme (og man har under alle omstændigheder lyst til at læse den igen når den er slut).

Og når først man kommer ind i historierne, er de nogle af de mest medrivende & fantastiske & emotionelle man kan finde i Science Fiction. Min personlige favorit blandt de korte er The Scholar's Tale.

De efterfølgende 3 bøger er mere traditionelle i fortælleform (altså ikke brudt op som 1'eren), men er ikke mindre medrivende af den grund.

Som en servicemeddelelse inden man begiver sig i kast med bøgerne: det er godt at vide at Shrike betyder tornfugl, og det skader ikke at have et blot overfladisk kendskab til John Keats.

Andre bøger af Simmons kan i øvrigt også anbefales, for eksempel Ilium og Olympos (hans Science Fiction genfortolkninger af Iliaden, iblandet lidt Shakespeare - jo, jo, det er skam meget litterært det hele!).

Pas på. Here be lions and tigers and bears!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.