Der er tale om en Sankt Bernhardshund fra alperne, som er omskolet af ejendomsmæglere -  så i stedet for tønder med cognac bærer den rundt på vigtige papirer, som den kun udleverer på den rette befaling.

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg for et par uger siden skrev et indlæg om Mubarak under overskriften En gal mand, havde jeg ærligt talt ikke regnet med, at jeg nu kort efter er nødt til at overtrumfe den overskrift, med en ny leder fra Mellemøsten.

Men de sidste dages billeder af Gaddafi levner desværre ikke meget tvivl om, at manden er bindegal.

Først billederne igår, hvor han sidder i en faldefærdig pickup-truck i en faldefærdig garage og en paraply, og regnen der drypper ned mellem huller i taget - og taler om at han da gerne ville passiare med de unge mennesker, men at det jo regner.

Og så billederne i dag, fra hvad der ligner en faldefærdig svømmehal, hvor han i 1½ time skælder ud på alt og alle - og mest af alt ligner en mellemting mellem en parodi på en lommediktator optaget til et lowbudget satireprogram og en scene fra Der Untergang.... (jeg er da også sikker på at den optagelse i fremtiden vil blive tekstet på mange kreative måder, ligesom med Der Untergang.)

Det ville være forrygende morsomt, hvis det ikke samtidigt var så tragisk. Især hvis historierne om de importerede lejesoldater fra det sorte Afrika er sande, hvad de desværre nok er. For under normale omstændigheder må man formode, at en hær ville sige fra, hvis den blev sat til at nedslagte egen befolkning - men det kan man ikke regne med med lejesoldater, som hvis Gaddafi har valgt dem omhyggeligt, sikkert endda nærer et had til arabere.

Så i Libyens tilfælde er det ikke nok at militæret forholder sig passivt, eller desserterer. De er simpelthen nødt til at gå over på befolkningens side, og imod den gale diktator, Gaddafi.

Der som tingene ser ud nu, om meget få dage vil få sit eftermæle. Og på den positive side, kan man sige at han ihvertfald ikke pralede af sin luksus - for det har godt nok været ydmyge omgivelser han har ladet sig fotografere i de sidste par dage.

På den negative side, vil han nok fremstå som Afrikas galeste diktator og slagter siden Idi Amin - og det er en bedrift, for der er for eksempel også en Robert Mugabe at konkurrere med.

Og med brugen af lejesoldater og bombninger af egen befolkning kan man godt frygte at han kommer til at overgå Idi Amin.

(Som afslutning ville jeg jo gerne finde en af de to taler - men jeg allerede kun finde ting i satiriseret version - jeg er ikke sikker på jeg ville have valgt klippet herunder, ellers, situationens alvor taget i betragtning. Men det er sådan set ramt meget godt på kornet.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ungdommen i dag er som bekendt historieløs, ikke mindst naturligvis indbyggerne i vor hovedstad København. Derfor har jeg tænkt at lave nogle indlæg om mere eller mindre kendte steder i København, som jeg synes folk ved alt for lidt om.

Dette første indlæg skal handle om et sted vi alle kender, de færreste har dog i dag nogen anelse om hvilken uhyggelig fortid stedet har. Men allerede i 70'erne, i min barndom, havde jeg en anelse af frygt for stedet. For jeg kan huske min mor tog mig med til demonstrationer på Rådhuset mod nedskæringer i børnehaver - demonstrationer vendt mod den datidige borgmester på området, Pelle Jarmer. Pelle Jarmer havde jeg en opfattelse af var en meget ond mand, husker jeg - og han havde et meget specielt skæg, som gav ham et dæmonisk udseende, så ham frygtede jeg.

Og da det gik op for mig, at der var noget som hed Jarmers Plads tæt på Rådhuset, troede jeg det var Pelle Jarmer den var opkaldt efter. Og det undrede mig at man ville opkalde noget i København efter sådan en ond mand. Men den historiske sandhed bag dette område mellem indre by, Ørstedsparken og H.C. Andersens Boulevard er meget værre. Meget, meget værre.

Absalon og Valdemar ydmyger Svantevit

Historien tager sin begyndelse i det Herrens År 1168. Københavns grundlægger, biskop Absalon, og Kong Valdemar den Store, er på korstog mod det slaviske folkeslag, venderne, i Østersøen. Her ødelagde de vendernes storborg på Rygen, Arkona, i en massakre som bedst kan sidestilles med Karthagos ødelæggelse.

Men måske værst - danskerne ydmygede de hedenske vendere, og brugte deres statue af deres 4-hovedede afgud, Svantevit, som brænde til deres sejrsfest. Og øen Rygen - idag del af den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern - blev lagt ind under Roskilde Stift.

Men vendernes ypperstepræst, Jaruslaw, svor hævn over danskerne. Dette lod sig ikke i første omgang gøre, men eden går i arv, og 3 generationer senere kan Jaruslaws oldebarn, Fyrst Jaromar d. 2 af Rygen - også kendt som den danske Dracula - føre hævnen ud i livet.

På det tidspunkt, midt i 1250'erne, ligger den danske kong Christoffer I i borgerkrig med den onde biskop Jacob Erlandsen. Christoffer en gift med en vendisk kvinde, Margrete Sprænghest, som er kusine til Fyrst Jaromar - et forræderi, føler Jaromar. Fyrst Jaromar, som foregiver at være kristnet, men i virkeligheden stadig tilbeder sine forfædres afgud, går i forbund med biskoppen, og efter at have brændt kongens borg Lilleborg på Bornholm, får han afgørende nyt.

Han finder ud af at kongens søn Erik (den senere kong Erik Klipping) er på vej hjem fra det syvende korstog i det Hellige Land, og sender besked til dele af sin familie, som flygtede mod syd efter Arkonas ødelæggelse, at de skal tage Erik til fange. Dette lykkes for dem, Erik tages i Rumænien, og holdes fanget i en borg i Karpaterne. Det kan faktisk meget vel være samme borg som den senere notorisk berømte fyrst Vlad III - bedre kendt som Dracula - besad, da fyrst Vlad sandsynligvis var af vendisk afstamning. Men det vides nu ikke præcist.

Hvorom alting er, Eriks tilfangetagere klipper venstre ringfinger (med signetring) af ham (heraf får han senere navnet Klipping) og sender den til fyrst Jaromar som bevis på tilfangetagelsen.

Jaromar drager med sin hær til Sjælland og kræver forhandling med kong Christoffer. Hvor han fremviser beviset på at Erik er i hans magt.

Rystet trækker kongen sin hær tilbage, ind i København, mens Jaromar følger efter ham, og gør lejr uden for byen. Her beordrer han et tårn opført, 20 meter højt bliver det, med en enkelt vindeltrappe op, og et fladt tag, uden brystværn. Det er indrettet så beboerne i København kan se hvad der foregår. På taget opføres en statue af Svantevit, samt en mængde instrumenter til påførelse af smerte og ydmygelser.

Og de næste 2 år sker det dagligt at Jaromars folk kører i vogne til København og tager tilfældige borgere til fange, hvorefter de bringes op i tårnet, og torteres i 4 døgn - et døgn for hvert af Svantevits ansigter. Borgerne i København kan følge med i alt hvad der foregår, og kan høre skrigene fra de tilfangetagne, som oplyses med fakler om natten, så intet skal være dem skjult. Efter de fire døgn dræbes de af fangerne som ikke er gået til under pinslerne, og ligene smides i den nærliggende voldgrav - som idag er en sø i Ørstedsparken.

Efter nogle måneder inficeres København også af udøde som vandrer i byen om natten - levende døde som vil spise af de stadigt levende - måske endda deres familie - for på en eller anden måde at bevare en tilknytning til det liv som er blevet dem frarøvet. Eller måske er det blot en forbandelse kastet over dem, under tilbedelsen af Svantevit. Hvad årsagen til de udøde end er, byens borgere laver et værn, kaldet Soning (det senere Zonen, som blev slået sammen med Falck i det 20. århundrede), som skal holde de udøde ude af byen om natten.

Kongen har beordret sin hær til at være passiv - han er for bange for, hvad Jaromar ellers kan finde på at gøre ved hans førstefødte søn. Dette kunne have varet ved i mange flere år, men så får kongen glædeligt nyt - det er lykkedes Erik at flygte, og han er nu på vej hjem.

Straks kalder Christoffer hæren sammen, og gør udfald mod Jaromar. Men hæren er demoraliseret, og mange er sprunget fra, efter i flere år intet at have at gøre, bortset fra at se på Jaromars grusomheder. Det går derfor dårligt for kongens folk. Men en lille enhed, anført af kongen selv, kæmper sig vej til tårnet, og op i det.

Her lykkes det kongen at smide fyrst Jaromar ud fra tårnet. Ved synet af deres leders fald og død går der panik i de vendiske tropper, som derefter let hugges under fode - de få overlevende flygter mod Sverige.

Men Christoffer er blevet dødeligt såret af en vendisk klinge under kampene - sandsynligvis var den forgiftet, det kan dog også bare være en infektion. Men han ønsker at se sin søn inden sin død, og da han ved at denne vil komme hjem gennem Jylland, beordrer han, at han selv skal fragtes til Ribe.

Det må betegnes som et mirakel at han overlever turen, men det lykkes faktisk at nå frem, nogenlunde samtidig med at Erik når hjem til Danmark. Og de to genforenes, hvorefter kong Christoffer får fred.

Roskildes biskop, Peder Lang, messer for de døde, og dette får episoderne med udøde til at ophøre. Tårnet og området omkring erklærer han for evigt forbandet for de ugerninger som blev forøvet der, og han byder at området aldrig må bebygges. Hvilket det aldrig er blevet - selv ikke da Københavns volde gik ved området - da holdt man et område åbent der i hjørnet - Jaromars Åbning, som den kaldtes, hvor Pisserenden med Skt Pedersstræde endte.

Tiden gik, og Jaromars Tårn - som efterhånden blev kaldt Jarmers Tårn, faldt mere og mere sammen. Stenene blev ikke genbrugt, som man ellers normalt ville med sten af den kvalitet, men blev smidt ned i samme sø, hvor ligene efter Jaromars grusomheder endte. Men de nederste ruiner af tårnet er stadig at finde, midt på det som idag hedder Jarmers Plads - hvor et utal af mennesker i dag dagligt passerer forbi, uden tanke for de uhyrligheder som udspillede sig for 750 år siden.

Ruinen og pladsen er så iøvrigt ikke det eneste vidnesbyrd vi i dag har om ugerningerne. Ordet jammer kommer oprindeligt fra den klage man kunne høre fra fangerne på tårnet, og ordet vendekåbe - venderkåbe - var oprindeligt betegnelsen for et torturinstrument; en slags dragt med blylodder i bunden og søm som vendte indad.

Hvad mange ikke er klar over er, at der er ganske åbent til at gå ind og besøge tårnet - og sende en tanke til de som måtte lade livet der. Og det synes jeg godt vi kunne gøre en gang imellem!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Information fremturer, og fortæller at det var i 2002 Integrationsministeriet begyndte at give afslag på ansøgninger om statsborgerskab til statsløse. Pudsigt nok lige efter at vi havde ratificeret endnu en konvention, om at statsløse skulle tildelses statsborgerskab.

Dengang var Integrationsministeren Bertel Haarder. Og han siger ganske vist, at det kender han ikke noget til.

Bertel og Birthe træner en antijournalist-kata.

Spørgsmålet er - hvem tør gå ham på klingen, og virkelig spørge ind til det? Måske mens der er Fjernsyn for dig eller noget andet Bertel Haarder virkelig meget nødig vil gå glip af...

Er der nogen journalister i dette land som overhovedet tør vove pelsen? Rasmus Tantholt hvis han er hjemme, måske? Eller en chance for et comeback til Jeppe Nybroe?

Men det helt, helt store spørgsmål for mig er - hvis nu Birthe Rønn Hornbech og Bertel Haarder indgår en alliance - ryg mod ryg tager de imod journalisterne. Er der overhovedet en eneste jornalist som ville turde gå ind til den duo?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er mindst lige så optaget af udviklingen i Libyen, som jeg var i Ægypten. Og begivenhederne virker til at være mindst lige så dramatiske. Og meget mere tragiske - dog tror jeg på en lykkelig udgang der, og et farvel til Gaddafi. (Jeg synes dog stadig Stones skulle tilbyde Gaddafi en plads i bandet - det mener jeg må kunne slutte hele situationen af på en fredelig måde!)

Men det er forbandet svært at få sin lyst til nyheder fra landet dækket - i Ægypten kunne man følge med 24/7 på Al Jazeera, i Libyen kan man ind i mellem høre mere eller mindre løse rygter. Og det gør det også ret svært at blogge om, selvom jeg egentligt gerne ville. Men det kan næsten ikke blive andet end en gentagelse af selvfølgeligheder grænsende til ligegyldigheder. Så det er frustrerende. (Og, ja, jeg ved det er luksusproblemer i forhold til de som rent faktisk gør noget dernede!)

Benghazi - det kan ikke udelukkes det kan blive et turistmekka.

Men lidt fakta kan man da altid viderebringe. For eksempel blev jeg tidligt i forløbet ret nysgerrig omkring den her by, Benghazi, som har været den mest aktive i oprøret. Og det var også meget udmærket at få checket op på, for det fortæller lidt om baggrunden for at oprøret startede der, i Libyens næststørtse by: der har nemlig tilsyneladende altid været en form for konkurrence og måske endda had mellem hovedstaden Tripoli, og to'eren Benghazi.

Faktisk var det sådan, under det tidligere kongestyre, at Benghazi nærmest delte hovedstads-titlen med Tripoli, blandt andet fordi kongefamilien residerede i Benghazis provins, og havde et nærmere tilhørsforhold til området.

I det hele taget vil jeg ikke bare ignorere Gaddafis søns udtalelser, om at hvis man vælter styret (Gaddafi) vil det føre til borgerkrig. Det er sandsynligvis rigtigt at landet er meget stammeopdelt - ihvertfald i de sydligere regioner, men de er på det nærmeste mennesketomme. Tilgengæld er der masser af olie.

Under alle omstændigheder, hvad enten der er en risiko for ufred efterfølgende eller, giver det ikke Gaddafi ret til at blive siddende på en trone han selv har tilranet sig - når folket ikke vil have ham. Og at bombe befolkningen med MiG'er, eller hvad han nu bruger af fly (Berlusconi har vel også foræret ham nogle F16'ere?)... det hører ligesom ingen steder hjemme. Så er man en slem Gaddafi.

Og det synes jeg egentligt godt vore heltemodige ledere i den vestlige verden kunne fortælle ham en anelse klarere.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kan ikke forstå der er så meget røre om den kamp i morgen - burde FCK ikke være storfavoritter? Jeg er ikke engang sikker på jeg har hørt om Sjælsø F.C. før.

Hvis det nu var BK Esrum Sø, så ville jeg være mere nervøs på FCKs vegne!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Brazil er en af mine absolutte yndligsfilm, overhovedet. Jeg har dog haft det sådan med den de sidste 10 år, at det er som om den er blevet overhalet af virkeligheden. Som om det, som i 80'erne var langt ude sarkasme og fiktion i dag er den daglige virkelighed. Og det har på en eller anden måde lidt ødelagt filmen.

Tag nu Politikens vanvittige historie i går: nogle flyttefolk stoppes rutinemæssigt under klimatopmødet - da de skal checkes får de inde på centralen galt fat i den enes navn, og tror han er eftersøgt terrorist. Hvilket straks får alle alarmer til at bimle, flyttefolkene samt deres familie isoleres i total guantanamostil, med pisning i flasker med bind for øjnene og arme på ryggen i håndjern - og fru Pedersen på 65, som de skulle flytte for, udsættes for samme behandling, med sine 2 kunstige knæ.

Fuldstændig forrykt. Men det er beskrevet før i starten af Brazil - som handler om den eftersøgte VVS-mand Archibald Tuttle og myndighedernes forsøg på at fange ham. Men på grund af en bug i systemet - bogstaveligt talt - kommer de istedet til at gå efter Archibald Buttle. Med fatale følger til følge...

Se eller gense de første 5 minutter af Brazil herunder, og døm selv om det ikke i forbløffende grad minder om politiet i Danmark (med en Brian Mikkelsen smidt ind for good measure) anno 2009.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Min morfar døde for 25 år siden. I en periode derefter var det som om hans enke, min mormor, livede op og begyndte at udfolde sig.

Ikke meget underligt i det. Men efter kort tid begyndte hun ikke at kunne huske ting, og hun begyndte at gentage sig selv. Hvilket var begyndelsen på et mareridt af demens der skulle komme til at vare små ti år, de sidste fyldt med had og forbitrelse hos min mormor og spejlet i hendes børn.

Det var virkelig ikke kønt, og jeg overvejede flere gange i fuldt alvor hvordan man kunne slå hende ihjel - uden at nogen ville lide og uden at jeg ville blive busted og uden at jeg ville fortabe min sjæl for evigt. Jeg fandt aldrig en måde. Men hun døde altså i sidste ende - fik fred er ikke et forkert ord, selvom hun absolut ikke var villig til at gå.

Idag er jeg og ungerne på besøg hos min mor. Hvor vi overnatter. Hvilket hun indenfor den første halve time vi var her, talte om vel nok var godt, fordi det bliver så koldt i nat. Og talte om igen. Og igen. Og igen. Og igen. Uden erindring om at have talt om det før - selvom det burde kunne huskes da det de første gange ledte til samme joke fra den ældste (at 15 grader da lød varmt - for der blev ikke sagt minus). En joke som efterhånden stivnede hos ham i undren.

Og i løbet af aftenen har der været mange andre emner, som er blevet taget op... igen og igen.

Og jeg kender det, jeg genkender det, og er lige nu fyldt med frygt. Og jeg fatter ikke hvordan korttidshukommelsen i den grad kan forsvinde på de 10 dage der er gået siden jeg så hende sidst - hvor hun virkede frisk nok. Men lige nu virker den godt på vej væk.

Jeg kan håbe og bede til, at der er tale om en endagsforestilling. Måske tager hun noget medicin, jeg ikke kender til? Måske... jeg ved ikke.

Jeg ved hvad jeg lige nu tror. Og det var ved grød noget jeg aldrig håbede skulle ske. Aldrig, aldrig, aldrig.

Og - det er vel også noget jeg ret hurtigt må prøve at erkende - og konfrontere hende med. For muligvis er der medicin, der i det mindste kan forsinke det. Ligesom der - hvis det er havd jeg frygter - nok også er ting, det vil være godt hvis hun får gjort, mens tid er.

Og et eller andet sted, som en egoistisk ting, ligger der den erkendelse - at hvis det skete for min mormor, og det sker for min mor - hvad sker der så for mig om 20-30 år. Og hvad vil jeg gøre ved det. Og bør jeg undersøge det nu.

Men selvfølgelig er de mest umiddelbare tanker hos min mor - som jeg virkelig ikke ønsker det skal ske for, og jeg ønsker virkelig ikke mine børns billede af hende som hun har været for dem skal ødelægges, som jeg ved det vil blive, hvis det jeg frygter, sker.

[Opdatering, 3/3 2011] Her er en lidt opdateret status på det hele.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.