Nu er jeg måske også lidt mere interesseret i dans end de fleste. Selvom jeg må indrømme, at de her standarddanse aldrig har interesseret mig synderligt (og jeg bruger her ordet standard om alle dansende i VmD, for jeg mener dem der er opbygget på en bestemt måde). Jeg har jo altid danset min egen stil, som vel hører under begrebet freestyle, såfremt der kan snakkes om en stil overhovedet.
Men det gør mig faktisk mere nysgerrig: hvad ville der ske, hvis jeg var én af de ti dansere? Ville jeg være så låst i mine egne måder at gøre tingene på, at jeg slet ikke ville kunne komme ind i de der faste mønstre, eller ville jeg være en form for naturtalent, eller bare en lunken mellemvare?
Derfor blev jeg også lidt intrigeret, da jeg blev spurgt om at gå til den slags til fest fornylig. Egentlig har jeg ikke lyst, men jeg er samtidig altså lidt nysgerrig.
Og så har jeg også et latent mindreværdskompleks, eller hvad man skal kalde det, på området. Fordi: ganske vist er jeg vant til at blive rost og vække glæde med min dans.
Men en hændelse sidder dybt i mig: da min ex begyndte sin systematiske nedbrydning af mit selvværd for efterhånden en del år siden. En dag var jeg gået i byen (med hendes velsignelse, troede jeg) og havde genopdaget min glæde for dansen, og alle de andre turister havde været ganske imponerede.
Så jeg var vågnet op med tømmermænd, og en ganske god følelse. Og fortalte hende om natten.
"Leoparddreng, du kan jo ikke danse!", sagde hun så. "Det kan godt være du tror det, men det kan du altså ikke!"
"Øh, hvad..." var min reaktion. For det første over hendes fjendtlighed, for det andet over indholdet. "Det var da ikke lige sådan du syntes, da vi mødtes på Krasnapolsky?"
"Jo, det var. Du har aldrig kunnet danse. Det der er det gode ved dig, er at du gør det. Det er der ikke ret mange mænd der tør. Men du kan altså ikke."
Fedt nok... virkelig lækkert at høre fra en der efter sigende skulle elske dig. Og jeg troede ikke på det, hverken dengang eller nu - fordi der er lidt for mange roser jeg får fra andre sider. Og jeg får det lidt for godt af at danse til at tro på det.(Det hører så også med til historien, at min ex gik til ballet i sine unge år - og da helt sikkert har ret i at jeg ikke kan danse, set i en teknisk/ortodoks kontekst. Men det er så også en meget begrænset kontekst at se ting i.)
Men - selvom jeg ikke rigtig tror på det - er det altså en eller anden tvivl der hænger ved. Så det kunne være ret sjovt engang at få nogle danse-autoriteters ord for hvad jeg kan/gør - som ikke nødvendigvis har en agenda med at køre mig ned i pløret.
Iøvrigt er mit bedste bud på en vinder i øjeblikket Lisa Lents.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
