Sætter lige op til de som ikke har styr på hashtag søgninger på twitter i anledning af #bodil:

Tweets about "#husly"
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg sådan set intet har at skulle have sagt i forhold til hvad der sker i jeres konstituering i København.

Jeg bor ikke i København (omend tæt på, på Frederiksberg, så jeg ved hvad der sker - og er vokset op der), og har hverken stemt socialdemokratisk eller radikalt til valget her.

Lad mig også slå fast, at jeg synes det i bedste fald er højst tvivlsomt at skifte parti et par dage efter et kommunalvalg. Med mindre der er virkeligt, virkeligt gode grunde til andet.

Samtidig er jeg ikke enig med dem som synes at mandater på den ene eller anden måde skal være hæftet på partiet de var på ved afstemningen. Jeg tænker på at Grundloven intet kender til partier, og at partierne har gjort det stort set umuligt ikke at være i et parti. Og at man måske bør moderere parolen Stem Personligt en smule, hvis man faktisk mener partiet.

I har fået et ekstra mandat i BR, og det er fair and square. Men det er også et mandat som bærer en pokkers masse uvilje.

Og det er et mandat I nok kan få noget ud af - på den ene eller anden måde. Jeg vil bare i al fredsommelighed opfordre til at I virkeligt tænker jer om, ikke bare to eller tre gange, men en hel del flere før I benytter jer af det.

For, jo, I kan gøre det.

Men: vil det være fair?

Og, måske vigtigere: vil det blive opfattet fair?

Og husk på jeres historie de sidste fire år: Den startede ikke smukt - og reelt er den eneste grund til du har fået lov til at agere (thumbs up!), at I blev fri for Klaus Bondam, og vasket tavlen delvis ren. For før det var han død i vandet.

Min opfordring: take the high road, her. Ja, I kan lave om på konstituering (måske endda holde DF ude) - det er sgu bare ikke særlig fedt eller demokratisk.

Eller sagt kort: det forekommer muligvis taktisk smart, men strategisk er det en dødssejler. IMHO.

Så lav konstituering ud fra hvad I fik af stemmer ved valget, og så kan I altid have en større BR-gruppe siden. Med god samvittighed.

Hvis ikke ender det meget nemt med en pyrrhisk sejr. Og det burde om noget ikke være noget radikale stiler efter?

Men som sagt - jeg har reelt ikke noget med det hele at gøre, der i København. Måske blander jeg mig lidt til minde om min mor. Håber bare I finder ud af det. I al demokratisk rimelighed, & fredsommelighed.

Bedste hilsner
/Leoparddrengen
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg sidder i skrivende stund og ser dækningen a kommunal- og regionsvalget på DR.

Et valg der naturligvis på mange måder er spændende - hvor slemt vil det blive or Socialdemokraterne og SF, med videre.

Men jeg har også været lidt spændt på dækningen - for på det seneste har DR tilsyneladende opdaget twitter, og ikke længere kun på DR3. Og der har været lagt op til det store i aften, med visning af tweets fra hashtag #drvalg.

Desværre, desværre - har DR helt misforstået twitter.

Istedet for at bringe tweets fra befolkningen, vælgerne, med de personlige vinklinger og betragtninger det kunne give, har DR valgt at bringe tweets fra politikere - lidt fra journalister.

Tweets som enten indeholder de sædvanlige politikerfloskler, enkelte lykønskninger af partifæller - eller viderebringelse af nyheder som de har set i TV - og som vi andre derfor også har set kort før.

@vanulla_ace @MaksBitter @Leoparddrengen @TheaBohm men de er da konsekvente på #drvalg. Udelukkende politikere & kolleger citeres. #kv13

— Mathias Poulsen (@mathiaspoulsen) November 19, 2013

Med andre ord, røvkedeligt.

Ok - rønnebær er også lidt sure. Jeg ville da gerne se mig selv der. Men jeg kan såmænd godt orstå, hvis mine tweets er lidt for satiriske og sarkastiske til at de vil/tør bruge dem.

Men kommentarerne fra borgerne - de savnes altså, DR.

Jeg må opfordre til at I prøver at kigge på nogle amerikanske valgkampe, ser hvordan de benytter twitter.

Men, altså, lidt fortrøstningsfuld er jeg da. For det er da altid noget at I har opdaget twitter. Og rigtigt mange af jer er kommet på indenfor de sidste 14 dage kan jeg se. Så ingen kan orvente at I er eksperter endnu, langt fra. Med lidt held har I lært noget mere til næste valg, og er blevet klogere i brugen. I kan for at komme igang eventuelt kigge lidt på min twitterguide.

Så ihvertfald - velkommen på twitter!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der er ikke så meget at sige. Gå og se den. I 3D, på det største lærred og med den mest rummelige lyd du kan komme i nærheden af.

Det er en film, som på sin vis er barberet fuldstændigt ned, men på oplevelsesdelen er helt ekstrem - samtidig med at den får vist Sandra Bullock både sårbar og forrygende.

Men der er ikke rigtigt ord der kan yde den retfærdighed, den skal opleves. Og hvis du ser den på DVD eller når den kommer på Netflix gider jeg ikke tale med dig, det er for dumt - så skal du lade helt være.

Og husk, der i biografen - hold godt fast!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dette indlæg er ikke helt hvad den giver sig ud for. For det kan diskuteres om der er tale om et spil. Eller kan det?

Det kan også diskuteres om det er en en anbefaling. Og dog. For jeg kunne nu godt lide det her som ikke rigtigt er et spil, The Stanley Parable, som jeg i nat købte på Steam.

Og anbefaler det derfor. Måske. Men jeg er ikke sikker på jeg synes spillet (eller hvad det nu er) indeholder nok til at berettige prisen på ca 10€ jeg gav for det. Men jeg er så heller ikke helt sikker på at have fundet alle krinkelkroge endnu. Faktisk er jeg ikke sikker på nogetsomhelst.

Men altså, spillet som ikke er et spil, men snarere end interaktiv fortælling som ikke er en fortælling og måske heller ikke interaktiv er ret underholdende. Hvis man kan lide Douglas Adam eller Monty Python. Måske især Brazil.

Og filosofisk er det. Eller måske er det det ikke, det lader bare som om.

Man kan ikke sige så meget om det. Andet end man spiller Stanley. Og han arbejder på et kontor. Måske. Og der er en fortæller. Måske. Og det mindede mig lidt om nogle adventurespil fra 80'erne. Bortset fra at det var anderledes.

Der er også en gratis demo man kan spille, hvis man vil vide hvordan spillet er. Eller hvordan det ikke er. Men der er ihvertfald også en fortæller i den. Måske. Den kan jeg anbefale. Omtrent helhjertet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Serien Masters of Sex begyndte på HBO Nordic mandag for en uge siden, 30/9. Der har således foreløbigt været vist 2 afsnit - hvilket måske nok er lidt vel lidt at skrive en egentlig anmeldelse på baggrund af, men jeg vil ihvertfald meget gerne anbefale den!

Den handler om Masters & Johnson og deres berømte sex-studier fra 50/60'erne. Ikke noget jeg på forhånd var solgt på som et fantastisk emne. Men det er jo HBO*, så jeg så pilot'en - og var ganske solgt.

Serien kan godt overfladisk minde om Mad Men, på grund af tidsperioden (serien starter i 1956). Men til forskel fra Mad Men - som jeg ikke ser, men så nok af at vide den ikke var for mig - som efter min mening kører i tomgang og er ren glitter, er der her tale om en væsentlig historie - og mere et opgør med en tid og nogle normer end et nostalgisk tilbageblik. Og nogle mennesker som gik meget på tværs af normerne for deres samtid.

Meget velspillet på alle niveauer og indtil videre et særdeles godt manuskript. At der ikke er tale om hverken vampyrer eller drager bør ikke afholde nogen fra at se den. Relativ nær fortid kan også gøres interessant - og  USA i 50'erne kan forekomme som et lige så sært sted som Westeros.

Jeg anbefaler den virkelig - man kan kun blive klogere på vores moderne selv- og sexforståelse. Og på hvor blank man kan være, hvis man lader sær moral styre hvad man må tænke og fantasere. Og ikke mindst kønsroller - og overveje om ikke nogle af seriens problemstillinger måske stadig er relevante, selvom vi nok føler os en anelse mere oplyste, og har hørt om oralsex.

Cast blandt andre: Michael Sheen (William Masters), Lizzy Caplan (Virginia Johnson), Caitlin FitzGerald (Libby Masters), Beau Bridges (Barton Scully).

* [Opdatering, 14/10]: Jeg har så lige opdaget at det faktisk ikke er en HBO serie - det er Showtime. Men det gør den jo ikke dårligere ... jeg er så en smule overrasket over at den kommer på HBO Nordic, men fint nok!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der kan være masser af grunde til at være skeptisk og slå koldt vand i blodet i forhold til hvad der sker i Iran i forhold til resten af verden (og måske på sigt også i Iran).

Der kan nu også være masser af grunde til ikke at være for skeptisk. Ikke mindst fordi optimisme kan skabe momentum, som kan løsne op for fastlåste fjendebilleder.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne situationen i øjeblikket med Sovjetunionen i 1985 da Gorbatjov kom til. Ret hurtigt stod det klart, at han ihvertfald i tale var en del forskellig fra sine forgængere. Men kunne han levere?

De fleste vestlige kommentatorer var skeptiske, og mere så des længere man kom på højrefløjen (naturligvis). Og, mente man, selv hvis Gorbatjov var ægte, så ville han næppe få lov til de ting han talte om - han havde jo også et politburo, der skulle stilles tilfreds.

Alligevel skete miraklet - indenfor et år var der topmøde om nedrustning i Reykjavik, mellem Reagan og Gorbatjov. Et topmøde der i første omgang ikke førte til noget direkte, men åbnede op for flere - som gjorde. Så meget at det der før var utænkeligt snart var rutine.

Og i Sovjet kom glasnost og perestrojka, som snart blev en uafvendelig proces, indtil nogle hardliners prøvede at kuppe det hele tilbage - hvilket førte til Sovjets sammenbrud.

Idag taler de datidens højrefløjsfolk om, at det naturligvis var deres hårde linie der var skyld i det, og at våbenkapløbet kørte Sovjet økonomisk ned, og de skal have medaljer.

In phone convo, President #Rouhani and President @BarackObama expressed their mutual political #will to rapidly solve the #nuclear issue.
— Hassan Rouhani (@HassanRouhani) September 27, 2013

På samme måde kan det garanteres, at de som idag ikke mener man skal give Rouhani en chance, vil tage æren for det hele hvis der kommer reelle forhandlinger, og de fører til noget.

Men det er sådan set arbitrært nu - jeg synes det vigtige er at holde fast i den positive tilgang.

Og hvis nu EU er smarte, og kender deres besøgelsestid, anerkender de Irans ret til a-kraft, men går ind og tilbyder nogle gode deals på solenergianlæg til opstilling i Irans ørkener - for eksempel i et joint venture, der kan give gensidig know how og klimavenlig strøm til Iran, og gøre atomenergi mindre attraktivt. Og verden kan blive bedre, både miljø- og spændingsmæssigt.

Ja, jeg er sikkert naiv - men det skal altså også til ind imellem.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det undrer mig gang på gang meget, at Englands grumme historie med talibanere aldrig nævnes, selvom det med udviklingen i Afghanistan i 1990'erne og frem burde stå klart hvor meget det er en gentagelse af hvad der skete i England for 600 år siden. Hvilket burde stå klart, når man husker at taliban betyder studerende - og at alt handler om skoling.

Først må man forstå, at der dengang ikke fandtes mange skoler, så hvis man skulle undervises måtte forældre eller værger selv ansætte en hjemmelærer - som først og fremmest underviste børnene i katekismus, så de ikke endte i Helvede.

Som så mange revolutioner startede det tilfældigt, og med hvad der i dag kan synes som en lille ting.

En gruppe hjemmelærere gik sammen og skrev i 1455 til Pave Nikolas V om noget der lå dem meget på sinde; og noget de havde en formodning om han ville give dem ret i: nemlig at der ikke længere skulle undervises i Højsangen - den var simpelthen for fræk og ukristelig, mente de. Som eksempel fremdrog de indledningen på Højsangen 2 (Song of Solomon 2), som lyder:

I am the rose of Sharon, and the lily of the valleys.

Det var simpelthen for stærk kost, mente de - i det rosen naturligvis er en reference til de kvindelige kønsorganer - og sangen således vel nærmest kan sammenlignes med de moderne Vagina-monologer.

Var anmodningen nu blevet behandlet af den meget misogyne Pave Nikolas havde de såmænd nok fået ret, og Højsangen ville være blevet strøget fra bibelen. Men mens brevet var undervejs døde Nikolas og Callixtus III indtog Pavestolen. Og han var ikke sådan at bide skeer med: versene i biblen var blevet fastlagt ved Synodet i Hippo i AD 393, og resultatet var velsignet - og forsøgte man at lave om på det, var det kætteri. De havde bare at undervise i hvad der stod, om de så fandt det syndfuldt eller ej, var svaret fra paven.

Det var ikke noget der bekom lærerne i England vel, da de modtog svaret. De var i mellemtiden vokset til en landsdækkende organisation, The Tudors - tutorerne, hjemmelærerne. (Idag ville det naturligvis staves The Tutors på engelsk, men der sker jo noget med sprog på 600 år - og man bruger stadig den gamle stavemåde, nok af hensyn til traditionen.)

Så de gjorde oprør - i første omgang mod den katolske kirke i England, men da Kongen, Richard af York, støttede kirken - det var trods alt med Pavens velsignelse han var konge - blev det med tiden også et oprør mod kongemagten og (dele af) adelen.

Men Tutorerne fik store dele af befolkningen med sig - nok ikke fordi de gik synderligt op i doktrinen, men de så en mulighed for et bedre liv. Denne borgerkrig kendes som Rosenkrigen, opkaldt efter argumenterne i Tutorernes oprindelige pavelige anmodning - og endte med Kong Richards død i 1460, og biskoppernes tvungne undsigelse af Paven i Rom.

Hvis folket havde troet de ville få det bedre, tog de imidlertid fejl - de næste 100 år under Tutorernes hierokrati bød blot på et rædselsregime af yderligere undertrykkelse. Offentlige halshugninger for de mindste forseelser hørte til dagens orden. Især kvinderne blev undertrykt - det var jo trods alt deres forbudne frugt som Tutorerne i første omgang havde set sig sure på, så kvinder blev bandlyst i det offentlige rum, og betragtet som en ren handelsvare til bryllupper og "24 timers giftermål".

Og havde man troet at Tutorerne herredømme ville skabe fred, tog man også fejl - for nu hvor der først var ændret i Biblen fik forskellige grupperinger naturligvis lyst til at ændre andre ting som faldt dem for brystet. Og andre grupper brød sig ikke om disse ændringer - hvorfor det naturligvis førte til kampe mellem de forskellige fraktioner, om hvilken lære der nu var den rigtige.

Stort set det eneste varige det lykkedes dem at bygge var Tower of London, som de brugte til opbevaring af de få dødsdømte, som ikke blev henrettet umiddelbart. Tutorerne var meget bedre til ødelæggelse, og som talibanerne gjorde de meget for at ødelægge symboler på tidligere tiders tro - det værste var nok, at de flåede taget af Stonehenge.

Dette varede indtil Elizabeth - efternavn ukendt. Hun var en "24-timers brud", som på klog vis ved sine mange giftermål blandt ledende Tutorer fik samlet en magtbase, som pludselig i 1758 samlede sig - og gjorde hende til Dronning Elizabeth I af England.

Det kan synes besynderligt at store dele af Tutorerne skulle samle sig bag en kvinde, men det giver i historisk perspektiv ganske god mening - det var simpelthen den eneste måde at opnå fred og en samlet doktrin, som Elisabeth - ironisk kaldet The Virgin Queen - stod for: Church of England. At meget af Tutorernes oprindelige idéer var udeladt eller ændret gjorde ikke så meget - de fleste havde alligevel glemt hvad de egentligt kæmpede om - det vigtigste var at der ikke var tale om en tilbagevenden til Pavevældet.

Elizabeth kaldte sig også en Tudor, omend hendes rolle mest var en afvikling og normalisering. Hvorfor hun også endte med at omtale sig som Den Sidste Tudor. Og en af hendes sidste love var et forbud mod undervisning i hjemmet, så et lignende regime aldrig mere skulle kunne opstå - dette er årsagen til den udbredte Engelske tradition for kostskoler, som stadig ses i dag.

Under afviklingen af Tutorernes æra skete der en kulturel opblomstring. Det ses måske tydeligst  i dag i Shakespeares løsslupne værker, som ikke lægger fingrene imellem. Her for eksempel hans slet skjulte hilsen til Tutorerne i Romeo & Julie (2. akt, første scene):

Juliet:

'Tis but thy name that is my enemy;
Thou art thyself, though not a Montague.
What's Montague? it is nor hand, nor foot,
Nor arm, nor face, nor any other part
Belonging to a man. O, be some other name!
What's in a name? that which we call a rose
By any other name would smell as sweet;
So Romeo would, were he not Romeo call'd,
Retain that dear perfection which he owes
Without that title. Romeo, doff thy name,
And for that name which is no part of thee
Take all myself.

I dag hører man imidlertid meget lidt om Tutorerne - jeg tror englænderne basalt set er skamfulde. Pink Floyd forsøgte sig med en musical, The Tower (All in all you're just another brick in The Tow'r og Hey, Tutor, Leave Them Girls Alone ), men dette viste sig for kontroversielt, så istedet blev det til en musical om onde lærere i Vestberlin, The Wall. Don't mention the war, indeed.

Så i dag kendes Tutorerne mest når der dukker møbler op fra den tid - Tudor-stilen. Dette er som regel hårde bænke og pulte, hvor børn har kunnet sidde og lære den katekismus der nu var gængs på det tidspunkt, hos deres hjemmelærer.

Om man direkte kan lære noget i forhold til Taliban i Pakistan og Afghanistan ved jeg ikke, men det virker ihvertfald helt forkert at undertrykke historien - vi burde kunne lære af den. Og hvem ved - måske Taliban kan få en Elizabeth på et tidspunkt?

Find andre af mine historiske essays i bogen Til almeen Dannelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.