Det er navnet på nyt program på Ramasjang mellem 19 og 20 om lørdagen - som sender gamle stumfilm.

Vi kom lidt sent ind i det, men de sidste 40 minutter sad jeg og ungerne og jublede til først Buster Keaton og siden Chaplin.

Virkeligt glædeligt at se, at de godt 90 år gamle film i sort/hvid og uden anden lyd end klaverspillet stadig fungerer - også for en generation som er vant til PC-spil og Wii.

Så det kan altså anbefales - til børn, men bestemt også til voksne. Jeg ved ikke om jeg havde villet se det, hvis jeg var alene - men det var dejligt at se med børnene, og blive smittet af deres latter.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er stadig ganske fortabt i Lost, hvor jeg nu er cirka midt i 3. sæson.

Men et afsnit jeg så i går, Exposé, gjorde specielt indtryk - og demonstrerede fuldt hvor ekvilibristisk de skriverkarle på serien kan flette historier sammen.

Afsnittets handling var revet fuldstændig ud af hovedhistorien - i sig selv modigt, da den selvfølgeligt befinder sig midt i en cliffhanger - og man følger pludseligt 2 biroller i serien, hvis beskedne input i de foregående mange afsnit pludseligt sættes i et ganske andet perspektiv, og danner en sort, sort fortælling - som kunne være skrevet af Shakespeare i samarbejde med Poe. Som samtidigt kommer med meta-agtige budskaber om TV-serien som medie.

Og en serie som Lost giver da også grund til overvejelser om TV-serien - den nye fortælleform, hvor man virkelig kan komme i dybden med fortællingen. Som kun er blevet mulig på grund af DVD'en. For, jo, naturligvis var der TV-serier før DVD'erne, men det giver helt andre muligheder at folk kan købe en hel årgang, og se dem i deres eget tempo - istedet for at hvert afsnit skulle ses med en uges mellemrum, på et bestemt tidspunkt.

Hvis det var setup'et er jeg ret sikker på, man ikke ville have vovet et afsnit som Exposé.

Og jeg må godtnok sige, at jeg elsker det med serier på DVD, som man kan bruge uger eller sågar måneder på, i fordybelse. Men jeg kan ikke lade være at tænke på, at det er synd at en fyr som Dennis Potter dog ikke kunne nå at få den tid med. Han arbejdede mest i hvad der i dag betegnes som miniserier - men jeg kan ikke lade være at forestille mig hvad han kunne få ud af en stor, smal produktion gående over et par sæsoner.

Det tror jeg kunne være blevet forfærdeligt interessant.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da Poul Schlüter kom til i 80'erne ver der en lang periode med underskud på handels- og betalingsbalancen (samt naturligvis stigende arbejdsløshed).

start-80'ernes økonomiminister Anders Andersen

Men pludselig en måned var der godt nyt: daværende økonomiminister Anders Andersen kunne glædesstrålende - med højt løftet cigar, det var en anden tid - fortælle at i den seneste månedsstatistik var det store underskud pludseligt vendt til et kæmpe overskud. Han var en smule overrasket - for selvfølgeligt var det godt at regeringens økonomiske politik virkede, men at det skulle gå så hurtigt fremad pludseligt - det kom bag på de fleste.

Men - smil, det var der ihvertfald grund til!

Et par dage efter vise det sig, at der var en fejl i statistikken - der var simpelthen byttet rundt på plus og minus, så det der var et overraskende kæmpeoverskud, viste sig istedet at være et knap så overraskende rekord underskud. Jeg kan ikke huske det med sikkerhed, men det var muligvis ved den lejlighed økonomiministeren fik øgenavnet Anders And. Ellers levede han storartet op til det.

Det var jo ikke så heldigt.

Jeg bliver mindet om historien, nu da det viser sig , at bankpakkerne - som både stat og banker ellers gennem flere år har påstået har været en overskudsforretning for staten - viser sig at have leveret store underskud. Frank Aaen fra Enhedslisten har været rigtig unfair - sådan er de røde jo - og har regnet tallene efter.

Og det viser sig, at regeringen let og elegant har undladt at medregne, at de indskud bankerne har leveret - har de kunnet trække fra i skat.

Og så er det påståede overskud pludseligt et underskud. Den kloge Brian Mikkelsen mener ikke der er noget galt med hans tal, og synes ikke det giver mening - og det er ihvertfald for besværligt - at se på netto regnestykket for staten.

Og et eller andet sted må man vel tage hatten af for synspunktet - for hvis blot vi lader være at hænge os i sådan nogle detaljer og irriterende mellemregninger, og ikke regner alle udgifter med - så skal vi da nok hurtigt få dansk økonomi tilbage på sporet. Så skal vi nok få forvandlet underkuddet på statsfinanserne til et stort overskud.

Man må endnu engang glædes over den borgerlige ansvarlighed - og ikke mindst sandruelige fremstilling af tingenes tilstand.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Denne ed slyngede den yngste pludseligt ud - jeg ved ikke om det er ham selv der har fundet på den efter en fejlhøring, eller om det er noget de siger i børnehaven.

Og jeg synes selvfølgeligt måske nok den er lige hardcore nok, når den kommer fra hans mund. Men jeg kan godt lide den - tror det er noget jeg vil begynde at sige, på passende tidspunkter...

Fuck Satan i Helvede - den er god!!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dette "våde" tilbehør er næsten en nødvendighed til rigtigt mange klassiske danske retter. Det udmærker sig ved at give et vredt og hidsigt indtryk.

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg hader fastelavn!

Altså ikke konceptet - jeg synes det er helt fint & storartet med udklædning. Naturligvis, har jeg nær sagt - for som superhelt er jeg jo nødt til at iføre mig kostume i tide og utide, og så synes jeg egentligt det er meget godt at andre også får muligheden indimellem - så de kan vide lidt om hvad det går ud på.

Men fastelavn.... hvorfor skal det ligge midt i venteren, altså?! Når ungerne kommer i skole, kan det endda gå an. Der er som regel en gymnastiksal, der kan bruges til det der tøndeslagning. Men i børnehave skal de stå i minusgrader iført tyldskørt og filtbukser - det er så freaking langt ude.

Endnu engang er det jo på grund af kirken at fastelavn ligger hvor den gør - og i Sydeuropa har det vel heller ikke været så galt, dengang man begyndte på det.

Men kan vi ikke få løsrevet den tradition? Der er jo for pokker alligevel ikke nogen der faster... så hvad med at flytte den til maj eller september, for eksempel...

Og hvilken minister er det egentlig man skal punke for at det kan blive en realitet?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lige en opdatering på hele demens-historien/forløbet. Det hører sig vel til, når nu jeg har luftet det her.

I en uge efter vi havde været på besøg hos min mor, så jeg tiden an, og håbede det bedste. Jeg skrev dog en mail til min bror og fortalte om weekenden, og hørte om han havde bemærket noget - det havde han ikke, men han havde heller ikke haft kontakt til hende nogle uger. Men så var han ihvertfald opmærksom.

I fredags modtog jeg så en lidt kryptisk mail fra min mor, om jeg kunne give besked om jeg og børnene kom lørdag. Hvad der ikke var nogen planer om, da børnene var hos deres mor. Normalt ikke noget jeg ville tænke nærmere over, hvis hun kom til at bytte rundt på ugerne, men i perspektiv fra ugen før noget der gjorde mig urolig igen.

Og så i mandags fik jeg en mail fra min bror, at han - eller rettere hans kone - også havde oplevet lignende hvad jeg havde. Samt at hun pludseligt ringede midt om natten, og troede at de lige havde ringet til hende.

Så jeg tog hjem til hende i tirsdags, og forelagde mine bekymringer og fortalte om mine oberservationer. Og det kom alt sammen meget bag på hende, for hun havde ikke bemærket noget. Siger hun.

Hun sagde at hun jo stolede på mig - men det var samtidigt også tydeligt, at hun havde svært ved at forstå, at virkeligheden ikke var som hun troede den var - og det kan jeg jo ganske udmærket forstå. Jeg synes det må være ganske forfærdeligt mareridtsagtigt. (Det var i øvrigt heller ikke særligt sjov for mig - selvom det nu ikke forløb så slemt som jeg havde frygtet.)

Men jeg kunne ikke få hende til lægen - hun måtte tænke lidt over det hele, sagde hun. (Og der havde jeg jo lidt lyst til at sige: ja, det er jo meget godt - men kan du huske at tænke over det? Men jeg holdt mig nu fra det.) Hun har cirka lige så meget imod at gå til lægen, som jeg har. Så den bliver ikke nem.

Men ud af snakken kom, at jeg ville skrive en mail til hende om hvad vi havde snakket om, og at hun tænkte over tingene, og at vi skulle hvae mere kontakt end vi ellers har - så jeg også ser hende når jeg har børnefri.

Og det er sådan ca der hvor den står nu - vi har mailet lidt siden, men de er lidt svære at tolke, de mails. Jeg ville forbandet gerne have hende til lægen - for det er stadig på et stadie, hvor der sagtens kan være tale om at det er noget vitamin/mineral mangel, eller dehydrering - og det ville jo altså være rart at få opklaret, ligesom det i det hele taget ville være godt med en diagnose.

Men nu giver jeg hende foreløbig en uge - jeg er ikke nået til det punkt hvor jeg trumfer noget igennem endnu.

(Der er i øvrigt også et praktisk problem - hun er Gruppe 2 medlem i sygesikringen - netop fordi hun ikke har villet være bundet op på læger - og hun har ikke nogen egen læge. Så jeg aner faktisk ikke hvordan jeg skal gribe den sag an, hvis jeg skal få hende afsted til et eller andet - om jeg skal lave en tid hos en neurolog, eller lignende. Der må jeg nok forespørge mig i regionen, hvordan man egentligt gør det?!)

Så, anyways, der er ikke meget dramatisk nyt, og heller ikke rigtigt nogen afklaring - selvom det var et godt første skridt at få talt med hende om det. Men det fylder en del hos mig - og selvom jeg faktisk havde tænkt på det inden, er der ingen tvivl om at formuleringen af for eksempel Damokles-implantatet også er drevet af de tanker.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Damokles-implantatet er oprindeligt opfundet af Leoparddrengen ca år 2020.

Det er et eksempel på tidlig nanoteknologi brugt medicinsk, og består i sin enkelhed af intelligente, programmerbare TNT-enheder i nano-størrelse. Man indsprøjter 50 mg blandet i en saltvandsopløsning i en blodåre, hvorefter nano-enhederne finder vej til patientens hjerne, hvor de sætter sig på indersiden af centrale blodårer.

På et tilfældigt tidspunkt indenfor et på forhånd programmeret interval - typisk et interval som starter en uge efter indsprøjtning og varer op til et år - udløses TNT'en i enhederne i en mikroskopisk eksplosion. Eksplosionen efterlader ikke synlige skader udenfor patienten, og kan knap høres - men er kraftig nok til at forårsage massive hjerneblødninger som øjeblikkeligt dræber patienten, smertefrit.

Damokles-implantatet er oprindeligt udviklet tænkt som en hjælp til patienter, som ville undgå de værste virkninger af en invaliderende sygdom - som forskellige former for sklerose eller Alzheimer's sygdom - uden at gå til den mere dramatiske og endelige løsning i selvmord eller aktiv dødshjælp. Leoparddrengen formulerede det selv, som et skæbne-ændrende indgreb.

I modsætning til aktiv dødshjælp har højesteretter over hele verden slået fast, at brugen af et Damokles-implantat er lovlig, såfremt det gøres med informeret samtykke af patienten. De vigtigste begrundelser for denne status er, at det ikke er sikkert man dør af implantatet - man kan i princippet nå at dø af andre ting inden implantatete eksploderer - og at indgrebet er reversibelt: det er ganske enkelt at omprogrammere enhederne, så de harmløst skylles ud af kroppen, hvis patienten skulle skifte mening.

Damokles-implantatet har haft en massiv indflydelse på hvordan man ser på sygdom og død, og ikke mindst individets muligheder for at gøre noget ved det. Raske mennesker er også begyndt at bruge det, typisk med et interval mellem et og 10 år - de giver ofte som begrundelse, at det hjælper til at modarbejde livstræthed, og gør at man lever hver dage til fulde - som var det den sidste, i det det jo meget vel kan være det.

Leoparddrengen fremførte selv, ved sin takketale da han modtog Nobelprisen i medicin for sin opfindelse i 2025, at han havde fået idéen mens han læste bogen Mit smukke genom - og overvejede hvad han selv ville ønske han kunne gøre, hvis han opdagede han var bærer af et gen, som medfører Alzheimer's sygdom. Og senere blev tankerne mere konkrete, da han fik demens ind på livet igen.

Navnet Damokles-implantat har teknologien fået fra den græske legende om Damokles - som opgiver tronen af frygt for det sværd som er ophængt over den i et enkelt hestehår. Interessant at frygten for døden her ses som noget negativt, men med Damokles-implantatet er vendt til noget positivt.

Fra Encyclopedia Galactica, 2078 udgaven.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.