Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten bankpakke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bankpakke. Vis alle opslag

fredag den 4. marts 2011

Sådan fikser regeringen dansk økonomi

Ingen kommentarer
Da Poul Schlüter kom til i 80'erne ver der en lang periode med underskud på handels- og betalingsbalancen (samt naturligvis stigende arbejdsløshed).

start-80'ernes økonomiminister Anders Andersen
Men pludselig en måned var der godt nyt: daværende økonomiminister Anders Andersen kunne glædesstrålende - med højt løftet cigar, det var en anden tid - fortælle at i den seneste månedsstatistik var det store underskud pludseligt vendt til et kæmpe overskud. Han var en smule overrasket - for selvfølgeligt var det godt at regeringens økonomiske politik virkede, men at det skulle gå så hurtigt fremad pludseligt - det kom bag på de fleste.

Men - smil, det var der ihvertfald grund til!

Et par dage efter vise det sig, at der var en fejl i statistikken - der var simpelthen byttet rundt på plus og minus, så det der var et overraskende kæmpeoverskud, viste sig istedet at være et knap så overraskende rekord underskud. Jeg kan ikke huske det med sikkerhed, men det var muligvis ved den lejlighed økonomiministeren fik øgenavnet Anders And. Ellers levede han storartet op til det.

Det var jo ikke så heldigt.

Jeg bliver mindet om historien, nu da det viser sig , at bankpakkerne - som både stat og banker ellers gennem flere år har påstået har været en overskudsforretning for staten - viser sig at have leveret store underskud. Frank Aaen fra Enhedslisten har været rigtig unfair - sådan er de røde jo - og har regnet tallene efter.

Og det viser sig, at regeringen let og elegant har undladt at medregne, at de indskud bankerne har leveret - har de kunnet trække fra i skat.

Og så er det påståede overskud pludseligt et underskud. Den kloge Brian Mikkelsen mener ikke der er noget galt med hans tal, og synes ikke det giver mening - og det er ihvertfald for besværligt - at se på netto regnestykket for staten.

Og et eller andet sted må man vel tage hatten af for synspunktet - for hvis blot vi lader være at hænge os i sådan nogle detaljer og irriterende mellemregninger, og ikke regner alle udgifter med - så skal vi da nok hurtigt få dansk økonomi tilbage på sporet. Så skal vi nok få forvandlet underkuddet på statsfinanserne til et stort overskud.

Man må endnu engang glædes over den borgerlige ansvarlighed - og ikke mindst sandruelige fremstilling af tingenes tilstand.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 1. oktober 2010

Udramatisk farvel til Eik Bank

2 kommentarer
For godt 3 år siden blev jeg kunde i SkandiaBanken - det at det var en ren internetbank tiltalte mig i den grad, og de havde særdeles udmærkede rentesatser, både på ind- & udlån.

Ret kort efter blev SkandiaBanken så overtaget af færøske Eik Bank (eik betyder eg, iøvrigt...), men det ændrede ikke på så meget. Det fortsatte som før - ganske storartet bank, og jeg har aldrig set en eneste medarbejder derfra, ihvertfald ikke i min egenskab af bankkunde. Hvilket er som jeg kan lide det.

Men det har jo nok været en lidt for flink bank, ihvertfald har den (den danske del) som andre overbelånt til ejendomsspekulanter. Så nu er den gået ned, og er på vej til at blive overtaget af Finansiel Stabilitet, statens skraldespandsselskab.

Og så får man da den oplevelse med - det er overraskende udramatisk. Alt fortsætter som før for kunderne - ikke noget om, at alt gæld skal være betalt inden den & den dato - ja, de tilbyder endda at man stadig kan låne penge, sålænge det er til "gode og kreditværdige formål".

Så det er egentligt lidt pudsigt at opleve - men det er jo så også på grund af Bankpakke 1 at det går sådan. Så en cadeau til embedsmændene (jeg nægter at give til ministeren) for at det unægteligt er lykkedes at lave et system, hvor kunderne stort set intet mærker til et bankkollaps. Om det så er sundt er en anden diskussion - formålet var jo dengang at skabe ro, og det må man sige er lykkedes.

At jeg så også var så glad for banken og internetkonceptet, at jeg købte aktier i den, er selvfølgeligt lidt mere trist. Men det var med åbne øjne, og del af spillet. Så det gider jeg ikke græde snot over. (Det var så heller ikke en kæmpeformue.) Jeg regner ikke med at de aktier ender med at være noget værd, men er da lidt spændt på hvad der sker - for færingerne vil vist meget nødigt have at den går ned - halvdelen af alle færinger er på den ene eller anden måde kunder i banken, som jeg forstår det.

Anyway - selvom den indtil videre lever videre som en form for udød bank, vil jeg tillade mig at sige farvel nu. Det er den første bank jeg egentligt kan sige jeg har været glad for! (Men jeg er nu også ganske glad for Merkur, den almennyttige andelskasse, som jeg også har benyttet de sidste par år. Det var igen Jekyll and Hyde tingen - med en bank til den kapitalistiske side, og en feel-good bank.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 11. oktober 2009

En ny bankpakke?

Ingen kommentarer
Jeg sidder lige og kigger på overskrifterne på nyhederne.tv2.dk - og jeg ved ikke helt, men det virker som om danskerne bliver ekstra aggressive, når vi banker Sverige?

For det er bank, bank og atter bank:
Bortført, banket og efterladt
Ung mand banket med svensknøgle (nice touch med svensknøglen re: sverigeskampen)
Tyveknægt gennembanket i toget

(Og så er der 134 anholdt efter kampen, men der står desværre ikke noget om bank. Det ville ellers være gennemført.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 18. januar 2009

Journalistik?

Ingen kommentarer
En ny bankpakke er netop "vedtaget" (siger de i tv-avisen - jeg går dog udfra den skal i gennem de grundlovsbestemte 3 behandlinger i folketinget først) - med deltagelse af alle partier bortset fra Enhedslisten.

Selve pakken skal jeg ikke umiddelbart gøre mig klog på; men hvad der undrer mig er, når der nu er et parti som ikke stemmer for pakken, at journalister ikke står i kø hos dem for at få at vide, hvorfor de ikke stemmer for - og hvorfor de ikke viderebringer den oplysning til os.

Og samtidig synes jeg også det er tegn på hvor dårligt Enhedslisten fungerer i den nuværende opsætning: hvorfor går de ikke ud og råber op om hvad der nu er så forfærdeligt ved denne pakke (hvis den altså er så forfærdelig). Jeg har efterhånden indtryk af at de sidder med 4 mandater, som ikke bare ikke vil noget, men heller ikke gør noget.

(Så var det i øvrigt lidt pudsigt med Lene Espersen, der forklarede bankpakken med at nu skulle bankerne til at være mere konservative & ansvarlige, og ikke give alle de der risikable lån; når hele hensigten med bankpakken er overhovedet at gøre bankerne villige til at ville/kunne yde lån; eller sagt på en anden måde: hendes erklærede mål var i den grad opfyldt uden at lave nogen som helst pakker.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.