Nu har jeg selvfølgeligt ikke læst dommens præmisser, men jeg fatter ikke den dommer som i byretten har besluttet at en psykolog ikke kan fastholde sin tavshedspligt, men skal vidne om hvad hans klient har fortalt ham.

Nu handler sagen om tortur, og både den anklagede og psykologen er i millitæret, men jeg kan egentlig ikke se hvordan det skulle ændre på princippet om tavshedspligt. Som er grundpillen i rigtig mange forhold, ikke blot for psykologer, men også for læger og advokater (og præster vel også, for den sags skyld, dog nok i mindre omfang end før i tiden - netop fordi en del af deres hverv nu håndteres af psykologer).

Hvis nogen har bedrevet tortur ønsker jeg dem selvfølgeligt knaldet - men ikke hvis det indebærer at man ikke længere kan regne med tavshedspligt i forhold til de nøglepersoner, som vi er nødt til at kunne betro vores inderste hemmeligheder.

Og det er noget vi alle bør gå op i - ikke kun Psykologforeningen og Hærens Konstabel- og Korporalforening. Og det er en bekymrende udvikling, som man må håbe landsretten i det mindste sætter en stopper for her, men ellers må der politisk gribes ind, så den tavshedspligt bliver hug og stikfast!

(Dansk Folkeparti er i denne sag på tavshedspligtens side - det drejer sig jo også om millitærfolk - men det er ellers ikke fordi de er alt for principfaste omkring tavshedspligt.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.