Jeg kom lige i tanker om denne hændelse, et lykkeligt øjeblik i sommeren 2001. Min ældste var dengang 1½ år gammel, og vi var i Fælledparken - sikkert fordi hans mor deltog i noget gymnastik dér, det husker jeg ikke præcist.

Men jeg husker at vi gik ind i Pavillionen, bare os to - og der var helt tomt. Men der blev spillet musik, hvad kan jeg ikke huske. Og jeg husker hans fortryllelse af rummet, det runde rum & trægulvet. Og jeg husker hvordan jeg tog ham op på armen og begyndte at danse med ham. Og jeg husker at han blev ganske eksalteret - og det blev jeg også, for på det tidspunkt var det virkelig længe siden jeg havde danset, så det var som for et øjeblik at finde mine ben igen, ben jeg havde glemt jeg havde.

Jeg kan ikke huske hvor længe øjeblikket varede - 5 minutter måske? Men mindet dukkede pludselig op igen for lidt siden, da jeg tænkte på noget med dans med min yngste. Og jeg blev sgu helt rørt over pludselig at huske det.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.