Leoparddrengens
Public Key

lørdag den 9. juli 2011

Lidt løse tanker om dans & stoffer

Ingen kommentarer
Lidt opfølgende på gårsdagens indlæg om optagelse på balletskolen - som jeg skrev, kan jeg egentligt forestille mig det nuværende (latterlige) ramaskrig omkring kokainrygter kan være godt for balletten - fordi den kommer til at virke mere tidssvarende, mere relevant.

Men jeg gjorde mig også efterfølgende lidt andre tanker: for det første om Nikolaj Hübbe - som jeg ikker kendte synderligt til, men dog føler jeg har fået en fornemmelse for efter jeg har set de førnævnte dokumentarudsendelser, De Udvalgte. (Og samtidigt har fulgt teatret balletten intenst i en kort periode, fordi jeg følte mig involveret.)

Kort sagt, er der ingen tvivl om, fra hvad jeg har set, at han er: engageret, intens, en enorm kunstnerisk begavelse, arrogant, krævende, humørsvingende, visionær, forventende, målrettet.

Med andre ord, vanvittigt hård at skulle leve op til. Og man kan sikkert let føle man ikke får den store anerkendelse. Men samtidig er han også en person, som i den grad kan løfte en trup til det ekstreme.

Og med de karakteregenskaber - så tror jeg egentligt det er ret ligegyldigt om han skulle være på coke eller andet. Jeg mener det er en skindiskussion (og forargelsen over de anonyme beskyldninger er latterlig).

Det er da også på andre måder ganske sært med den eneorme forargelse, over et dansekompagni hvor nogen siges at være på coke... Hvis man tog en hvilken som helst anden elitær dansegruppe tvivler jeg på nogen ville løfte et øjenbryn - hvad med "Rygter siger Lady Gagas dansere tage kokain"? Wow... - indimellem når jeg har været på steder med meget dans de seneste år, har jeg da følt jeg var den eneste som ikke var på coke.

Eller, set fra en anden vinkel: Alle ved - eller burde vide - at ballet på det niveau det Kongelige leverer involverer fysiske ofrer og piner, som er på linie med eller overgår hvad elitesportsfolk udsætter sig for. Og så er det eddermame naivt ikke at forestille sig at en eller anden form for doping skulle blive involveret.

Anyway - jeg aner intet om hvad der foregår i balletten - og skal bestemt ikke anbefale kokain som sådan - men jeg synes den debat der kører i øjeblikket foregår på et hyklerisk grundlag.

For er det en forargelse over, at folk som ofrer de bedste år af deres liv, føler de trænger til noget at dulme tiden mellem dansen på? (Husk, at det ikke går med meget alkohol, som resten af os kan forsøde os med!)

Eller handler det om, at Nikolahj Hübbe er for elitær og skal føle janteloven?

Eller... ja, hvad handler historien egentligt om? Den har vokset sig forfærdeligt stor, og normalt er der sgu ingen der interesserer sig for det ballet - så hvad handler det om. Andet end hykleri?

(For, jo, jeg kan sagtens se nogle dansere som kan blive kvast i Hübbes måder og drømme - og dem skal der sikkert samles bedre op på - det er bare ikke det historien er kommet til at handle om.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 7. juli 2011

Balletskolen revisited

Ingen kommentarer
Egentligt havde jeg glædet mig til at fortælle mere live om oplevelser med det balletkursus den yngste skulle på, efter at han havde "bestået" den indledende optagelsesprøve - som kunne lede hen til optagelse på det Kongeliges Balletskole.

Men jeg endte faktisk med ikke at ville skrive om det - jeg kunne nemlig se, at der var nogen der blev ved at checke ind på min side ved at søge på noget med leoparddrengen og balletskole. Og det er selvfølgelig ikke fordi jeg ikke gerne vil læses, men her forestillede jeg mig det var en anden forælder eller ansatte - og i en så lille kreds, der alligevel er tale om, med ret få drengebørn især, ville jeg føle min anonymitet for udsat - og det endda i kombination med min familie.

Så jeg besluttede mig for at vente med at skrive om det, til noget tid efter. Og det bliver så i aften, inspireret af kokain-historierne fra teatret. (Som jeg i øvrigt tænker kan ende med at blive et plus - de vil jo gerne ud til at yngre publikum, og det kan vel gøre det lidt mere hipt.)

Nå, men til kurset: Jeg havde sørget for at få indkøbt hvide gymnastikbukser, som sammen med hvide strømper og en hvid t-shirt fik min smukke dreng til at ligne en Luke Skywalker, eller noget. Og som jeg vist også skrev tidligere, var jeg egentligt ret sikker på at han rent fysisk egnede sig rigtigt meget. Det store spørgsmål ville være motivationen.

Det viste sig da også efter første dag på kurset: "Det var kødligt, kødligt, kødligt!" fastslog han (hvormed han altså mente kedeligt, hvis nogen skulle være i tvivl. "Men var det slet ikke svært?" spurgte jeg. "Nej, det er jo derfor det var så kødligt! Vi skulle bare ligge på gulvet og rulle rundt!"

Næste dag ville han ikke afsted. (Det var hans mor der stod for bringning til og fra, jeg var optaget af ting med min mor.) Lidt upædagogiske metoder - noget med is på vejen, og noget andet lækkert efterfølgende - fik ham dog hen på det kongelige. Men kort inde i lektionen var han så åbenbart gået i strejke - som havde spredt sig til en af de andre drenge.

Vi var velkomne til at fortsætte, fik vi at vide - men hvis han ikke ville var der måske ikke den store idé i det. Jeg overvejede senere nogle meget mere upædagogiske metoder for at få ham til at fortsætte, men fandt heldigvis ud af, at det bare ville ende med at give bagslag. Og hvis han ikke gad, så var det sådan det var.

Så dermed sluttede det ballet-eventyr. Ihvertfald foreløbigt. Man ved jo aldrig om han pludseligt skulle få lyst et af de næste år, men jeg tvivler.

Jeg kan godt synes det er lidt synd, fordi jeg selv har fået så mange glæder med dans - som jeg først opdagede i de sene teen-år. Og jeg har engang imellem spekuleret på, hvad der egentligt ville være sket, hvis min mor rent faktisk havde forsøgt sig med balletskolen dengang, som hun vidst havde lyst til.

Men det var nok gået ret meget, som det nu gik med min egen søn. Nogle ting opdager man bare ikke man kan lide før senere i livet. Og kan man selvfølgelig altid tænke tilbage på "hvad nu hvis" - det fører bare ikke til så meget.

Men det har været ret sjovt at være inde og snuse lidt bag kulisserne - selvom det er meget lidt man får lov at deltage som forælder, det er mest noget med at vente. Men jeg blev en del klogere da jeg genså første del af den iøvrigt fremragende dokumentar, De Udvalgte. Som handlede om optagelse fra året før.

Især anden del kan nok også ses med en vis relevans i forhold til de angreb som sikkert nu kommer mod balletten.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 3. juli 2011

Log på med NemID for at komme på nettet

1 kommentar
Jeg blev i går ringet op af ingen ringere end Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Og... ja, samtalen fortæller vist det hele:

LPD: Goddag, det er Leoparddrengen?

CSM: Hej, Leoparddreng, du taler med Charlotte Sahl-Madsen!

LPD: Charlotte Sahl-Madsen....?

CSM: Ja, Videnskabsministeren...!

LPD: Nå, okay, ja - nu er jeg med. Men... hvorfor?

CSM: Jo, altså - jeg har en historie jeg gerne vil ud med, men andre i regeringen vil hellere vente lidt. Og så har nogle af mine embedsfolk hørt fra nogle kolleger i Forsvarsministeriet, at du er god at gå til hvis noget skal lækkes diskret?

LPD: Jamen, det er skam også rigtigt!

CSM: Så... Forstår du, det drejer sig om, at Justitsministeriet vil gøre det umuligt at være anonym på nettet. Af hensyn til Rigets sikkerhed, og sådan noget som jeg ikke kan komme nærmere ind på, men det er noget af et dilemma kan du tro.

LPD: Ja...?

CSM: Og så er det, at mine embedsfolk har været lidt fortørnede over at vi ikke er blevet taget med på råd. Især da vi har en genial løsning. Og hvis vi kan få plantet den i pressen er Barfoed nødt til at tage den til sig på grund af folkestemningen.

LPD: Okay...? Og hvad er løsningen så?

CSM: Jamen, det er jo en genial simpel løsning: det skal simpelthen gøres lovpligtigt at man logger på med NemID, inden man kan komme på nettet. Vi har allerede kodet en side, som alle internetudbydere skal have som gateway, tror jeg det hedder.

LPD: Og hvorfor skulle det være smart?

CSM: For det første fordi vi jo allerede har udviklet NemID, en simpel og sikker løsning, som virker og som danskerne elsker, og så man garanteret ved hvem man er. Men på den måde kan ens identitet følge en hvorhen man surfer på nettet i den session, og så behøver man ikke siden logge på nogen steder - så kan man gå direkte på sin netbank, eller tilgå sine sundhedsoplysninger eller skatteoplysninger, uden at skulle logge på - for det har man jo allerede gjort en gang!

LPD: Det lyder faktisk ret smart, det kan jeg godt høre...

CSM: Og når man skal handle på nettet behøver man heller ikke udfylde noget, for butikken kan selv se adresseoplysninger, og betaling kan nemt ske, for du er jo allerede logget på banken.

LPD: Genialt - det kan jeg godt se. Men er der ikke en fare. Hvad nu hvis en person overtager en andens browsersession?

CSM: Det har vi selvfølgeligt tænkt på. Derfor bliver man automatisk logget ud efter ganske kort tids inaktivitet, og skal logge på igen. Jeg kan ikke sige præcist hvorlænge, det er af sikkershedshensyn en hemmelighed, men det er efter omkring 90 sekunder.

LPD: Ja, okay, så skulle den vel være sikret... Men hvad med computere?

CSM: Computere?

LPD: Ja, jeg mener: mange programmer har jo i dag brug for at komme på internettet, uden at der nødvendigvis er et menneske som logger på. Hvordan skal de så komme på nettet?

CSM: Det har mine kloge embedsmænd skam også tænkt på: Vi indfører et MaskinID, så man kan søge om at ens hardware enhed får et - ligesom et personnummer - og med det kan de så logge på.

LPD: Men hvad så med Nøglekortet?

CSM: Ja, der har vi så lavet et lille program, så man - det vil sige Maskinens Værge, alle maskiner skal have sådan en - kan indtaste maskinens nøglekort når man modtager det.

LPD: Det lyder som om I har tænkt på alt...?

CSM: Naturligvis, vi ved jo hvad vi gør i Videnskabsministeriet.

LPD: Det bliver rent Fagre Nye Verden?

CSM: Ja, man fristes næsten til at sige Fagre Nye Elektronverden, haha.

LPD: Men, okay, fint. Den kan du godt regne som lækket, jeg tror ikke du får problemer med Barfoed i den sag. Jeg tror klart der vil være solid opbakning bag jeres forslag.

CSM: Jeg må indrømme jeg var lidt nervøs da jeg ringede... men det gik jo meget smertefrit. Tak skal du ha', Leoparddreng!

LPD: Jamen, det var så lidt. I aim to please...

Og - ja, det var sådan set det. Og nu er lækken fuldbragt

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 28. juni 2011

Quiz 157: Hvilket ritual

Ingen kommentarer
Det er et ritual som i sit udtryk er beslægtet med hypnose, hvori deltagerne spiser i takt og på den måde kommer til enighed. Hvad kaldes ritualet?

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 27. juni 2011

Fra asken i ilden? Måske er det meget godt.

5 kommentarer
Ja, jeg har i den grad været fraværende også med opdateringer om hvordan det går med min mor, siden indlæggelsen.

Lad mig give en kort opdatering: Efter hun vågnede fra koma gik det først langsomt fremad, men efterhånden hurtigt fysisk. Jeg fik dog et chok, da den tilseende læge om mandagen begyndte at tale om at hjemsende hende onsdag - det virkede ganske urealistiskt på mig. Og selvom der eventuelt kom hjemmehjælp mange gange om dagen, var jeg sikker på, at hun så bare ville ende med at sidde i en stol, afkræftet og uden mål eller vilje til at gøre noget.

Sygeplejerskerne ændrede det da også straks til torsdag, og da den oprandt blev hun istedet overflyttet til almindelgt sengeafsnit - hvor de havde en ganske anden tilgang til det med hjemsendelse. Så der lå hun godt en uge mere, var altså ialt på Riget 2 uger, og blev så istedet for at blive sendt hjem visiteret (et ord jeg er begyndt at lære at kende for alvor) til et rehabiliteringscenter, hvor hun har været siden, for at komme sig fysisk.

Og det har på mange måder været rent luksus, det er lidt som at bo på hotel, med tilknyttede fysioterapi. Og da hun er kommet sig ret hurtigt fysisk, er hun nok egentlig i alt for god form til at være der. (Hun er forøvrigt overraskende glad for at være der - hun er ca lige så privat som jeg, og higer efter ensomhed, og til at begynde med var hun bange for at skulle bo med så mange andre. Men hun er faktisk blevet glad for det, og har fået et par veninder der.)

Mentalt er det også gået op ad bakke - samme dag hun skulle udskrives, hvor jeg kom for at følge hende, virkede hun pludseligt meget mere klar. Og den første uge på centret skred det fremad dag for dag, så hun tilsidst var næsten som da jeg først opdagede noget var galt. Siden har der så været dage, hvor hun var en del mere konfus. Men helhedsindtrykket har været klart positivt, i forhold til før indlæggelsen.

Vi var så til en PET/CT skanning for halvanden uge siden - som var blevet bestilt før indlæggelsen, som del af demensudredningen. Det er en helkropsscanning, som kan opdage infektioner eller andre abnormaliteter i kroppen, som kræft - ved at se på hvor meget enrgi cellerne bruger, da syge celler som oftest bruger mere end raske.

Og jeg blev så ringet op i torsdags, der var kommet svar på den prøve, og lægen ville godt tale med min mor og mig. Hvilket vi gjorde idag.

Og den skanning har vist, at der sidder noget på hendes ene lunge, en vækst af en slags. Det er umuligt endnu at sige præcis hvad - men da kræft rent faktisk kan give symptomer af den art min mor har oplevet - hukommelsesproblemer, hallucinationer og andre angreb på hjernen - er det meget svært ikke at tro det er det. (Symptomerne kommer af, at kroppens immunforsvar prøver at bekæmpe kræftcellerne, men det medfører så samtidigt en betændelseslignende tilstand andre steder i kroppen, og der kan hjernen altså være ekstra følsom.)

Så nu ryger sagen over til lungemedicinske eksperter, hvor vi skal i ny udredning - dennegang nok i noget andet tempo end det første.

Jeg kan egentligt ikke sige jeg er chokeret... og med halvtreds års rygning (som hun faktisk netop er stoppet med, 14 dages indlæggelse, hvoraf den første uge nærmest er komatos gør sit til at komme over abstinenser) har hun vel også selv inviteret.

Og - det er faktisk meget rart at finde en forklaring. Og jo faktisk også vide, at ting hvis alt går vel kan blive normale.

Men det er jo altså Big C, og i lungerne. Jeg aner intet om hvor fremskredent det er, og hvad prognosen kan blive, men det bliver jeg/vi forhåbentligt klogee på snarligt. Og, nej, der er jo ikke nogen diagnose endnu, men på det givne grundlag bliver jeg overrasket hvis det ikke er kræft.

Min mor? Hun tog det meget roligt - men der kommer jo nok en reaktion på et tidspunkt. I første omgang er det meget forvirrende for hende - som altså oveni stadig kan være konfus - at hun nu ikke skal tænke på det som en psykisk lidelse (som hun har troet det var), men en fysisk. Eller som hun siger, hun skal vænne sig til, at hun måske slet ikke er blevet tosset, som hun ellers troede (og var overbevist om, at vi andre også gjorde).

Så, ja, Big C er scary, men faktisk bedre end uvished. Og nu kan der da blive gjort noget ved det!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 24. juni 2011

Red et ord - kæmp mod regeringens Newspeak

Ingen kommentarer
Egentligt havde jeg troet at Dansk Sprognævn var hævet over den slags, men når den så tydeligt går regeringens ærinde, og prøver at rydde ud i ord som netop passer på regeringens medlemmer, samt deres støtter, må der råbes vagt i gevær - snart kan vi jo ikke udtrykke vores tanker frit længere, når ordene på den måde tages ud af sproget, som befandt vi os i Orwells 1984.

Hvad hvis vi for eksempel ikke kunne fortælle en historie som denne:

Kanaljen Lars Løkke prøver at fjæle, at hans tidligere vicestatsminister, Bendt Bendtsen, som udadtil fremstod blegsotig, i virkeligheden var en flottenhejmer og i dølgsmål holdt den ene jagt og kalas efter den anden. En rigtig ødeland på statens regning, var han.

Imens skal man så trækkes med andre af regeringens nutidige medlemmer, som  den dorske Troels Lund Poulsen og døgenigten Lene Espersen som ingen endnu har formået at sysselsætte - men de er ikke de værste, for de forretter da i det mindste ikke meget skade mens de flanerer.

Tag i stedet den forvopne Peter Christensen og vindbøjtlen Søren Pind, som idelig skal debattere trættekært uden skellig grund. På trods af stor langmodighed er det ærlig talt stygt at høre på.

Så er der i det mindste mere go i den djærve Jesper Langballe, som ganske vist indrømmer han nogle gange er en gebommerlig og kæk bajads, men i virkeligheden er mere knarvorn. Han indrømmer dog sin underlødighed og tvætter sin fætters fødder, charlatanen Søren Krarup - kålhøgen og træsk. Sammen drømmer de om natten om negerboller og negerkys.

Deres leder er den knibske Pia Kjærsgaard, som misliebigt får gevaldig hjælp af en gelassen Kristian Jensen, mens Per Ørum Jørgensen forskertser de mange muligheder han gives for at lave om på tingene - men han er også en fusentast.

Det kan ærligt talt godt gøre en så mødig, som var man svanger, at tænke på, og da jeg nu er brødflov som en anden Claus Hjort, vil jeg holde inde her. Deltag i kampen på Twitter: #redetord

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 20. juni 2011

Kvantelovgivning: Leoparddrengens Rønn

Ingen kommentarer
Lad os opstille et eksperiment:

Et forslag skal til afstemning i Folketinget. Forslaget er på vippen, der er nominelt 90 stemmer for, men Birthe Rønn Hornbech trækker den ene og den anden vej - et ganske sandsynligt scenarie i dansk politik.

Nu isolerer kvantefysikere Birthe Rønn i en box i Folketingssalen - ingen information kan komme ud af boksen. Inde i boksen er samtidigt anbragt en sindrig kontakt, som ved udløsningen af en beta-stråle fra et radioaktivt stof som også er i boksen, på et helt tilfældigt og uforudsigeligt tidspunkt, gør at en kontakt tændes og registrerer Birthe Rønns stemmeafgivning på netop det tidspunkt.

Stemmen er således afgivet, og forslaget er enten vedtaget eller forkastet. Men uden at åbne boksen er det ikke muligt at afgøre hvad udfaldet er - hvorfor lovforslaget ifølge en misforståelse af kvantefysikkens love både må være vedtaget og forkastet på en og samme tid.

Jeg synes vi skulle prøve med det eksperiment på fredag.

Tak i øvrigt til Schrödinger, hans kat og hans misforståelse til inspiration.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 7. juni 2011

Brian Mikkelsen foreslår Boligejerfradrag

Ingen kommentarer
Det var en jublende Brian Mikkelsen som i dag kunne fremlægge de Konservatives trumfkort op til den kommende valgkamp: et forslag om at husejere i fremtiden skal modtage et indkomstfradrag på 24.000 kr årligt, for hver million kroner deres hus er værd. Således vil et hus som er vurderet til 4 millioner skaffe ejeren et månedligt fradrag på 8.000 kr.

Det var tydeligt på pressemødet at Brian Mikkelsen og de Konservative her har fat i noget af det helt rigtige - væk var den sædvanlige skepsis hos journalisterne, som jo dog pligtskyldigst forsøgte at stille nogle kritiske spørgsmål:

Brian Mikkelsen, hvad med finansieringen af forslaget - det må vel koste en hel del? Hvor skal de penge komme fra?
Det er faktisk så smart at forslaget er selvfinansierende. Ja, det er faktisk en overskudsforretning. Men for at forstå det må man forstå økonomien: når husejerne får et fradrag, får de samtidig flere penge til forbrug. Dette merforbrug skaber flere arbejdspladser, og dermed færre udgifter til dagpenge og flere skatte- og momsindtægter.

Men det er blot den mindste del af det! For samtidig bliver det mere attraktivt at være boligejer - og dermed stiger huspriserne, og kommer ud af det unaturlige dødvande de har ligget i de sidste par år - og når huspriserne stiger kan husene belånes, hvilket igen skaber flere penge til forbrug, flere arbejdspladser, mere optimisme og vækst, som igen kan belånes.

Så det er med andre ord hvad jeg vil kalde et gearet fradrag, hvor statens mistede provenu komme tifold igen andre steder fra!

Hvorfor er det kun husejerne der skal belønnes? Hvad med lejerne?
Fordi det ville være asocialt. Se sådan her på det: fradrag til husejerne gavner hele samfundet som jeg lige har forklaret. Hvor hvis man giver lejerne flere penge mellem hænderne, og gør det mere attraktivt at leje, så stiger huslejerne også - og de eneste der så ender med at få noget ud af det er bolighajerne.

Desuden må man også se realpolitisk på det - et forslag til gavn for boligejerne kan der sagtens skabes flertal for i Folketinget - det er vel kun de Radikale og Enhedslisten som vil stemme imod - hvor et forslag til gavn for lejerne ikke har en kinamands chance for at komme igennem.

Hvad med Andelsboligerne?
Dem holder vi lidt igen med - de har ikke vist sig som særligt ansvarlige, som man kan se på de truende konkurser hos mange nye andelsforeninger. Det er klart at man kun kan give sådan et skattefradrag til de som har vist sig ansvarlige i økonomisk henseende. Måske vi henad vejen vil komme med et forslag hvor ejere af andelsbeviser i ældre andelsboligforeninger også vil kunne få fradrag.

Men vil det her ikke skabe endnu en boligboble?
Tænk, jeg vidste det spørgsmål ville komme. Og nu tror du du har mig på glatis? Svaret er: jo, det vil skabe en boble. Men lan nu være med at fokusere på bobler om noget skidt: tænk på hvor godt vi havde det i Danmark for blot ganske få år siden - dengang vi kunne købe hele verden? Dengang var vi i en boble!

Det handler ikke om at undgå bobler - det handler om at undgå at de brister!

Og det mener du I kan med det her forslag?
Ja, for det er så smart indrettet, at vi jo bare kan øge fradraget når der viser sig tegn på at boligmarkedet ikke længere vokser. Og det er vi klar til at gøre, så længe det kræves!

Så man kan forestille sig en tid, hvor boligejere slet ikke betaler skat, fordi de har fået så høje fradrag?
Ja, det kan man da. Og jeg skal understrege, at det vil være en tid med høj vækst!

Men så kan man jo heller ikke dreje mere på fradragsskruen? Hvis folk alligevel ikke betaler skat?
Nej... men det har vi også en løsning på. Til den tid vil vi indføre en Boligejercheck! Altså, hvor vi betaler folk for at eje en bolig.

Vil det ikke skabe uro i befolkningen? Hvad med Sammenhængskraften? Vil lejerne ikke brokke sig - det bliver jo dem der betaler checksne?
Jeg kan ikke se hvorfor de skulle brokke sig over de checks, om man giver en check eller et fradrag kommer vel ud på et. Og det er jo også til gavn for dem, de får arbejdspladser. Iøvrigt har boligejerne jo siden skattestoppets vedtagelse fået et de facto årligt fradrag, og det er der da ingen der har nogle problemer med, bortset fra enkelte betonsocialister.

Og hvor længe kan det så fortsætte?
Alle vore økonomiske beregninger viser at vi kan skrue på fradragsskruen med deraf følgende vækst mindst indtil år 2030. Og efter det er der alligevel ingen modeller der kan se frem med nogen troværdighed, så det synes jeg vi skal holde os til.

Men hvad med husejerne. Vil de så ikke frygte et nyt politisk flertal, som vil fjerne fradraget?
Her ville jeg jo gerne føre en skræmmekampagne, og sige at det ville de Røde straks gøre. Men sandheden er faktisk, at fradragene er sikrede - for når de først er indført vil ingen regering, uanset farve, turde fjerne dem igen, for så vil økonomien bryde fuldstændig sammen. Det er med andre ord et forslag som er too big too fail!

Og hermed endte pressemødet, da journalisterne fór ud for at fortælle nyheden om dette revolutionerende forslag, som igen vil vende dansk økonomi - og for altid stoppe rygterne om Brian Mikkelsens manglende økonomiske forståelse og intelligens.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.