Egentligt havde jeg glædet mig til at fortælle mere live om oplevelser med det balletkursus den yngste skulle på, efter at han havde "bestået" den indledende optagelsesprøve - som kunne lede hen til optagelse på det Kongeliges Balletskole.

Men jeg endte faktisk med ikke at ville skrive om det - jeg kunne nemlig se, at der var nogen der blev ved at checke ind på min side ved at søge på noget med leoparddrengen og balletskole. Og det er selvfølgelig ikke fordi jeg ikke gerne vil læses, men her forestillede jeg mig det var en anden forælder eller ansatte - og i en så lille kreds, der alligevel er tale om, med ret få drengebørn især, ville jeg føle min anonymitet for udsat - og det endda i kombination med min familie.

Så jeg besluttede mig for at vente med at skrive om det, til noget tid efter. Og det bliver så i aften, inspireret af kokain-historierne fra teatret. (Som jeg i øvrigt tænker kan ende med at blive et plus - de vil jo gerne ud til at yngre publikum, og det kan vel gøre det lidt mere hipt.)

Nå, men til kurset: Jeg havde sørget for at få indkøbt hvide gymnastikbukser, som sammen med hvide strømper og en hvid t-shirt fik min smukke dreng til at ligne en Luke Skywalker, eller noget. Og som jeg vist også skrev tidligere, var jeg egentligt ret sikker på at han rent fysisk egnede sig rigtigt meget. Det store spørgsmål ville være motivationen.

Det viste sig da også efter første dag på kurset: "Det var kødligt, kødligt, kødligt!" fastslog han (hvormed han altså mente kedeligt, hvis nogen skulle være i tvivl. "Men var det slet ikke svært?" spurgte jeg. "Nej, det er jo derfor det var så kødligt! Vi skulle bare ligge på gulvet og rulle rundt!"

Næste dag ville han ikke afsted. (Det var hans mor der stod for bringning til og fra, jeg var optaget af ting med min mor.) Lidt upædagogiske metoder - noget med is på vejen, og noget andet lækkert efterfølgende - fik ham dog hen på det kongelige. Men kort inde i lektionen var han så åbenbart gået i strejke - som havde spredt sig til en af de andre drenge.

Vi var velkomne til at fortsætte, fik vi at vide - men hvis han ikke ville var der måske ikke den store idé i det. Jeg overvejede senere nogle meget mere upædagogiske metoder for at få ham til at fortsætte, men fandt heldigvis ud af, at det bare ville ende med at give bagslag. Og hvis han ikke gad, så var det sådan det var.

Så dermed sluttede det ballet-eventyr. Ihvertfald foreløbigt. Man ved jo aldrig om han pludseligt skulle få lyst et af de næste år, men jeg tvivler.

Jeg kan godt synes det er lidt synd, fordi jeg selv har fået så mange glæder med dans - som jeg først opdagede i de sene teen-år. Og jeg har engang imellem spekuleret på, hvad der egentligt ville være sket, hvis min mor rent faktisk havde forsøgt sig med balletskolen dengang, som hun vidst havde lyst til.

Men det var nok gået ret meget, som det nu gik med min egen søn. Nogle ting opdager man bare ikke man kan lide før senere i livet. Og kan man selvfølgelig altid tænke tilbage på "hvad nu hvis" - det fører bare ikke til så meget.

Men det har været ret sjovt at være inde og snuse lidt bag kulisserne - selvom det er meget lidt man får lov at deltage som forælder, det er mest noget med at vente. Men jeg blev en del klogere da jeg genså første del af den iøvrigt fremragende dokumentar, De Udvalgte. Som handlede om optagelse fra året før.

Især anden del kan nok også ses med en vis relevans i forhold til de angreb som sikkert nu kommer mod balletten.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.