Men altså: Lars Løkke, med sin store indsigt i cykelsporten, talte jo om, at når det gik op af bakke, var det vigtigt at finde sig eget tempo, sin egen kadence. Især når man er bygget som han er. For ikke-cykelinteresserede kan jeg røbe, at Lars Løkkes kropsbygning bestemt ikke indbyder til bjergkørsel*.

Problemet for Lars Løkke med den allegori: det er altså højst usædvanligt at man sætter en mand, som helst skal køre med grupettoen** op, til at være holdkaptajnen, stjernen. Bevares, man kan så gå sukkerkold (men det siger han jo han ikke er), men at vælge en mand som ikke kan køre opad overhovedet, det er altså sjældent.

Det Lars Løkke egentlig siger, det er jo: Hey, det går opad nu, og det er ikke så godt for mig. For jeg er altså  kun rigtig god når det går nedad bakke i medvind. (Man kan så frygte, at det skal gå så meget nedaf, at det er udover afgrunden.)

Men bevares, der er da muligheder for sejr for, også for en rytter som Lars Løkke: For eksempel vandt kæmpen, Eros Poli, i 1994 TdF-etapen over Mont Ventoux. Men der lod feltet ham altså også slippe væk inden, da de regnede ham for ufarlig i den sammenhæng, men et forspring på 20 minutter var nok til at holde resten af feltet bag sig opad, og på den efterfølgende nedtur kunne han ikke hentes.

Jeg ved ikke om det er det Lars Løkke mener hans chance er: at han startede løbet med så stort forspring, at han godt kan holde hjem? For jeg har altså svært ved at finde nogen som helst anden udlægning af hans historie, som kan give nogen positiv mening for ham?!

* Den indbyder nu heller ikke til nogen andre former for cykling. Måske bortset fra vandcykel. 

** Betegnelse for gruppen af ikke-bjergryttere, som må tage bjergene i et langsomt, sikkert tempo for at komme indenfor tidsgrænsen