Da jeg i eftermiddag sad og ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv, nu Blogger var nede, stødte jeg via Information på et link til en syrisk blog (på engelsk).

En ny blog, som vel først og fremmest er blevet til for at fortælle om situationen der - men også om bloggeren selv, Amina A. En cirka 35 årig åben lesbisk og muslimsk kvinde. Ikke lige noget man forventede at læse fra den kant af verden.

Det første indlæg jeg læste var hendes nyeste, en form for essay om Syriens nyere historie op til 1982 - som først og fremmest handler om, hvor lidt vestlige kommentatorer ved (og gider sætte sig ind i) før de udtaler sig.

Men dernæst læste jeg en virkelig stærk beretning om, hvordan hun havde sin første lesbiske oplevelse i Chicago 11. september 2001 (og sørg for at følge linket, og læs også hendes beretning om følelserne da tårnene styrtede), og hvordan hendes liv faldt på plads.

Jeg kan virkelig anbefale at læse indlægget, også selvom det er langt. Og det er ihvertfald en blog jeg vil følge fremover!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Når man har været så optaget af den ægyptiske/mellemøstlige/nordafrikanske opstand & revolution som jeg har været de senste 3 ugers tid, så er det godt nok noget bevægende at se billederne fra Tahrir-pladsen - som nu virkelig lever op til sit andet navn, Befrielsespladsen - i dag; eller rettere til aften.

For efter Mubaraks galimatias tale igår var der intet der tydede på, at dagen i dag skulle blive en glædens dag. Men en ting må man sige om Mubarak - han forstår at tage røven på folk.

Og efter alt hvad jeg kan tyde, er udkommet det mest positive man kunne håbe på: hæren tager magten med det formål at gennemføre en demokratisering, som vel indbefatter en ny grundlov og frie valg. Fantastisk.

Mohandas Gandhi - jeg fornemmer hans ånd

Når man tænker på det styre som har siddet, er det utroligt at det har forløbet så fredeligt. Ikke at de flere hundrede som har måttet lade livet skal glemmes, men når man tænker på hvordan det kunne være gået. Den største fortjeneste for det ligger naturligvis hos de demonstrerende, som har været forbilledlige i deres ikke-voldelighed - kun når de blev direkte angrebet af stenkastende kamelryttere hyret af Mubarak, har de måttet forsvare sig.

Så det er svært ikke også at tænke på Mahatma Gandhi - han ville være stolt af hvad der var sket.

For præcis 9 år og 11 måneder siden var det en sorgens dag, som ændrede verden til det værre. Idag er en glædens dag - med et potentiale til at ændre verden - til det bedre.

(Jeg har bemærket, at mange af Kairos broer, pladser og boulevarder er opkaldt efter en dato - gad vide hvilken som skal få 11. februar på sig?)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er jo et dejligt gråvejr, idag. Så når vi skal til min mor lidt senere, tror jeg jeg at jeg propper ungerne i en cykelanhænger og går med dem. Så får vi alle noget luft, og jeg får lidt motion.

Og - så undgår vi at køre med toget forbi Nørreport. For det må jeg indrømme & tilstå - hvis jeg skal være ganske ærlig - det har jeg bare ikke så meget lyst til. Lige idag. Med børn.

Så hellere lidt frisk luft på en gråvejrsdag.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

... det er jo 9/11 i dag. Hvorfor viser de ikke styrtende tårne i TV?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Omkring år 2000 gik dette udtryk viralt gennem de mere nørdede dele af nettet, og skvulpede også over til andre kredse.

Udtrykket er en blandt mange fejloversættelser fra japansk, som blev lavet til et gammelt arcade spil (Zero Wing, kendte det ikke). Og er noget aliens i spillet siger, for at sige man ikke har en chance.

Og det viste sig at kunne bruges stort set overalt og i alle situationer på nettet i de år. Så fosvandt det igen.

Men der blev lavet et par videoer til, holder meget af denne - som samtidig kan bringe en tilbage til en pre-9/11 tid.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.