Pia Kjærsgaard sagde i sit - iøvrigt ganske vanvittige - forsvar af hendes dobbeltmoral omkring kalotter og tørklæder i Deadline her til aften, at der aldrig før denne tid har været problemer med at gå med kalot i Danmark. Jeg fik lige lyst til at bringe dette sjove klip, som jeg stødte på i forbindelse med noget søgen på anti-semitisme den anden dag:

Bag byggepladsen i Meyers Minde25 opholdt sig en del aeldre og fattige joder. De var bange, og Joden, der var blevet overfaldet, var lobet fra Meyers Minde for at hente hjaelp. Et brev fra en af de derboende joder viser deres sindstilstand: »Herr Abrahamsen er i den dodeligste Angst, da Huset her hele Dagen har lignet en beleiret Faestning, hvor Ingen tor at komme ud eller ind uden at blive kastet med Stene og raabt Hurra efter af Pobelen, hele Pladsen her vrimler deraf. Inspecteuren har bedet at sende Lund til dig, da han forgjaeves idag har sagt det til Lion Israel, som slet ikke vilde hore noget om det og sagde: »Lad dem kun komme. De gjor ingenting«. Vil du ikke enten gaae til en af Repraesentanterne og bede at lade Politimesteren det vide, maaske det kunde hielpe, og at der blev taget alvorlige Forholdsregler. Deter paa den hoieste Tid, da de vilde storme Poriten. I storste Hast og Angst (underskrift ulaeselig)

(Klip sakset her fra.)

Jeg elsker det på grund af det med at der bliver råbt Hurra! Egentligt var det også derfor jeg fandt det - jeg kunne huske at min far havde læst et lignende stykke op for mig engang, hvor der også blev råbt Hurra! af jøder.

Billede af nogle religiøse kvinder med tørklæde. De ser undertrykte ud - jeg kan godt forstå Pia Kjærsgaard provokeres! Foto: Thierry Suzan/Maxppp/colourbox.com

Her er det måske på sin plads at forklare, at Hurra! oprindeligt er et kampråb, jeg mener at huske det især stammer fra kavaleriet. Som vi så begyndte at bruge ved fødselsdage og andre festlige lejligheder.

Så jeg tænker: da nu Pia Kjærsgaard også sagde, at hun virkeligt ikke kunne forestille sig, at nogle ville lave en demonstration til fordel for tørklædebærende kvinder, på samme måde som Rasmus Jarlovs til fordel for kalotbærende mænd - skal vi så ikke lave en demonstration i Gentofte, hvor vi alle bærer tørklæder - og råber Hurra! for Pia Kjærsgaard?


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg i eftermiddag sad og ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv, nu Blogger var nede, stødte jeg via Information på et link til en syrisk blog (på engelsk).

En ny blog, som vel først og fremmest er blevet til for at fortælle om situationen der - men også om bloggeren selv, Amina A. En cirka 35 årig åben lesbisk og muslimsk kvinde. Ikke lige noget man forventede at læse fra den kant af verden.

Det første indlæg jeg læste var hendes nyeste, en form for essay om Syriens nyere historie op til 1982 - som først og fremmest handler om, hvor lidt vestlige kommentatorer ved (og gider sætte sig ind i) før de udtaler sig.

Men dernæst læste jeg en virkelig stærk beretning om, hvordan hun havde sin første lesbiske oplevelse i Chicago 11. september 2001 (og sørg for at følge linket, og læs også hendes beretning om følelserne da tårnene styrtede), og hvordan hendes liv faldt på plads.

Jeg kan virkelig anbefale at læse indlægget, også selvom det er langt. Og det er ihvertfald en blog jeg vil følge fremover!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Stig Elling mener at der skal gives dispensation til homoseksuelle, i forhold til ægtefællesammenføringsreglerne. Og det kan man jo sådan set godt forstå - pointen er, for ham, at man kan blive afvist fordi Udlændingeservice mener man har større samlet tilknytning til et andet land, men at det kan være umuligt at leve som partnere der, på grund af landets holdning til homoseksuelle.

Fair nok. Altså bortset fra at hele komplekset omkring ægtefællesammenføring på ingen måde er fair, men jeg forstår ham da.

Men så melder spørgsmålet sig straks hos mig - hvad med for eksempel par af en dansk agnostiker og en for eksempel saudisk muslim, som skønnes at have større samlet tilknytning til Saudi-Arabien? Dér vil et sådant ægteskab (såvidt jeg er orienteret) i bedste fald ikke anerkendes - og man risikerer sandsynligvis en hel del udover det.

Og er der ikke bare så mange mulige steder, hvor det vil være nødvendigt med dispensation - at det tydeliggør sygeligheden i foretagendet?

(Og lad mig så lige minde om Ægtefællesammenføringsspillet! :) )
Ceterum censeo Facebook esse delendam.