Well, altså, der er det rent praktiske, på 140 tegn er det lidt kompliceret at liste alt hvad man tager afstand fra i forhold til den konflikt.
Men lad mig slå fast: jeg har ingen sympati for Hamas!
Det skyldes dog mest af alt deres "indenrigs"-politik. Et synderligt demokratisk styre er de ikke i deres opbygning og ageren. Men de er hvad der.
Jeg bryder mig heller ikke om deres raketter, som potentielt rammer civile. Problemet er, at hvis der ikke var noget Hamas, ville der uvægerligt være noget andet der angreb Israel på en eller anden måde, for Israel giver ingen indrømmelser når der er våbenhvile, tværtimod fortsætter de med blokader, bosættelser, tilbageholdelser og meget, meget andet.
I den situation vil nogle prøve at slå tilbage, med de midler de kan finde - da det er det eneste der kan give en følelse af at have noget at forhandle om. Af potens om man vil. Og ikke bare acceptere den udsultning Israel langsom gennemfører.
Så man kan fordømme Hamas alt det man vil, og ønske dem hen hvor peberet gror. Men hvis ens ønske gik i opfyldelse ville der bare komme noget andet i stedet for. Rent bortset fra, at hvis Israel ikke havde Hamas - med den langsigtede politik landet desværre fører - ville de være nødt til at opfinde dem. Hvilket de da også til en vis grad gjorde i første instans.
Men - udover at jeg altså føler det er ret meningsløst at fordømme Hamas - men gerne gør det - er der en anden og vigtigere grund til at jeg finder det ret irrelevant i konteksten af de fleste tweets jeg skriver.
For sagen er, mit håb er at vores politikere vil gøre noget ved Israel. Meget gerne sanktioner, meget gerne hårde sanktioner - men som et minimum at trække at de særlige handelsbegunstigelser vi af Gud ved hvilken årsag har givet dem, tilbage.
Og det er her kæden hopper helt af i forhold til Hamas: Hamas har vi i forvejen stemplet som terrororganisation, så der er faktisk ikke rigtigt noget vi kan gøre ved dem. De er økonomisk og politisk pariah'er (hvilket så også går ud over befolkningen i Gaza). Der er ikke noget at komme efter. Altså, udover at bruge de 20 minutter Søren Espersen mener Israel er nådefulde i ikke at bruge på at udslette hele Gaza, inklusive rotter og mus. Det ville jo være det nemmeste.
Men, altså - hvis det er det der skal til, vil jeg da godt opfordre til at vi deler ansvar og sol & vind lige. Således at Hamas og Israels regeringsapparat udsættes for de samme sanktioner. Jeg synes måske det ville være lige hårdt nok overfor de dele af Israel der trods alt ikke støtter deres regerings fremfærd - men hvis det er det der skal til.
Og lige tilsidst, dette tweet:
Når man googler ordene "Lidegaard fordømmer Israel": pic.twitter.com/uqJd12l7Y3
— MishaZand (@MishaZand) July 30, 2014
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
0 kommentarer:
Send en kommentar