Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Gaza. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gaza. Vis alle opslag

lørdag den 9. august 2014

Men, Peter Lundin er jo meget værre?!

Ingen kommentarer
Jeg har åbenbart lidt gjort det til min continuing mission at gøre op med nogle af de mange stråmandsargumenter, med mere, der stilles op i disse dage.

De tjener jo gerne det formål fuldstændigt at afspore en reel debat - især på twitter, med sin tegnbegrænsning, er det eneste man rigtigt kan gøre ved dem at ignorere dem, som det ganske invalide, retoriske kneb de er.

Men det kan nogle gange være meget godt at kunne påvise hvorfor noget er usagligt. Eller knald i låget. Eller afsporende. Så derfor disse indlæg.

Efter den med hvorfor fordømmer du ikke Hamas, er et af de mest fantastiske argumenter man hører indimellem fra Israel-støtter dette: "Hvorfor kritiserer du Israel, når der hver dag i Syrien dræbes tusindvis af mennesker?!" Nogle gange brugt i kombination med, at når man stiller særlige krav til Israel [om ikke at begå folkedrab?!] er det anti-semitisme.

Argumentet findes i varianter - for eksempel var Mads Brügger den anden dag på Facebook ude med et tåget indlæg om, at Hamas blev støttet af Iran, så hvordan kunne det være, at de som nu begræd døde børn i Gaza ikke raser over Iran, som slår børn & unge ihjel med vilje. Og på det seneste er ISIS/IS blevet en yndet erstatning for Syrien.

Nordkorea sammenlignes der af en eller anden grund sjældent med - det ville ellers være lige relevant. Man kunne gisne om, at det har noget med at en bagvedliggende afsender ikke har så meget at skulle have klinket der - men det vil jeg holde mig fra.

Hvorom alting er - det er jo en forrykt sammenligning.

Hvis man skal lave en analogi, så svarer det til at sige: "Hvordan kan du tillade dig at anklage min ven for hustrumishandling, når Peter Lundin er meget værre!"

Kæden er hoppet af i dette argument, for - for nu at vende tilbage til Syrien - har man jo ikke sagt noget som helst om at det ikke er frygteligt hvad der sker der - eller at Assad ikke er folkemorder & klart burde spærres inde resten af sin levetid.

Men udover at være et fuldstændigt urimeligt argument, i form af denne stråmand, at man skulle være ligeglad med Syrien (eller præstestyret i Iran), er det en helt forrykt sammenligning - for Verdenssamfundet har jo gjort noget ved Syrien. Og Iran.

Det er meget muligt at man mener Verdenssamfundet har gjort for lidt, men der er trods alt sanktioner, og for Assad og hans regering & mange andre er der sket indefrysning af midler. Ligesom der er åbnet op for forsyning af våben til nogle af modstandshærene (det kan der komme meget interessante ting ud af, men det er så igen en helt anden historie).

I Iran er der endda tegn på at sanktioner - eller muligvis bare almindelig træthed med status quo i landet - har hjulpet. Der er sket en form for opblødning, selvom det stadig står gevaldigt skralt til med menneskerettigheder.

Israel, derimod, er det stadig sådan at vi belønner med ekstra fordelagtige handelsbetingelser fra EUs side, kalder vores ven (fra vores udenrigsministers side), og USA genopfylder gladeligt lagre af granater og bomber når der er behov for mere at skyde ind i & smide over Gaza.

Men, igen: hvis det er Syrien der skal sammenlignes med, så er jeg frisk på det. Lad os da behandle Israel som vi behandler Syrien: Lad os indføre sanktioner, indefryse værdier & lukke for indrejse for højtstående israelere, indtil blokaden af Gaza ophæves og Israel viser en villighed til reelle forhandlinger. Om en 2-stats- eller 1-statsløsning.

Det var egentligt ikke krav jeg havde ventet at høre fra den kant, men jeg er på! Men hvis det ikke var det der blev ment, med den sammenligning, så synes jeg bare man bør konstatere at det dog var en idiotisk og fornærmende argumentationsform - og komme videre.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 31. juli 2014

"Hvorfor kritiserer du så ikke Hamas"

Ingen kommentarer
Ovenstående er en - meget pænt omskrevet - gist af tweets jeg ind i mellem får i øjeblikket, når jeg tweeter om Israel og prøver at få vore politikere - både på dansk og EU plan - til at komme med andet end tomme ord.

Well, altså, der er det rent praktiske, på 140 tegn er det lidt kompliceret at liste alt hvad man tager afstand fra i forhold til den konflikt.

Men lad mig slå fast: jeg har ingen sympati for Hamas!

Det skyldes dog mest af alt deres "indenrigs"-politik. Et synderligt demokratisk styre er de ikke i deres opbygning og ageren. Men de er hvad der.

Jeg bryder mig heller ikke om deres raketter, som potentielt rammer civile. Problemet er, at hvis der ikke var noget Hamas, ville der uvægerligt være noget andet der angreb Israel på en eller anden måde, for Israel giver ingen indrømmelser når der er våbenhvile, tværtimod fortsætter de med blokader, bosættelser, tilbageholdelser og meget, meget andet.

I den situation vil nogle prøve at slå tilbage, med de midler de kan finde - da det er det eneste der kan give en følelse af at have noget at forhandle om. Af potens om man vil. Og ikke bare acceptere den udsultning Israel langsom gennemfører.

Så man kan fordømme Hamas alt det man vil, og ønske dem hen hvor peberet gror. Men hvis ens ønske gik i opfyldelse ville der bare komme noget andet i stedet for. Rent bortset fra, at hvis Israel ikke havde Hamas - med den langsigtede politik landet desværre fører - ville de være nødt til at opfinde dem. Hvilket de da også til en vis grad gjorde i første instans.

Men - udover at jeg altså føler det er ret meningsløst at fordømme Hamas - men gerne gør det - er der en anden og vigtigere grund til at jeg finder det ret irrelevant i konteksten af de fleste tweets jeg skriver.

For sagen er, mit håb er at vores politikere vil gøre noget ved Israel. Meget gerne sanktioner, meget gerne hårde sanktioner - men som et minimum at trække at de særlige handelsbegunstigelser vi af Gud ved hvilken årsag har givet dem, tilbage.

Og det er her kæden hopper helt af i forhold til Hamas: Hamas har vi i forvejen stemplet som terrororganisation, så der er faktisk ikke rigtigt noget vi kan gøre ved dem. De er økonomisk og politisk pariah'er (hvilket så også går ud over befolkningen i Gaza). Der er ikke noget at komme efter. Altså, udover at bruge de 20 minutter Søren Espersen mener Israel er nådefulde i ikke at bruge på at udslette hele Gaza, inklusive rotter og mus. Det ville jo være det nemmeste.

Men, altså - hvis det er det der skal til, vil jeg da godt opfordre til at vi deler ansvar og sol & vind lige. Således at Hamas og Israels regeringsapparat udsættes for de samme sanktioner. Jeg synes måske det ville være lige hårdt nok overfor de dele af Israel der trods alt ikke støtter deres regerings fremfærd - men hvis det er det der skal til.

Og lige tilsidst, dette tweet:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 6. januar 2009

Gaza III

Ingen kommentarer
Skal lige fastslå, at min rygmarv fungerer igen, hvad angår Israel/Gaza - som sædvanlig er Israels aktioner og reaktioner fuldstændig ude af proportioner - og den nuværende aktion giver mindelser om massakren i Jenin, bare i meget større målestok.

Anvendelsen af hvid fosfor er særlig uhyggelig - en ting er at Israel hævder at det er ok at bruge mod millitære mål - men selv hvis man skulle acceptere det, er det umuligt at tale om rent millitære mål et sted som Gaza. Men Israel har selvfølgelig heller aldrig underskrevet forbud mod brug af kemiske våben.

Dertil kommer så de bombninger af FN-beskyttede skoler, som folk har brugt som safe havens, samt angreb på ambulancer & felthospitaler.

Nej, min rygrad og dens reaktioner er fuldt & helt helet op, og tilbage til normalen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 4. januar 2009

Gaza II

Ingen kommentarer
Ved stadig ikke rigtigt hvad ben jeg stå på her. Men konstaterer at Israel nu er gået ind - og det kan ihvertfald blive frygteligt blodigt.

Hvad jeg mindst fatter er at Bush åbenbart skulle have et ord med på vejen, med hvilket han virkelig kan få mange araberes pis i kog. Han skulle bare holde mund 14 dage endnu - var det så svært?

Som om situationen ikke var modbydelig nok i forvejen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 29. december 2008

Når rygmarven strejker

Ingen kommentarer
Må sige jeg har svært ved at finde ud af hvilket ben jeg skal stå omkring den aktuelle aktion/msåke invasion af Gaza. Normalt befinder jeg mig (næsten) ubetinget på palæstinensernes side - men efter Hamas har taget over i Gaza er det blevet mere & mere betinget hvad angår den side (ikke Vestbredden!).

Ikke fordi jeg ønsker befolkningen på Gaza noget ondt - men synes man må sige at Hamas virker uden for rækkevidde af nogen form for forhandling - og man må jo trods alt anerkende Israels ret til at forsvare sig, når der er tale om direkte angreb med raketter - også selvom man mener Israel selv har skylden langt hen ad vejen for tingenes tilstand.

Jeg tvivler dog på at bombardementer af Gaza's helvede vil føre til noget positivt, men hvad pokker skal de ellers gøre - så langt forstår jeg Israel.

Iøvrigt har jeg rimeligt god fidus (well, alt er relativt) til Israels fungerende premiérminister, Tzipi Livni som vel er det mindst onde man kan få, som samtidig har en (spinkel) mulighed for relativt bred opbakning. Og hvis hun ikke træder i en eller anden form for karakter er det nok helt sikkert det bliver Netanyahu næste gang - og det vil være en katastrofe - igen-igen.

Så - ved sgu ikke hvad jeg skal synes.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.