Det er jo et dejligt ord - kæk. Selvom det har ligget i mølposen, anbragt på glemmehylden i mange år.
Jeg bemærkede først, at The City Girl brugte det en del. Og troede bare hun var sprogligt fantasifuld og kyndig. Og det er hun også. Men nu spreder det sig. Om det er fra City Girl, eller om det har en anden rod ved jeg ikke - men inden for de sidste par måneder er det blvet tydeligt at mere og mere bliver kækt rundt om i verden. Det spreder sig faktisk hurtigere end svineinfluenza?!
Således kunne jeg også kalde min seneste større beslutning for meget kæk - bortset fra det ikke er tilfældet. Det er hverkengjort i kækhed eller kådhed, jeg er fucking underlig & afklaret omkring det.
Men jeg forudser, at vi inden for det næste år vil opleve utrolig mange kække politikere, skuespillere, journalister og direktører. Og om 1 års tid vil det være kække arbejdere.
Så kækheden længe leve!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
tirsdag den 25. august 2009
Jeg må jo være sindssyg
Hvem kan finde på at sige et job op i disse krisetider? Et velbetalt, ikke kriseramt job? Med gode, søde kolleger? (Hvoraf én endda er én jeg godt kunne blive varm på, hvis hun altså ikke var gift?) Med et rimeligt meningsfuldt indhold? Med perfekt beliggenhed? Med det bedste fra det private og det offentlige blandet sammen? Et job som på alle mulige måder faktisk var mit ønskejob?
Well... det kan jeg åbenbart. Jeg har sagt det op i dag, gældende fra om et par måneder... uden egentligt at ane hvad jeg så skal lave.
Vanvid!
Den lidt længere historie er tildels min depression fra i foråret, som jeg fik et mindre tilbagefald a i sidste uge. Og de erkendelser jeg nåede til der.
Sandheden er nemlig, at hvor jobbet måske på mange måder var perfekt for mig, var jeg det ikke for jobbet - i øjeblikket. Og det er medvirkende til at køre mig ned. Og jeg har sgu en ret høj moral et sted, så selvom jeg godt kunne blive ved at køre på frihjul længe endnu, er det ikke noget min psyke eller samvittighed holder til.
For jeg - som jeg altid har regnet som en af de bedste programmører i Danmark, og med en helvedes masse erfaring - kan ikke finde lysten til at sætte 2 linier kode sammen. I øjeblikket. Og det er vidst ikke ukendt i min branche, og jeg har mærket det før, men har altid fået lysten tilbage - ihvertfald i perioder som langt opvejede den del hvor jeg ikke lavede noget.
Ikke sådan dennegang. Fuck, jeg kan let fake det, og gå og lade som om jeg laver en hel masse, og i virkeligheden ville ikke mange ane om det var svære opgaver, eller der var andre problemer. Men problemet er mig.
Så nu har jeg taget konsekvensen. Jeg er så i a-kasse nu, en luksus jeg ikke har prøvet før, hvilket jo vil betyde at jeg ikke behøver gå fra hus & hjem.
Men jeg er nødt til at genoverveje mig selv: kan jeg finde gnisten & lysten til at kode igen? Eller skal jeg gå efter en mere overordnet / designmæssig stilling, som er den vej mange går? Eller måske koncentrere mig mere om databaser? Eller måske prøve at satse på det mine lyster i virkeligheden går mere på i øjeblikket: skrivningen og dansen - den anden hjernehalvdel?
Svaret flagrer i vinden. Og jeg tror nok at dette er en beslutning jeg på et tidspunkt kommer til at fortryde. Men det var, da det først gik op for mig, ikke en beslutning, men en nødvendighed. Det var virkelig kun et spørgsmål om tid - og så hellere få en afklaring hurtigst muligt, og en venskabelig ordning med jobbet, så ingen føler den anden part er blevet udnyttet.
Og det sidste føler jeg ihvertfald jeg har opnået. Men lidt nervøs & spændt på hvad fremtiden vil bringe, og hvad jeg vil finde på, må jeg klart tilstå jeg er.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Well... det kan jeg åbenbart. Jeg har sagt det op i dag, gældende fra om et par måneder... uden egentligt at ane hvad jeg så skal lave.
Vanvid!
Den lidt længere historie er tildels min depression fra i foråret, som jeg fik et mindre tilbagefald a i sidste uge. Og de erkendelser jeg nåede til der.
Sandheden er nemlig, at hvor jobbet måske på mange måder var perfekt for mig, var jeg det ikke for jobbet - i øjeblikket. Og det er medvirkende til at køre mig ned. Og jeg har sgu en ret høj moral et sted, så selvom jeg godt kunne blive ved at køre på frihjul længe endnu, er det ikke noget min psyke eller samvittighed holder til.
For jeg - som jeg altid har regnet som en af de bedste programmører i Danmark, og med en helvedes masse erfaring - kan ikke finde lysten til at sætte 2 linier kode sammen. I øjeblikket. Og det er vidst ikke ukendt i min branche, og jeg har mærket det før, men har altid fået lysten tilbage - ihvertfald i perioder som langt opvejede den del hvor jeg ikke lavede noget.
Ikke sådan dennegang. Fuck, jeg kan let fake det, og gå og lade som om jeg laver en hel masse, og i virkeligheden ville ikke mange ane om det var svære opgaver, eller der var andre problemer. Men problemet er mig.
Så nu har jeg taget konsekvensen. Jeg er så i a-kasse nu, en luksus jeg ikke har prøvet før, hvilket jo vil betyde at jeg ikke behøver gå fra hus & hjem.
Men jeg er nødt til at genoverveje mig selv: kan jeg finde gnisten & lysten til at kode igen? Eller skal jeg gå efter en mere overordnet / designmæssig stilling, som er den vej mange går? Eller måske koncentrere mig mere om databaser? Eller måske prøve at satse på det mine lyster i virkeligheden går mere på i øjeblikket: skrivningen og dansen - den anden hjernehalvdel?
Svaret flagrer i vinden. Og jeg tror nok at dette er en beslutning jeg på et tidspunkt kommer til at fortryde. Men det var, da det først gik op for mig, ikke en beslutning, men en nødvendighed. Det var virkelig kun et spørgsmål om tid - og så hellere få en afklaring hurtigst muligt, og en venskabelig ordning med jobbet, så ingen føler den anden part er blevet udnyttet.
Og det sidste føler jeg ihvertfald jeg har opnået. Men lidt nervøs & spændt på hvad fremtiden vil bringe, og hvad jeg vil finde på, må jeg klart tilstå jeg er.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
arbejde,
depression,
finanskrise,
vanvittig
mandag den 24. august 2009
Da jeg gav min farmor en dildo
Min farmor var hjertens god og jeg holdt meget af hende. Hun var meget pædagogisk - det var så også hendes metier - men nogen gange blev hun altså for pædagogisk. Ligesom hun også indimellem havde en markant manglende situationsfornemmelse, og foretog det ene faux-pas efter det andet. Hvilket en del skænderier mellem hende og især min onkel vidnede om.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Jeg fik det så at føle engang, naturligvis i den bedste mening. Jeg fik i fødselsdagsgave en bog om kærlighed og seksualitet af hende. Sådan en beregnet på 12-13-14 årige, om følelser og en åbenhjertig tilgang til sex, og diskussion af stillinger, afvigelser, homosex med videre. Sikkert en ganske udmærket bog.
Problemet var, jeg ikke blev 12-13-14 år, men 24 år. Og selvom der bestemt stadig var mange ting jeg gerne ville udforske, mente jeg nok jeg havde en ret god fornemmelse af hvad der var hvad. Og syntes ærlig talt det var en ret malplaceret og lettere ydmygende gave at få, et eller andet sted. Så den faldt ikke i god jord.
(Og jeg har længe efter spekuleret over, hvad helvede hun tænkte på. Jeg har så fået en mistanke om, at hun ligesom så mange andre har troet jeg måske var bøsse, og hendes formål var at give mig noget, der skulle sige at det var fint nok, så jeg kunne komme ud af skabet. Ved det ikke; men det havde næppe hjulpet på mit humør hvis jeg var nået til konklusionen dengang.)
Anyway, jeg diskuterede gaven med min sambo - hun morede sig selvfølgeligt kosteligt over den - og vi diskuterede hvad jeg skulle gøre tilgengæld. Og (jeg har fødselsdag kort inden jul) vi blev enige om, at jeg måtte vise hende, at jeg havde nogenlunde styr på det der med sex, og i øvrigt fuldt ud anerkendte at også ældre mennesker kunne have et sexliv. Og at jeg selvfølgelig skulle forære hende en dildo i julegave.
Jeg tror nok min sambo troede det var den sædvandlige vrøvlesnak, hun blev ihver
tfald noget overrasket da jeg den 22. december kom hjem og stolt fremviste den dildo m/ vibrator jeg havde indkøbt på Istedgade på vej hjem efter arbejde. Dildoer var ikke helt så meget hverdames eje som idag (ihvertfald ikke offentligt kendt), så det var også lidt mere grænseoverskridende end det ville være idag.
tfald noget overrasket da jeg den 22. december kom hjem og stolt fremviste den dildo m/ vibrator jeg havde indkøbt på Istedgade på vej hjem efter arbejde. Dildoer var ikke helt så meget hverdames eje som idag (ihvertfald ikke offentligt kendt), så det var også lidt mere grænseoverskridende end det ville være idag.Men nej, jeg pakkede den pænt ind - så pænt jeg nu kan finde ud af at pakke gaver ind - og afleverede den på Lillejuleaften, hvor vi havde tradition for at mødes hos hende (min farmor), og de der turde kunne drikke hendes meget dovne hjemmebryggede øl, og der var udveksling (men ikke åbning) af gaver for de grene der ikke skulle være sammen.
Hun skulle være hos min onkel, hvor jeg altså ikke var med, så jeg har ikke set hendes udtryk da hun åbnede den, i familiens påsyn. Men jeg ved jeg fik den tilbage fra min far nogle dage senere, med beskeden "at den ønskede hun ihvertfald hverken at eje eller have".
Så på den måde endte jeg op med at have en dildo - og den er da også endt op med at blive brugt en gang eller to i godt selskab. Men jeg har ikke kunnet lade være med at fortælle historien når det er sket - og jeg er ikke helt sikker på pigerne var overbevist om min mentale sundhed.
Nuvel - det er der så mange der ikke er.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
bøsse,
dildo,
familietamtam,
farmor,
fødselsdag,
jul,
sex
Tankevækkende graffiti
På H.C. Ørstedsvej er en - diskret - grafitti, som efterhånden har været der længe. Og som jeg ofte spekulerer over formålet med: Alle muppets er venstrehåndede, står der.
Og jeg skal gerne indrømme det er ny viden for mig, det er ihvertfald ikke noget jeg har lagt mærke til. Men der er sikkert en meget god forklaring, noget med dukkeførerens stilling eller lignende.
Men hvor kommer behovet for at oplyse resten af verden om lige netop den information fra? Eller er det en form for kode - ligesom i de gamle BBC udsendelser under 2. verdenskrig, hvor der var hilsner til Bodil, Aage og Klaus, hvorefter der blev samlet våben op smidt med faldskærm, eller sprunget jernbaner i luften.
Eller er det en person, som er forudseende og smart nok til at vide, at han/hun kan få andre mennesker som mig til at sidde og undre sig over hvad meningen er - og meningen ikke er andet end vi skal undres.
Og kan man indstille en anonym graffitiskribent til livslang ydelse på Finansloven?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
2. Verdenskrig,
BBC,
finanslov,
graffiti,
h.c. ørstedsvej,
kermit,
muppets,
sabotage,
undren
Ret god timing, egentlig
Det er en ting jeg egentlig ikke før har tænkt over, før jeg lige berørte det igår. Der er mange andre ting man kan klandre regeringen for, og som de også bliver, i deres økonomiske politik omkring finansloven; ikke mindst brugen af skattelettelser til de rigeste, på et tidspunkt hvor offentlige investeringer ville virke meget bedre.
Men fuldstændig absurd, i den givne situation, er da at indføre loft på fradragsret på ratepension næste år. På et tidspunkt hvor lysten til opsparing og mådehold er størst (de psykologiske effekter af finanskrisen), men hvor samfundet som helhed økonomisk set ville have størst glæde af forbrug - og man derfor også frigiver SP-penge etc...
Der siger man til de rigeste i Danmark: fra næste år kan i ikke længere bare smække jeres penge ind på ratepensioner, og få fradrag for det; så hvis I skal få så stort fradrag som muligt, må I hellere hælde så meget som muligt ind i år.
Med andre ord, for de rigeste (det er dem der kan finde på at stikke mere end 100.000 ind på en ratepension i løbet af et år) er privat forbrug decideret dumt i år, men bør udsætes til næste år.
Hvorfor ikke indføre det loft i år? Eller for den sags skyld, udsætte indførelsen, så der ikke var det ekstra incitament til at få så meget som muligt med i år?
Det virker som rigtig dårlig timing, og det undrer mig egentlig at der ikke er blevet boret lidt mere i det. Og det kunne være interessant hvis nogle statistikere til næste år, kan påvise hvor stor ekstra opsparing der har været på ratepensioner i år. Jeg ville ikke blive overrasket hvis det matcher SP-udbetalingerne.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Men fuldstændig absurd, i den givne situation, er da at indføre loft på fradragsret på ratepension næste år. På et tidspunkt hvor lysten til opsparing og mådehold er størst (de psykologiske effekter af finanskrisen), men hvor samfundet som helhed økonomisk set ville have størst glæde af forbrug - og man derfor også frigiver SP-penge etc...
Der siger man til de rigeste i Danmark: fra næste år kan i ikke længere bare smække jeres penge ind på ratepensioner, og få fradrag for det; så hvis I skal få så stort fradrag som muligt, må I hellere hælde så meget som muligt ind i år.
Med andre ord, for de rigeste (det er dem der kan finde på at stikke mere end 100.000 ind på en ratepension i løbet af et år) er privat forbrug decideret dumt i år, men bør udsætes til næste år.
Hvorfor ikke indføre det loft i år? Eller for den sags skyld, udsætte indførelsen, så der ikke var det ekstra incitament til at få så meget som muligt med i år?
Det virker som rigtig dårlig timing, og det undrer mig egentlig at der ikke er blevet boret lidt mere i det. Og det kunne være interessant hvis nogle statistikere til næste år, kan påvise hvor stor ekstra opsparing der har været på ratepensioner i år. Jeg ville ikke blive overrasket hvis det matcher SP-udbetalingerne.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
finanskrise,
skat,
økonomi
At transmutere en nisse
Hvis man sætter strøm til en havenisse er resultatet en halvnisse, for havenisser er jo halvenisser uden l.
Men hvis man fjerne strømmen igen, bliver den til en havnisse, for det er en halvnisse uden l.
Forunderligt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
havenisser,
nisser,
strøm
Er det ikke en overdrivelse?
Nu siger man, at halvdelen af de mange penge der er spyttet i renoveringspuljerne er spildt, fordi de ikke har ført til øget forbrug i byggesektoren - pengene ville være blevet brugt alligevel også uden støttekroner.
Men man kan vel ikke sige pengene så er spildt. De folk som har fået pengene, hører jo i forvejen til den rigeste del af befolkningen. Så det er jo oplagt hvad de vil bruge deres ekstra støttekroner til: nemlig proppe dem ind på en ratepension, hvor de stadig i år kan få få fuldt fradrag.
At kalde det spild, kræver da en meget enøjet synsvinkel - de gode borgere får både støttekroner og skattefradrag! Hvad spild er der i det?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Men man kan vel ikke sige pengene så er spildt. De folk som har fået pengene, hører jo i forvejen til den rigeste del af befolkningen. Så det er jo oplagt hvad de vil bruge deres ekstra støttekroner til: nemlig proppe dem ind på en ratepension, hvor de stadig i år kan få få fuldt fradrag.
At kalde det spild, kræver da en meget enøjet synsvinkel - de gode borgere får både støttekroner og skattefradrag! Hvad spild er der i det?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
søndag den 23. august 2009
Hjælp til Sisyfos
Tid: igår aftes
Sted: Hos min mor
Aktørerne: Mig, min ældste, min yngste
De to drenge leger med træklodser, jeg sidder og er ved at spise mig færdigt igennem middagen.
Æv altså, hvorfor vælter du klodserne, når du selv siger jeg skal bygge tårnet?!
Du skal bygge tårnet igen!
Jamen det har jeg jo lige gjort, og du væltede det!
Har du nogen sinde hørt om Sisyfos?
Næ, hvem var det?
Det er en person fra et af de gamle græske sagn. Af en eller anden grund - jeg kan ikke huske hvorfor - var Guderne blevet vred på ham. Som straf blev han sat til at rulle en kæmpesten op ad en bakke, men hver gang han næsten var nået til toppen rullede stenen ned igen. Og så måtte han gå op med den igen, til evig tid!
Hvorfor rullede stenen ned?
Det ved jeg ikke helt; men der var vel ikke helt lige på toppen, så den kom altid til at rulle ned.
Hvorfor kommer han så ikke bare lim på?
??
Altså han kan jo komme lim på stenen og så stå og holde den indtil den sidder fast.
...Det er faktisk meget god idé!
Ha-ha! De havde ikke lim dengang!
En eller anden form for klister havde de nu nok...
Vi har lim nede i min børnehave.
Ja...?
Hvis han tager bussen kan han bare sige han skal hjem til min børnehave, så kan han låne limen der, og tage hen og lime stenen, og når den så sidder fast kan han komme tilbage med limen.
Det tror jeg aldrig han har tænkt på....!
Og således kan oldtidens helte få hjælp fra en nutidig 4-årig... jeg synes da det er en sød histore!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Abonner på:
Opslag (Atom)
