Ja, jeg har jo (næsten) brugt overskriften før. Men denne gang er det altså ikke den forhenværende, lystløgneren og krigsforbryderen det handler om - det er mig selv.

Lykkepiller, nærmere bestemt; antidepressiver.

For godt nok har jeg ikke skrevet om den længe - og den er sådan set også en del bedre end da det var værst - men den depression jeg røg ind i for et par måndeder siden har hængt ved, og især givet problemer i forhold til mit arbejde.

Så meget kraftigt opfordret af mit arbejde var jeg til lægen i går. Hvilket i sig selv var uhyre grænseoverskridende for mig, da jeg faktisk aldrig har været det før - og det, nok fordi jeg aldrig har været til lægen, er en af de sociale situationer jeg har udviklet en fobi i mod.

Da jeg først havde bestilt tid var det såmænd ikke så slemt - forstået på den måde, at det kunne have været meget værre; jeg var da stadig rystende nervøs, men ingen decideret panikangst eller lignende.

Så var altså deroppe igår. Min læge viser sig at være lidt pudsig type; meget distingveret (i sin tid valgte jeg ham fordi han var den yngste læge i mit område; vi er begge blevet ældre siden), ikke særlig høj. Han kunne spille britisk oberst i en 1. verdenskrig film. Let stammende.

alle mine taler om hvordan jeg har det, hvorfor jeg ikke har været til læge før, min barndom og hvad jeg nu ellers har følt det nødvendigt i mine tankespind at forberede mig på, får jeg slet ikke brug for.

Jeg får en kort tale af ham om hvordan depression bestemt ikke er noget at skamme sig over, hvordan det er de intelligente og følsomme der rammes af dem, og hvordan de numbnuts tilsyneladende er immune overfor det. Og hvordan jeg vil have det med lykkepiller?

"Jamen, fint, hvis det virker og det er noget du vil foreslå," siger jeg. Hvorefter jeg er i besiddelse af min første recept udskrevet til mig, ever, på 30 stk cipramil-klonede piller, og en tid om 2 uger.

Bivirkninger? Ikke rigtig nogen, måske noget forbigående tørhed i munden (som om den ikke allerede føles som om jeg har jogget gennem Sahara uden vand).

Så ned på apoteket. Jeg tror jeg skal betale en halv herregård for dem, men de koster under en krone stykket?! Får en længere forklaring af apoteker, og det med bivirkningerne holder vist ikke helt. Især de første 2 uger kan der komme en del, mest almindeligt den førnævnte tørhed, kvalme og søvnbesvær.

Nå, men læser indlægsseddel da jeg kommer hjem (og læser om mange flere bivirkninger) og æder så den første, og går i parken for at få noget sol. Og tørheden indfinder sig da ret hurtigt. Faktisk begynder jeg efter ikke så lang tid at få det noget underligt. Ikke decideret ubehageligt, men underligt.

Og det går efter noget tid op for mig, at jeg har det som om jeg har røget hash, er bare ikke rigtigt skæv, men derudover. Føler mig ikke rigtigt tryg motorisk og er i det hele taget lidt ved siden af mig selv.

Jeg spillede jo så senere i går, og der havde jeg det for det meste fint nok. Men da jeg blev alene, og gik hjem efter at være blevet sat af, havde jeg det godtnok igen underligt. (Hvor var det iøvrigt mærkeligt at gå af en totalt øde Blågårdsgade - har aldrig set der være så tomt og stille før!)

Så selvom jeg faktisk godt kunne være noget i byen da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for at blive hjemme.

Nu har jeg så lige taget nr 2 pille (iøvrigt ikke meget jeg kunne sove, så den med søvnbesværet er også god nok). Er selvfølgelig nervøs omkring premiere i aften - er sådan set ret fast besluttet på at gennemføre det, skal sgu også have danset - men er lidt nervøs omkring min motorik og balance.

Så hvis nogen ser mig i aften, og det ikke lever op til forventninger, er det højst sandssynligt forklaringen - jeg er på piller!

(Er i øvrigt fucking spændt på hvordan de piller kommer til at virke i længden; men man kan først begynde at forvente en effekt af dem efter 3-4 uger.)