Jeg ved det er ypperligt banalt at skrive, men den her historie med manden der tager livet af først sin kone og (voksne!?) datter, og siden sin yngste. Uden at kunne finde ud af at slå sig selv ihjel. Den går mig på.
Jeg ved jo godt det ikke er første (eller sidste) gang noget lignende sker. Men jeg synes den her er lidt udover det sædvanlige.
Min første tanke var, da jeg læste om det, hvorfor, hvorfor den ældste datter?! Som 18-årig har hun været voksen, istand til at klare sig selv. Med eller uden skammen fra selvmord og mord på konen.
Og siden kommer oprulningen af det forfejlede drab på den yngste datter, så det måtte gentages. Først en fingeret trafikulykke, som ikke slår nogen ihjel, og dernæst skærer han halsen over på hende. Med en hobbykniv. Og hun er istand til at forsvare sig, viser snitsårene på armene.
At forestille sig denne 12-åriges sidste tanker først et trafikuheld, og så hendes far - som hun vel har set som sin beskytter og en pille i livet - angribe hende med en hobbykniv. Og det skulle blive det sidste hun kendte til denne jord. Den er sgu svær.
Og det er svært, men jeg har næsten mest medlidenhed med manden. Som nu må leve med hvad han har gjort, alt alt for længe. Når det eneste han i virkeligheden ønskede var at dø - men ikke havde modet til at efterlade skammen og savnet. Jeg går ikke ind for dødsstraf, men for en som ham er det ligefør det var på sin plads - af medlidenhed.
Jeg kan godt sætte mig ind i hans tanker - tildels. For som person, som i perioder lider af depression kender jeg til de grundliggende følelser. Og har fantaseret omkring ejet selvmord i utallige timer gennem tiden, i meget opfindsomme variationer. Men jeg har heldigvis aldrig, aldrig, aldrig haft fantasier om a tage nogen med mig.
Uh, jeg synes den er grim!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Mit opgør med internettet
4 dage siden
7 kommentarer:
Ja, jeg har også siddet og spekuleret lidt over den historie, der minder om den fra England - her
P.S. Jeg håber så inderligt, du tager noget medicin for den slags tanker.
Jeg synes (desværre) der er er tusinder af historier den minder om. Noget i den her gik bare mere i blodet på mig.
Og tak for din omsorg. Jeg tror nu ikke du behøver være bekymret hvad angår selvmord, jeg tror ihvertfald selv jeg har indset at jeg ikke har modet eller viljen til at gennemføre det - ihvertfald ikke med to børn, som jeg jo har. (Og nej, drømmer altså ikke om at de så skal med, men det er så det der er mekanikken i en sag som denne.)
Og her i sidste omgang af depression fik jeg for første gang medicin (men da havde jeg ingen selvmordstanker, derfor den lange forklaring). Og den virkede bestemt også delvist, ved at tage bunden af dybet.
Troede egentligt du havde været med så længe, men du kan bare klikke dig ind på labelen "depression", så burde du få det meste af forløbet.
(Eller måske har det bare ikke fyldt så meget på bloggen, som det har i mit liv. Det er nok mere rigtigt.)
Nja, jeg begyndte først at følge lidt med sådan fra omkring december 09, tror jeg. (Og jeg kan simpelthen ikke huske, om jeg startede med at følge med hos dig eller The City Girl først. Jeg har ikke tidligere været voldsomt interesseret i blogs, så hvordan jeg overhovedet fandt frem til jer, fortaber sig i tåger.)
Men sikke da noget i øvrigt, ang. depressionerne. Jeg må opdatere mig ordentligt på et tidspunkt, det kan jeg godt se.
Hvad angår depressionerne kan man godt sige sikke noget; jeg tænker nok efterhånden mest på dem som del af min personlighed, eftersom jeg - hvis jeg tænker tilbage - har haft dem selv i barndommen.
Men jeg er glad for at jeg fandt ud af sætte ord på det - det skete for ca 12 år siden - for det gør det lidt mere håndterbart.
Bloggaliscious@ Selvmordstanker under depressioner er "helt normale", en del af sygdomsbilledet, om man så må sige, og hvis man lærer dem at kende, sætter ord på dem, gerne sammen med sin terapeut, kan man lære at omgås dem med en form for "venskabelig overbærenhed". Jeg har selv lært at konstatere dem, når jeg er deprimeret, fremfor at bliver oprørt over dem. men det kræver kendskab til sig selv og til tilstanden depression.
Men en fyr som ham, Leoparddrengen omtalte, er sikkert blevet så overvældet af styrken og voldsomheden i sin depression, at det har fået ham helt ud på oevrdrev, hvor jeg, og sikkert også Leopardddrengen aldrig ville komme ud, for hvis man kender turen, er det en lille smule nemmere at lade dem passere som skyer ligesom tanker under en meditation.
Børnedræberen skulle have haft hjælp for længe siden. Om det er uvidenhed, stædighed eller dumhed, der har afholdt ham fra det, må guderne vide, men han har ihvertfaldt fralagt sig det ansvar enhver depressionspatient har for sig selv: At søge hjælp før det er for sent!
@Louise
Men det er jo også en af de ting, som er forbandet svære, som depressiv: at søhe hjælp.
Og før det kommer erkendelsen - som bestemt heller ikke er enkel eller ligetil.
Det er jo - heldigvis(?) - ikke hele verden som er depressions-afficianados som du og jeg.... ;)
Men, damn, jeg fatter ikke hvordan man kan lade være med at søge hjælp, når man kommer så langt uuud! Ørdgh...
Send en kommentar