[Opdatering 8/7 2009:] Ret skal være ret. Tingene er blevet meget bedre, så for at få nuanceret billedet, så læs venligst også dette indlæg.]

[Opdatering 7/10 2009:] Og for at give billedet nu, må dette indlæg også læses. :)


Af forskellige grunde var jeg og min ex blevet enige om at skifte børnehave for vor yngste søn, til en skovbørnehave. Det vil sige, hun var blevet enig, jeg blev overtalt; anerkendte at en skovbørnehave kunne være godt, men var skeptisk overfor den bestemte - og vi har faktisk været meget glad for den hidtidige.

Men den skulle være blevet så meget bedre på det sidste, og de havde fået nyrenoveret hus, og hun havde været nede og snakke med dem i deres lokale opsamlingssted, og en veninde havde barn der, og hun var meget positiv...og, jamen det lød meget positivt det hele. Men svar skulle gives samme aften jeg hørte om det, ellers ville pladsen gå til en anden.

Vi var så også nede og snakke med dem i torsdags, med både den yngste og ældste, og det gik godt, og god stemning. Så jeg skulle med i skoven om mandagen, til opstart, og hans mor, exen om tirsdagen.

Vi møder på opsamlingsstedet mandag morgen, og kommer fint med bussen, og kører deropaf. Et par hundrede meter inden ankomst taber bussen koblingen, men det er vist ikke så usædvanligt(?), og bussen triller videre til endestationen. Hvor vi stiger ud. Jeg er begyndt at opdage en underlig sløvhed i de fleste af børnenes øjne.

Oasen står der på en sten der markerer indgangen til stedet. Spaß Macht Frei kunne man have tilføjet, men det er jeg endnu ikke klar over.

Det er jo et lortevejr, den dag, så den meget store have skal ikke klandres for at være én stor mudderpøl, med forskellige gevækster i. Huset, det vidunderlige, nyrnoverede hus, er godtnok stort og aflangt. Fremstår vel nærmest som de barakker jeg husker fra besøg i Frøslev lejren, blot udført i beton og mursten, og mlet hvidt i stedet for rødt. Et højt hegn omgiver hele komplekset, inkluderer lige akkurat huset, og hele haven/al mudderet.

Vi bliver gelejdet indenfor, hvor vi stadig i flyverdragter m.v, bliver delt op i mindre grupper. Jeg bemærker at det vidunderlige hus vægge og gulve er bare, og der stort set ingen møbler er, og i kombination med materialevalget betyder det at enhver lyd forstærkes tifold.

I den gruppe vi er kommet i, sætter vi os i rundkreds og en mandlig pædagog tager en harmonika frem, og begynder at spille børnesange på harmonika. Et par piger synger rent faktisk til, Mariehønen Evigglad, og den slags. Effekten er nogenlunde som det afsnit af Venner, hvor Ross har fundet ud af, at han vil spille Celebration på sækkepibe til Monica & Chandlers bryllup - hvis man forestiller sig det spillet på et badeværelse:



Jeg er skræmt, og det tror jeg også min søn er. Det eneste fornuftige formål jeg kan finde ved denne afstraffelse er, at nedbryde modstandskraften blandt de klientellet. Mens dette foregår skæres der frugt af børnenes medbragte frugter. Hvert barn har et stk frugt med, og en frugtskål går rundt hvorfra de må tage to stykker skåret frugt. Den smule der er tilovers bliver så fordelt blandt de som vil have mere. (Matematisk er det et mysterium, hvordan så lidt kan komme ud af så meget, men der er en forklaring, skal det vise sig.)

Efter en præsentationsrunde er rmorgensamlingen forbi, og vi går ud og leger lidt under den overdækkede terrase, hvor også pædagogerne holder til og drikker kaffe. Nogle få grupper af børn trodser regnen og begiver sig rundt i terrænet. Min søn får også leget i lidt mudder, men efter noget tid vil han gerne ind.

Så vi går indenfor, og tager for første gang flyverdragt af. Men larmen fra de mange børn indenfor, i det akustiske helvede sløver vores sanser. De voksne som er indenfor sidder og kigger apatisk - de eneste som ser ud til at vide hvad de skal gøre er de som kommer ind for at sætte kaffe over, eller fylde en kop.

Ingen snakker med børnene - det er iøvrigt også umuligt i larmen; som ingen i øvrigt prøver at gøre noget for at dæmpe.

Jeg læser en bog for min søn - en af de fem bøger jeg kan finde. Det er ikke nemt, for jeg må sidde med hans øre så tæt på mig, at mit udsyn er dækket - det er den eneste mulighed hvis jeg ikke skal råbe historien.

Herefter er der frokost, som i optakten er meget kaotisk, da ingen tilsyneladende ved hvem der skal sidde hvor. Tilgengæld er selve frokosten rar på den måde, at det er det eneste tidspunkt hvor personalet forsøger at holde nogenlunde ro, og der derfor ikke konstant bores syle af støj gennem hovedet på en. Det er så også her, det går op for mig hvor dårligt de fleste af børnenes sprog er. Mange af dem på 4 og sågar 5 år forstår jeg simpelthen ikke. Men hvis al kommunikation er nødt til at foregå i råb er det måske en forklaring.

Men i det hele taget virker børnene meget utilnærmelige, så det med at det skulle være godt socialt for min søn at komme her, har jeg svært ved at se. Meget svært ved. Jeg har faktisk efterhånden svært ved at se noget som helst godt ved noget som helst.

Efter frokost er det sovetid, for dem der har behov for det. Det har min søn indtil videre, da han har været vant til det hidtil. Men det tror jeg nu hurtigt bliver droppet. Jeg får ganske vist min søn puttet, men ikke uden besvær, og jeg tvivler på en anden vil kunne. Der skal nemlig ligge 7 børn i 5 senge og en lille madras på ca 4 kvm; og der er en konstant larm fra resten af huset, samt børn der vælter ind og ud, og de andre børn som ikke kan sove.

Men det lykkes som sagt at få ham til at sove, og jeg bliver tilbudt at sidde i personalestuen "og slappe lidt af". Det prøver jeg så - det er indrettet med en lille sofa, og et lille skrivebord - mest iøjenfaldende er den kæmpe skål med frugt der står derinde, mysteriet om hvor frugten bliver af er løst. At slappe af er nu ikke muligt på nogen måde, skrigene genlyder gennem hele huset, og jeg føler mig som er jeg på et svineslagteri. Mest af alt har jeg lyst til at tage mit sovende barn under armen, og finde den nærmeste offentlige transport og komme hjem.

Jeg går nogle ture i huset, for sidde stille i det lille aflukke kan jeg ikke, men skrigene forfølger mig også ude. På gangene i huset ser jeg grædende børn, deres øjne er tomme; søge hjælp hos en voksen prøver de ikke, og der er da heller ingen voksne der ser ud til at have øje for noget som helst.

Min søn vågner, virker lidt betuttet, men ikke grædende. Jeg får ham i tøjet og uden for - jeg vil gøre alt for at komme ud, men heldigvis er det også hvad han helst vil. Vi bevæger os rundt i terrænet, heldigvis er det klaret op, så der er nu næsten inen regn. Rundt omkring ligger legetøj som er i stykker, en institutionsstol som er gået i stykker, samt lidt affald. Grupper af børn leger, men mange går rundt ensomme med tomme øjne - enkelte går og græder stille. De voksne holder sig udelukkende for sig selv, i nærheden af deres overdækkede terrasse, og deres kaffe.

Klokken halv-4 kommer bussen, og vi kører hjem. Jeg forlader stedet i tavshed.

Dette er observationer. Mine tanker er ubeskrivelige. Det er et forfærdeligt sted, og indeni er jeg i chok. I mine drømme og mareridt siden er det gået sammen med billeder fra KZ-lejre, mest af alt fordi så mange af børnene går rundt som zombier. Andre er hyperaktive, og atter andre er sprogligt underudviklede; nogle er kombinationer. Enkelte børn lod til at trives fint, men det var for mig at se undtagelsen. Og det er ikke mærkeligt - mangel på interesse for børn fra voksnes side, skal man lede længe efter, og de bliver endda betalt for det. Jeg så én voksen (en medhjælper, naturligvis) der en halv time gik rundt med nogle børn uden for halvtaget, ellers ingen. Og jeg så på intet tidspunkt nogen voksne i nogen form for fordybende samtale med børnene. Og trøst virker som et ukendt begreb.

Og jeg kan ikke stoppe tankerne nejnejnej, og hvadharjeggjorthvadharjeggjort fra at køre rundt i mit hovede. Vil bare ikke have han skal gå der, men har netop fået afslag fra kommunen på at få ham ført tilbage.

Jeg føler et raseri ifht hende der anbefalede stedet - men som jeg forstod på min ex igår har hun faktisk heller ikke anbefalet det så meget, som ex'en gav indtryk af overfor mig. Så mit raseri ifht hende er kolonormt, men ligger under overfladen, for kan ikke lade det bryde ud nu - og er iøvrigt også for lammet til det.

Min eneste tanke er at få min søn væk derfra, men jeg ved ikke hvordan. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre, og jeg ved ikke om jeg vil tillade mig at komme videre, for at acceptere det her er et forræderi i forhold til ham.

Da min ældste søn gik i institution han ikke var så glad for, var det tingenes tilstand, og det var hvad vi kunne få. Men her har jeg selv været med til at tage min yngste fra institution vi faktisk var ret glade for, til det her mareridt. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal tilgive mig selv, når jeg skal til at aflevere et grædende barn, eller endnu værre, et barn med tomme øjne, ved bussen hver morgen.

Jeg ved det ikke.

[Opdatering 8/7 2009:] Ret skal være ret. Tingene er blevet meget bedre, så for at få nuanceret billedet, så læs venligst også dette indlæg.]

[Opdatering 7/10 2009:] Og for at give billedet nu, må dette indlæg også læses. :)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.