Leoparddrengens
Public Key

tirsdag den 31. august 2010, kl. 22.48

Stakkels Skat!

I skat er medarbejderne rystede i deres grundvold, og fatter ikke hvad de skal udsættes for, som statens tro tjenere. Med god grund:

I løbet af sommeren opstod ude i det danske samfund, nærmere bestemt hos dagbladet BT, en sag - det var noget med at den handlede om en mand der boede i Danmark men arbejdede i Schweiz, var 33 weekender i landet eller ej - og om han skulle betale skat her eller i Schweiz.

Skatteministeren forsøger at berolige de ansatte
Han sørgede ganske vist for straks at betale for en sikkerheds skyld, så han både betalte det ene og det andet sted. Men sagen havnede alligevel på en stakkels medarbejders bord i Skat.

Og det var jo i sig selv slemt nok - men mandens kone er fremtrædende medierne og i det politiske liv, så det kunne jo godt give mavesår sådan noget.

Men det begyndte at gå rent galt, da en person fra hustruens parti, udtalte til medierne, at han (og sikkert partiet) håbede, at sagen ville blive hurtigt behandlet.

Det pres fik 27 skattemedarbejdere til at lægge sig syge, og 2 sagde deres stilling op.

Som om det ikke var slemt nok, udtalte parrets revisor så i pressen, at han og hans klienter var meget utålmodige.

Der knækkede kamelens ryg, krukken gik for længe til vands og bægeret flød over! Yderligere 57 medarbejdere lagde sig syge, 23 blev indlagt med akut depression, 4 forsøgte selvmord - én er stadig i kritisk tilstand. Men det måske tydeligste tegn på at situationen var helt gal: 27 medarbejdere har søgt om forflyttelse til Ringkøbing.

Nu kunne skatteminister Troels Lund Poulsen ikke mere. Han havde ellers været tilbageholdende, fordi det kunne virke som om han blandede sig af politiske årsager, for sagen skal jo gerne behandles som enhver anden! Men nu måtte han forsvare medarbejderne inden hele systemet brød sammen - derfor er han gået i brechen, hvor han modigt forsvarer sine medarbejdere mod den utidige chikane de udsættes for.

Jeg håber at medarbejderne i Skat sætter pris på, at de har en så loyal og beskyttende chef! Og at de kan være trygge ved, at ministeren vil slå ned på enhver, som ytrer sig med håb om en hurtig afgørelse - for det hører virkelig ingen steder hjemme.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

0 kommentarer: