Jeg kom til at tænke på - da jeg for 100.017ende gang hørte en stump af lyden - at det er fascinerende, hvordan ganske få sekunder af en 50 år gammel film i dag definerer skræk og rædsel og gale mordere. Også blandt en masse unge, som garanteret aldrig har set filmen.

Jeg gætter på en af grundende er, at scenen ellers er lydløs (en stil japanske gysere dyrker meget, og efter min mening er meget mere effektivt end alt muligt musik, som giver os hint om hvad der skal ske), og derfor huskes musikken så meget des tydeligere.

Alfred Hitchcock og Bernard Herrman har grund til at være stolte - og er det med garanti også.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.