Jeg er ikke økonom, så ligesom med så meget andet udtaler jeg mig nu som lægmand. Dog også - ligesom med så meget andet - som en informeret lægmand, i det jeg med de fleste ting på et eller andet tidpunkt har sat mig lidt ind i nogle grundkoncepter.

Og inden for økonomi er jeg ret meget tilhænger af Keynes tanker. Som desværre ikke er særlig brugte i de seneste 40-50 år - hvor mantraet først og fremmest har kørt på at holde inflationen i bund.

Keynes er ret ligeglad med inflation - ifølge ham er det vigtigste at bevare arbejdspladser. Nok udfra den tanke at sålænge der produceres så meget som muligt*, vil den usynlige hånd i sidste ende sørge for at det er for alles bedste.

Til det formål, at holde en stabil og fuld beskæftigelse, er der i Keynes tankang et par grundteser, som kort fortalt går på: at i krisetider (recession) skal staten overforbruge: først og fremmest investere i infrastruktur, eller andre offentlige projekter - eventuelt (men ikke som mål) give skattelettelser for at øge den generelle spenderlyst, og sætte gang i hjulene. (Her streg under den generelle, hvorfor det er halsløs gerning at give skattelettelser i toppen.)

Det var den sjove del - og den hvor rigtig mange politikere kan være med. Men modsætningen er den svære: I opgangstider skal staten holde igen økonomisk, spare op, gerne sætte skatterne op! - for at få råd til investeringerne i recessionen, og samtidig lægge en dæmper på økonomien, så den ikke udvikler sig til de store bobler.

Med andre ord skal staten fungere, i økonomisk henseende, som en buffer - som inddrager overskuddet for at fyre det af når der iøvrigt er underskud - for at agere som en balancerende og stabiliserende faktor.

Jeg synes det er indlysende rigtigt.

Men det giver mig også nogle problemer. For eksempel når vi har en regering, som i øjeblikket. Som har haft alle muligheder med kæmpe overskud fra de kom til, indtil for 1½ års tid siden. Og har brugt dem på.... skattelettelser.

Og deres opskrift på at komme ud af krisen er.... skattelettelser.

Well, den første del var oplagt forkert - men altså overskud på statsbudgettet er de Konservatives og Anders Samuelsens våde drøm, den hvor de for alvor kan skrige på skattelettelser - selvom det er det absolut værste tidspunkt at komme med dem.

Hvad siger man så, når svaret på krisen fra regeringen er: flere skattelettelser? For det absurde er, at nu er det ikke helt så oplagt forkert som de første.(Obama røg ind i et tilsvarende problem iøvrigt, i USA). Men svaret er, at den måde de gives på stadig er dødforkerte - at give skattelettelser i toppen påvirker stort set ikke hjulende i landet, det er blot penge som ryger ind på en schweizisk konto. Skal der gives skattelettelser skal det være over en bred kam, så pengene kan risle nedad, og omformes til beskæftigelse.

Mere, langt mere, indlysende ville det dog være at bruge pengene på offentlige investeringer, som nedslidte skoler, veje og kommuner generelt.

På langt sigt skal pengene jo ind igen: og der må jeg sige, at jeg bliver bekymret af både den ene og den anden fløj i Folketinget. For højrefløjen ved vi hvordan kører. Men Helle Thornings siger - vel fordi hun ikke forstår bedre, og for ikke at skræmme for mange væk - at man skal gemme skattelettelser til der er råd til dem. Hvilket er præcis det værste tidspunkt at give dem! (Og vi lever faktisk i øjeblikket med konsekvenserne af præcis den tankegang - Bendt Bendtsens fingeraftryk på Danmarkshistorien; granted, han var ikke ene om det i verden.)

Derudover skal vi trækkes med den hellige ko: konvergenskriterierne. Som vi ikke er forpliget til at følge, men som ingen, ingen sætter spørgsmålstegn ved. Vi er ikke med i Euroen, faktisk har danskerne bevidst valgt at beholde den handlefrihed, der ligger i ikke at være med. Så hvorfor skal vi være så forhippede på at opfylde de standarder, som stort set ingen af Euroens medlemslande selv opfylder?

Ikke for det: jeg går jo ikke ind for mange år med kæmpeunderskud på statsbudgettet - men lige nu er tiden til det. Og der ville også være rigeligt råd til det - hvis altså politikerne havde modet til i opgangstider at snøre livremmen ind, og sige nej til Bendt Bendtsen og Anders Samuelsen. Så det er jo godt at vi nu har fået en viljestærk person som.... Brian Mikkelsen som økonomiminister.

*suk*

Nå... det var aftenens galde. Hvis det har gjort lidt flere intereserede i Keynes har tiden været godt givet ud. (Det morsomme er lidt at venstrefløjen vistnok ser Keynes lidt som et dyr i en åbenbaring, selvom han i virkeligheden langt henad vejen taler deres sag: flere arbejdspladser. Men tror han fik dårligt ry i 60'erne og 70'erne - for fy føj, manden var jo kapitalist!)


* Jeg er selvfølgelig ikke mere naiv, end jeg godt er klar over at teorien bør gentænkes i et øko/klimaktisk perspektiv. Det gælder så iøvrigt for stort set alle økonomiske teorier...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.