Leoparddrengens
Public Key

fredag den 26. februar 2010, kl. 03.47

Backup af din Blogger-blog


Gårsdagens hændelser i mine forskellige google-konti gjorde mig ganske glad for at jeg lige havde lavet en backup af bloggen her. Der skete heldigvis ikke noget med bloggen, men det er jo egentligt rart at have en - for det ville da godtnok være sygt, hvis en kinesisk hacker skulle gå ind og rydde det hele.

Ellers er tendens jo nok til mere og mere at lægge sine backups online, og det kan jo også være fint nok. Men det vigtigste med backups er vel at man har data to steder - så hvis det ene fejler, har man det et andet sted. Så det er altså ikke nogen garanti for datasikkerhed, at de ligger online i første omgang.

(Hvis man så henter data ned, kan man selvfølgelig altid backe dem op online - bare det er et andet sted, end hvor man henter dem fra.)

Jeg skal så gladeligt indrømme, at det faktisk ikke var tænkt som en backup det jeg gjorde - jeg hentede bloggen ned som xml, med det formål at importere den igen ovre i den nye, uartige del (og siden slette det som ikke var relevant på den side).

Ikke desto mindre var resultatet jo, at jeg fik en fil på min lokale HD, indeholdende hele min blog: indlæg, layout, kommentarer med videre.

Og det er utroligt enkelt i Blogger: Gå i Betjeningspanel -> Indstillinger, fanebladet Grundlæggende. Øverst på den side ser du 3 links, hvor det midterste er Eksporter Blog. Klik på det, og derefter på knappen Download Blog - og så har du hele din blog som en fil! (Men lad nu være med at trykke på linket til Slet Blog, ikke?)

Denne blog, med pt små 1500 indlæg fylder som fil kun ca 5.5 MB, så det burde ikke være et problem. (Det er så uden billeder, de ligger et andet sted - og er en helt anden historie hvad angår backup!).

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

0 kommentarer: