Det er et ritual som i sit udtryk er beslægtet med hypnose, hvori deltagerne spiser i takt og på den måde kommer til enighed. Hvad kaldes ritualet?

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ja, jeg har i den grad været fraværende også med opdateringer om hvordan det går med min mor, siden indlæggelsen.

Lad mig give en kort opdatering: Efter hun vågnede fra koma gik det først langsomt fremad, men efterhånden hurtigt fysisk. Jeg fik dog et chok, da den tilseende læge om mandagen begyndte at tale om at hjemsende hende onsdag - det virkede ganske urealistiskt på mig. Og selvom der eventuelt kom hjemmehjælp mange gange om dagen, var jeg sikker på, at hun så bare ville ende med at sidde i en stol, afkræftet og uden mål eller vilje til at gøre noget.

Sygeplejerskerne ændrede det da også straks til torsdag, og da den oprandt blev hun istedet overflyttet til almindelgt sengeafsnit - hvor de havde en ganske anden tilgang til det med hjemsendelse. Så der lå hun godt en uge mere, var altså ialt på Riget 2 uger, og blev så istedet for at blive sendt hjem visiteret (et ord jeg er begyndt at lære at kende for alvor) til et rehabiliteringscenter, hvor hun har været siden, for at komme sig fysisk.

Og det har på mange måder været rent luksus, det er lidt som at bo på hotel, med tilknyttede fysioterapi. Og da hun er kommet sig ret hurtigt fysisk, er hun nok egentlig i alt for god form til at være der. (Hun er forøvrigt overraskende glad for at være der - hun er ca lige så privat som jeg, og higer efter ensomhed, og til at begynde med var hun bange for at skulle bo med så mange andre. Men hun er faktisk blevet glad for det, og har fået et par veninder der.)

Mentalt er det også gået op ad bakke - samme dag hun skulle udskrives, hvor jeg kom for at følge hende, virkede hun pludseligt meget mere klar. Og den første uge på centret skred det fremad dag for dag, så hun tilsidst var næsten som da jeg først opdagede noget var galt. Siden har der så været dage, hvor hun var en del mere konfus. Men helhedsindtrykket har været klart positivt, i forhold til før indlæggelsen.

Vi var så til en PET/CT skanning for halvanden uge siden - som var blevet bestilt før indlæggelsen, som del af demensudredningen. Det er en helkropsscanning, som kan opdage infektioner eller andre abnormaliteter i kroppen, som kræft - ved at se på hvor meget enrgi cellerne bruger, da syge celler som oftest bruger mere end raske.

Og jeg blev så ringet op i torsdags, der var kommet svar på den prøve, og lægen ville godt tale med min mor og mig. Hvilket vi gjorde idag.

Og den skanning har vist, at der sidder noget på hendes ene lunge, en vækst af en slags. Det er umuligt endnu at sige præcis hvad - men da kræft rent faktisk kan give symptomer af den art min mor har oplevet - hukommelsesproblemer, hallucinationer og andre angreb på hjernen - er det meget svært ikke at tro det er det. (Symptomerne kommer af, at kroppens immunforsvar prøver at bekæmpe kræftcellerne, men det medfører så samtidigt en betændelseslignende tilstand andre steder i kroppen, og der kan hjernen altså være ekstra følsom.)

Så nu ryger sagen over til lungemedicinske eksperter, hvor vi skal i ny udredning - dennegang nok i noget andet tempo end det første.

Jeg kan egentligt ikke sige jeg er chokeret... og med halvtreds års rygning (som hun faktisk netop er stoppet med, 14 dages indlæggelse, hvoraf den første uge nærmest er komatos gør sit til at komme over abstinenser) har hun vel også selv inviteret.

Og - det er faktisk meget rart at finde en forklaring. Og jo faktisk også vide, at ting hvis alt går vel kan blive normale.

Men det er jo altså Big C, og i lungerne. Jeg aner intet om hvor fremskredent det er, og hvad prognosen kan blive, men det bliver jeg/vi forhåbentligt klogee på snarligt. Og, nej, der er jo ikke nogen diagnose endnu, men på det givne grundlag bliver jeg overrasket hvis det ikke er kræft.

Min mor? Hun tog det meget roligt - men der kommer jo nok en reaktion på et tidspunkt. I første omgang er det meget forvirrende for hende - som altså oveni stadig kan være konfus - at hun nu ikke skal tænke på det som en psykisk lidelse (som hun har troet det var), men en fysisk. Eller som hun siger, hun skal vænne sig til, at hun måske slet ikke er blevet tosset, som hun ellers troede (og var overbevist om, at vi andre også gjorde).

Så, ja, Big C er scary, men faktisk bedre end uvished. Og nu kan der da blive gjort noget ved det!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Egentligt havde jeg troet at Dansk Sprognævn var hævet over den slags, men når den så tydeligt går regeringens ærinde, og prøver at rydde ud i ord som netop passer på regeringens medlemmer, samt deres støtter, må der råbes vagt i gevær - snart kan vi jo ikke udtrykke vores tanker frit længere, når ordene på den måde tages ud af sproget, som befandt vi os i Orwells 1984.

Hvad hvis vi for eksempel ikke kunne fortælle en historie som denne:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lad os opstille et eksperiment:

Et forslag skal til afstemning i Folketinget. Forslaget er på vippen, der er nominelt 90 stemmer for, men Birthe Rønn Hornbech trækker den ene og den anden vej - et ganske sandsynligt scenarie i dansk politik.

Nu isolerer kvantefysikere Birthe Rønn i en box i Folketingssalen - ingen information kan komme ud af boksen. Inde i boksen er samtidigt anbragt en sindrig kontakt, som ved udløsningen af en beta-stråle fra et radioaktivt stof som også er i boksen, på et helt tilfældigt og uforudsigeligt tidspunkt, gør at en kontakt tændes og registrerer Birthe Rønns stemmeafgivning på netop det tidspunkt.

Stemmen er således afgivet, og forslaget er enten vedtaget eller forkastet. Men uden at åbne boksen er det ikke muligt at afgøre hvad udfaldet er - hvorfor lovforslaget ifølge en misforståelse af kvantefysikkens love både må være vedtaget og forkastet på en og samme tid.

Jeg synes vi skulle prøve med det eksperiment på fredag.

Tak i øvrigt til Schrödinger, hans kat og hans misforståelse til inspiration.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Et af mine tidligste minder er et lidt sært kubistisk skruet sammen i tid og rum - det indeholder flere situationer og flere steder i samme billede: men centralt i det er min mor smilende, stadig ungdommelig - hun må være omkring de 30 - og den blå barnebærerygsæk-ting jeg er i. I baggrunden er tildels lyng, tildels klitter. Og jeg fornemmer noget med nogle blåbær.

Jeg er ret sikker på at det stammer fra i nærheden af et sommerhus ved Gammel Skagen som mine forældre havde adgang til nogle år. Og jeg har været ca 1½ år gammel.

Billedet kom pludseligt til mig i torsdags, da jeg var alene med min mor - og stod i skarp kontrast til det billede af hende som var foran mig. Pludseligt ældet, øjne som når de åbnede sig en smule flakkede sløvt i et forsøg på at finde fokus og en sammenhæng, et ansigt hvis muskler havde opgivet at give det form.

I det øjeblik kunne jeg mærke følelserne komme ind på mig, dem som jeg ellers har holdt på en vis distance. Jeg ved de er der, men kan ikke overgive mig til dem. Men disse to billeder, og deres kontrast, overvældede mig, i et par minutter. Så var jeg klar igen.

Min mor så ellers ikke engang så galt ud - set i forhold til da jeg så hende et døgn før. Liggende på stuens gulv, nøgen fra livet og ned. Blod i hele hovedet og munden (troede jeg, det viste sig senere at være opkast). Hendes åndedræt som lød som en blanding af et damplokomotiv og et næsehorn - det burde være en god lyd, for den viste da at hun ihvertfald var i live, men den var meget uhyggelig. Og den frygtelige bevidsthed om, at hun havde ligget sådan i 12-15 timer.

I tirsdags ringede hun til mig ca kl 17. Hun følte sig svimmel, sagde hun. Jeg spurgte om jeg skulle komme forbi, men det syntes hun ikke. Nu prøvede hun at spise noget avokado, og drikke noget vand, og så så vi. Vi aftalte at jeg ringede igen en halv time efter, og checkede op på hende. Det gjorde jeg, og da havde hun det fint.

Jeg havde egentligt tænkt at ringe igen senere, men kom væk fra det. Men det var næppe heller så nødvendigt, tænkte jeg, da det var for sent at ringe, svimmelhed havde hun haft kortvarigt før, men det forsvandt altid kort efter, når hun fik forhøjet sit blodsukker.

Onsdag morgen tænkte jeg også på at ringe, men da var det for tidligt - jeg så ingen grund til at vække hende, for hun har tydeligvis brug for meget søvn for tiden. Så klokken blev henad 13 inden jeg ringede, mest for at checke om jeg skulle komme forbi og købe noget til hende.

Der var ikke noget svar. Men hun kunne jo selv være ude og købe ind, tænkte jeg. Men en alarmklokke var så småt begyndt at bimle i mit baghovede. Jeg prøvede igen en halv time efter, stadig intet svar, og nu begyndte jeg at blive bekymret, for hun har ikke bevæget sig meget ud alene den sidste tid. Da jeg stadig ikke havde hørt noget et kvarter efter, besluttede jeg mig for at tage hjem til hende.

Undervejs prøvede jeg stadig at ringe, stadig uden svar. Og jeg blev mere og mere overbevist om at noget var helt galt. Jeg så forskellige billeder for mig, at hun var faldet på trappen og havde brækket en hofte, og lå hjælpeløs. Eller at hun var faldet og havde slået hovedet - et billede som skulle blive alt for livagtigt afspejlet i virkeligheden.

Da jeg kommer hjem til hende og åbner fordøren ligger hendes avis der - som hun troligt læser i, ude at noget hænger fast. Men har været uundværlig for hende, da hun kan bruge den som kalender - hun kan se dagens dato på den. At den ligger der endnu, viser at noget er helt galt.

Jeg haster op til hendes stue, og ser billedet beskrevet før. Lyset er tændt, og viser at det må være sket aftenen før, efter solnedgang.

Jeg kaster et tæppe over hende, mest for blufærdighed, men det var nok også meget fornuftigt af hensyn til kropsvarme. Selvom de 10 minutter der kommer til at gå mens jeg er der, næppe betyder meget i forhold til de 15 timer. Prøver at kalde hendes navn, men uden nogen form for reaktion.

Ringer 112. Opdager på vej derhen, at der er opkast og igen hvad jeg opfatter som blod på gulvet henne ved telefonen. Og enorme mængder af blod i klumper i køkkenet. (Lidt senere finder jeg ud af at det også er opkast - i store mængder.)

Kan ikke klage over noget fra alarmcentralen, politimand stiller mig videre til deres nye sygeplejersker, som instruerer mig i at lægge hende på siden i aflåst sideleje - hvilket jeg ikke kan, for hendes lemmer er helt forkrampede, men på siden kommer hun da. Og holder mig vel ellers med selskab til ambulancen er der. Sammen med en akutlæge, ingen smalle steder.

De spørger mig om diverse, kan ikke huske detaljer, men det bliver vel en lynhurtig genfortælling af sygeforløb. Ned i ambulance, jeg med, afsted til Rigshospitalet. En del af mig synes det er overordentligt interessant at køre afsted med blink af Jagtvej, hvor vi kører på cykelstien for at komme frem.

Ankommer til traumecentret, hende ind hvor de kan få rengjort hende, sender henne videre til CT-skanning efter blodprøver. Jeg ringer rundt. Min mobil er ved at løbe tør for strøm.

Taler med læge, en neurolog - de er ved at samle et helt team af specialister, til at kigge på hende, de vil snart have et bedre billede.

Det får de også. CT-skanning viser ikke tegn på nogen former for blødning eller andet. Blodet viser tegn på infektion, og vigtigst at hendes natrium (altså salt) niveau er alt for lavt. Kan være forklaring på det hele, men kan også være droppet som følge af opkast med videre. Men det skal ihvertfald stabiliseres. Det vil tage en del tid.

Så hun kommer op på neurologisk intensiv, hvor de lægger hende i respirator med videre. De vil prøve at vække hende en gang næste dag. Jeg er der noget tid med min bror, men vi tager hjem i løbet af aftenen.

Vi er der igen næste dag. Hun begynder at vågne om eftermiddagen, hvis man kan kalde det vågne - der er ikke mange tegn på bevidsthed. Og det er i en af disse stunder jeg får billedet af mit barndomsminde, og overvældes.

Siden er det så gået lidt frem. Hun er flyttet fra intensiv, og er begyndt at tale. Fredag morgen kun enstavelses svar, men om eftermiddagen spage, korte sætninger. Og til formiddag lidt mere komplekse ting.

Hun får 3 slags antibiotika, for de har fundet infektion i lungerne, sikkert på grund af inhalering af opkast, men også noget i hendes nervesystem. Og det sidste er for alvor interessant, for det kan jo være det er roden til det hele. Og måske nu kan slås ned. Og hvem ved, måske kan det hele blive bedre end udgangspunktet.

Men der er mange hvis'er og meget tvivl forude. Så jeg er sgu nok lidt optaget den næste tid.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Betegnelse for det kvinder (eller homoseksuelle mænd) er, hvis de ikke ønsker at have sex med en mand - alene af den grund, at manden er omskåret.

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En skarp erindring fra min skoletid bliver der ofte pustet liv i. For jeg bliver ofte mindet om den i en eller anden form.

Som det ikke er nogen hemmelighed, var min første skole - hvor jeg var det meste af min skoletid - ikke nogen udpræget god oplevelse.

Der var dog lyspunkter. For eksempel da vores dansklærer - som egentligt var barselsvikar - engang i ca 5. klasse, sidst i 70'erne eller måske 1980, fandt på, at vi skulle skrive en historie skulle blive en video-optagelse.

Lige noget for mig jeg - jeg skrev alligevel altid fiktion. Som regel science-fiction. Her valgte jeg dog at gå krimi-vejen (jeg tænker, at jeg nok har været fornuftig nok til at indse, at special effects kontoen nok ikke ville være stor til optagelserne.) Så jeg skrev en film-noir agtig sag - jeg tror vi var ude i noget Malteserfalken-agtigt noget. Og jeg tror det har været ret godt, for jeg var selv ret glad for den. (Og jeg skrev faktisk ikke dårligt.)

Jeg husker ikke hvordan processen var, men det ender ihvertfald op med at der kun er to manuskripter tilbage - måske var det frivilligt at komme med et bud, og vi var de eneste, eller måske har der været en udvælgelse. Jeg kan ikke huske det. Ihvertfald husker jeg, at min "konkurrent" er en af de få fagligt nogenlunde kompetente drenge i klassen (han gik også ud kort efter). Lad os kalde ham Kasper. Han havde skrevet en Night of the Living Dead-agtig ting. Fin nok, men efter min mening alt for forudsigelig og monoton.

Alle i klassen får til opgave at læse manuskripterne, og så skal der vælges hvilket filmen skal laves fra. Og da timen så kommer, hvor det skal afgøres hvilket det skal være, stiller en af pigerne sig straks op:

Jeg synes det skal være Kaspers historie, for Leoparddrengens er mandschauvinistisk!

Bang! Som søn af en af halvfjerdsernes rimeligt kendte feminister ramte den mig hårdt, og fuldstændigt ud af det blå.

En af pigens klikeveninder gav sit besyv med: Ja, den er vildt chauvinistisk!

En tredje: Ja, Leoparddrengens historie har ingen roller til piger!

Det var sådan set rigtigt. Jeg må indrømme, at da jeg skrev historien lavede jeg ikke nogen specielle roller til piger, karaktererne var rimeligt løst formuleret. Og når jeg skrev der optrådte nogle politibetjente, tænkte jeg at det jo kunne være begge køn, ligesom journalisterne vel ikke var kønsbestemte - eller for den sags skyld detektiven. (Her må jeg dog nok indrømme at jeg nok havde forestillet mig en mandlig hovedrolle skuespiller - nok mig selv.)

Jeg prøvede at fremføre argumenterne, at jeg da først syntes noget blev mandschauvinistisk, hvis nogen mente at piger ikke kunne optræde som politifolk eller journalister, eller whatever. Og min lærer (som mellem linierne tydeligt mente at min historie skulle vinde) gav mig ret. Men det hjalp ikke:

Nej, det er vildt mandschauvinistiskt, at der ikke er nogen roller til piger! Se på Kaspers historie - der er da pigeroller!

Og det var rigtigt - i hans zombie fortælling optrådte 3 piger. Deres bidrag til historien var, at de skreg og skreg når de så zombier, og at de blev reddet af drengene.

Jeg prøvede sikkert at fortælle noget om stereotyper og lignende... men jeg vidste jo godt her at slaget var tabt. Naturligvis blev det zombie-manuskriptet som næsten enstemmigt gik af med sejren. Filmen/videoen blev naturligvis aldrig til noget, som alle andre projekter på den skole gik det i vasken.

Men jeg lærte en vigtig lektie, som jeg har svært ved at sætte ord på i dag, men man skulle gerne kunne fornemme den, hvis man har læst indlægget her. Og så tror jeg iøvrigt også, at det var ved den lejlighed jeg for alvor opgav min klasse, og lod den synke ned i den sump af dumhed den hørte til i.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.