Leoparddrengens
Public Key

mandag den 6. december 2010

Quiz 124: Hvilket administrationssystem

Ingen kommentarer
Det er udbredt i store, patriarkalsk opbyggede familier, især hvor polygami praktiseres - for eksempel bruges systemet både af bin Laden-familien og Huset Saud i Saudi-Arabien. Formålet med systemet er at holde styr på arvefølge, samt hvem som arver hvad - noget som er stort set umuligt uden. Hvad kaldes systemet?

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Don Quijotes drømmepige

Ingen kommentarer
Et par gange på det sidste er den søgning ploppet ind hos mig - og jeg aner ikke hvorfor. Men det er vel sikkert et spørgsmål i en kryds-og-tværs, eller noget. Og jeg hjælper jo altid gerne med svar, så:

Statue af Dulcinea del Toboso,
Don Quijotes drømmepige
Don Quijote (egentlig Alonso Quijano) har en elskede (hun ved ikke selv noget om det), en bondepige ved navn Aldonza Lorenzo - men for at hun kan leve op til hans fantasier om storhed giver han hende i stedet navnet Dulcinea del Toboso (og det er det navn hun er mest kendt som).

Andre navne man kan støde på i forbindelse med Don Quijote er Sancho Panza (hans tjener/væbner) og Rosinante (hans øg/ypperlige ganger). Og forfatteren hedder Miguel de Cervantes.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Test af Folketingskandidater

2 kommentarer
Det er jo meget oppe i tiden med tests af både små og store. Personligt synes jeg én test kunne lyde ret fornuftig:

En standardiseret test af personer, som stiller op til Folketinget - så man kan se, hvordan den enkelte kandidat gør sig på viden på forskellige områder: dansk og international kultur, geografi, historie, current events, samt evner inden for læsning/skrivning/forståelse og almindelig intelligens.

Så man kan se, hvor den enkelte kandidat har sine spidskompetencer, og hvor man kan sætte ind med forbedrende efteruddannelse/læsning. Naturligvis ikke for at straffe nogen, men så den enkelte kandidat ved hvor høn kan gøre tingene bedre. Og vælgerne kan tage stilling til om den enkelte kandidat er den rette i netop den givne situation, eller en anden måske vil kunne gøre det bedre.

Det må vel være vigtigt, at vi er sikre på, at vi har så velkvalificerede folk på tinge, som overhovedet muligt - det er trods alt dem, som har vores allesammens fremtid i deres hænder.

Testen kan udvikles af indenrigs-, undervisnings- og kulturministeriet i fællesskab (eller opgaven kan privatiseres, det ville måske være det bedste, så man undgår lækage af spørgsmålene på forhånd) - og tages samtidigt af alle kandidater inden for en uge efter udskrivning af valg.

Resultaterne lægges derefter på internettet på Indenrigsministeriets hjemmeside, så man kan sammenligne de enkelte kandidater. Det skal selvfølgeligt være frivilligt at deltage (ellers er det vel også grundlovsstridigt) - men man kan jo sige, at hvis man ikke deltager har man automatisk 0 rigtige besvarelser. Og kan så ikke rigtigt prale af nogen spidskompetencer.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der må være stort flertal for forslaget i Folketinget, med den store glæde der i øvrigt er for tests. Og at det vil vise sig at være et demokratisk kvantespring.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Andersens Julehemmelighed, 6. december

Ingen kommentarer
[Opdatering, 9. november 2012: Man kan nu også købe Andersens Julehemmelighed på DVD!]


Klik her for femte afsnit af Andersen Julehemmelighed.
Eller her for starten, Andersens Julehemmelighed, 1. december
Og find næste afsnit, Andersens Julehemmelighed, 7. december, her

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Angst for nåle

Ingen kommentarer
Dagens spørgsmål i bloddonorkalenderen går på, hvad der afholder flest fra at blive donorer (ifølge en rundspørge) - svarmulighederne var angst for nåle, mangel på tid eller at det ikke var nødvendigt.

Den behøvede jeg så ikke researche, jeg gik umiddelbart ud fra det var angst for nåle - og det var da også rigtigt.

De opfordrer så til, at man fortæller om sine tappe oplevelser, for at afmystificere det. Og jeg vil da gerne sige hvordan jeg oplever det.

Men først - jeg har faktisk aldrig haft specielt angst for nåle - tilgengæld har jeg altid haft angst for hvidkitlede personer, og autoritetspersoner i sundhedssektoren i det hele taget. Som klient, ihvertfald - sjovt nok har jeg ofte arbejdet i miljøet. Jeg gætter på det handler om det kontroltab, man udsætter sig selv for.

Så da jeg meldte mig som donor for nogle år siden, så jeg det også som en mulighed for at imødegå den skræk lidt - fordi det er en måde at møde kitlerne halvvejs. Og noget tror jeg da også det har hjulpet.

Men altså - en tapning foregår ved, at man først kommer ind og melder sin ankomst, og man bliver derefter bedt om at udfylde et spørgeskema - det skal man hver gang - for at sikre at man ikke har delt kanyler med nogen, taget forbudt medicin eller mange andre ting, som regnes som risikoadfærd. Det vil man som regel være klar over hvad er efter første besøg, så har man været ude for noget som kan give karantæne, kan man sige det på forhånd.

Nå det så er gjort venter man til mankan komme til - jeg har aldrig ventet mere end 5 minutter - og så kommer man op på en briks. En sygeplejerske checker at man er den man ifølge papirerne er, og så tages først en minimal prøve, til at checke om ens blodprocent er høj nok, og om man eventuelt skal have en jerntilskud med hjem. (Det er lidt ekstra spændende for mig, da jeg ligger i den lave ende, og er blevet afvist én gang, fordi blodprocenten den dag var for lav.) Blodprocenten - hæmoglobinværdienværdien - viser hvor stor en del af blodets volumen som er røde blodlegemer - altså de iltbærende dele.

Dette er et meget lille stik, og er overstået på no time. Og det gør altså minimalt ondt.

Hvis alting så er i orden, kommer næste del - man får en nål i en vene, som er forbundet med en plastikslange, som igen går til en pose - og så får man en lille gummibold i hånden, som man bedes presse sammen indimellem, for at sørge for at der er gang i systemet (tror jeg). Igen gør det altså minimalt ondt med selve stikket - og efterfølgende kan jeg godt fornemme at nålen sidder der, men det gør altså ikke ondt. Og hvis man ikke har lyst er der ingen der siger man skal kigge.

Efter ca 5-10 minutter er posen på de 450 ml fyldt, og man har gjort sin pligt - men det kan være en god idé lige at tage det stille og roligt lige efter tapningen.

Undervejs kan man spise chips, kiks og rosiner (de elsker rosiner på tappesteder, fordi der er meget jern i), og drikke sodavand/juice.

Så - ret stille og roligt, og der er altid en rar atmosfære.

Hvis man ikke har lyst til at melde sig som donor, er de meget interesserede i at høre hvorfor - så de kan målrette deres information bedre. Og der er præmier på højkant, hvis man udfylder dette spørgeskema.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 5. december 2010

Quiz 123: Hvilket sexologisk fænomen

Ingen kommentarer
Det optræder især blandt historiestuderende, men tildels også hos arkæologi- og revisor-studerende. Og udmønter sig i en uimodståelig ophidselse på grund af studier af gamle optegnelser, som medfører at de studerende indgår i kønslig omgang med hinanden.

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Andersens Julehemmelighed, 5. december

Ingen kommentarer
[Opdatering, 9. november 2012: Man kan nu også købe Andersens Julehemmelighed på DVD!]


Klik her for fjerde afsnit af Andersen Julehemmelighed.
Eller her for starten, Andersens Julehemmelighed, 1. december
Næste afsnit er her, Andersens Julekalender, 6. december

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Oplysningstiden i Europa

Ingen kommentarer
Nedenstående er i dag del af eBogen Til almeen Dannelse, som man også kan læse mere om her.

Mange snakker i dag om Oplysningstiden, men desværre ved en del ikke hvad den egentligt handler om. Det vil jeg her prøve at rode bod på.

Helt kort fortalt udviklede Oplysningstiden sig til en kamp - både bogstavelig og begrebsmæssig - mellem Kirken og visse videnskaber, om hvad man skulle have lov til at tænke og gøre - og på grund af navnet, Oplysningstiden, er der i dag mange som tror at det handlede om hvilke typer pærer man skulle have lov at bruge.

Tidlig alkymi-vejledning
Men faktisk er hele navnet en misforståelse, der er sket et vokalskifte. Egentlig hedder det slet ikke Oplysningstiden, men Opløsningstiden. Den drivende kraft i udforskningen af verden var nemlig på det tidspunkt alkymien. Som i begyndelsen var en jagt på De Vises Sten, med hvilke man skulle kunne transformere Grundstofferne (mest omtalt er transformationen af bly til guld). Ret hurtigt viste det sig imidlertid, at det slet ikke drejede sig om Sten, men om væsker, hvori man kunne opløse metallerne, og inddampe krystaller som andre metaller.

Sidenhen gik den alkymiske jagt ind på at finde en Eliksir til Evigt Liv, men perioden på over hundrede år, hvor man arbejdede med at opløse metaller, er det som har givet navn til tiden: Opløsningstiden.

Kirken var som nævnt meget imod denne praksis, og fandt den vederstyggelig - den mente at det var at forsøge at ændre på Guds skaberværk. Derfor udsendtes bandbuller mod de som praktiserede alkymi og relaterede beskæftigelser. Og da jagten på Eliksiren gik ind, følte kirken at den måtte gøre et modtræk - og fandt på historien om den Hellige Gral, som hvis man drikker af den ligeledes giver evigt liv.

Symbolikken er klar - om vejen til det evige liv (frelsen) går gennem egen tanke (alkymien), eller gennem troen - repræsenteret ved den Hellige Gral. Det er i bund og grund også derfor Kirken i dag har så meget imod Dan Brown - fordi de nødigt vil have at der ændres på folks forestilling om hvad Gralen er, af frygt for at man atter skal vende sig til alkymien.

Herhjemme var vi godt med - Tycho Brahe var en af tidens store alkymister. Et uheld gjorde dog at han engang kom til at opløse en fjerdedel af statskassen, hvorfor han blev sendt ud på Hven, så han kunne eksperimentere der uden at gøre yderligere skade. Det var i det samme uheld at hans næse blev opløst, så han lavede en ny i indsaltet sølv.

Idag er han dog mere kendt som astrolog - han var den første der fandt på at lave dagshoroskoper (som man kender det fra aviserne i dag). De blev hurtigt umådeligt populære, og han måtte have flere hundrede munke (som straks blev ekskommunikeret) sendt ud på Hven, så de kunne arbejde som Skriverkarle og dagligt kopiere horoskoperne for hvert stjernetegn. Disse kopier blev så sejlet ind til København og derfra videre rundt i landet, så adelen (som var de eneste der havde råd til dem) kunne få at vide, hvad dagen ville bringe.

Da Tycho Brahes tyske ven, Johann Gutenberg, var på besøg, og så hvilke enorme ressourcer der blev brugt på at skrive denne mængde af horoskoper, tænkte han over om der ikke fandtes en bedre løsning - og det var på den måde han fandt på Trykpressen, som straks blev brugt til at udbrede dagshoroskoperne til endnu flere. Hvilket igen betød at en af Kirkens grundpiller, informationsmonopolet, blev brudt.

De tidligere munke, skriverkarlene, blev omskolet til at være typografer - og kort efter opfandt de Strejken og dermed Arbejdskampen, men det er en anden historie.

Opløsningstiden var stor i Danmark, men det land som fik mest ud af perioden er uden tvivl England. Det skyldes at den mest basale ingrediens i væskerne til opløsning var portvin. Og portvin laves som bekendt på rosiner, og nogle af de bedste rosiner kom fra de engelske besiddelser ved Gibraltar, på grund af den tørre og salte luft der er i strædet. Så England havde stort set monopol på portvin, og tjente styrtende med penge - ikke mindst fordi de øvrige lande, som også kunnet have produceret rosiner var på Kirken og Pavens side. Det også derfor Opløsningstiden på engelsk omtales som The Age of Raisins (Rosinernes Tidsalder).

Men for at få rosinerne fra Gibraltar til England måtte man først forbi Spanien. Og Spanien var måske det land, som var mest på Pavens side. Derfor oprettede de et elitehold af toldere, kaldet Den Spanske Inkvisition, som støttet af Den Spanske Armada skulle opbringe engelske skibe og konfiskere eventuel last af rosiner.

Hvis spanierne var gode toldere, var englænderne dog endnu bedre smuglere. Ledet af den snu Sir Francis Drake (kendt som Dronning Elisabeths elsker) klarede de engelske skibe sig igen og igen udenom den Spanske Armada. Dette ses af mange som grundlaget for det Britiske Imperiums senere storhed. I et legendarisk togt snød Drake således de spanske toldere ved at sejle hele vejen rundt om jorden - den havde de ikke set komme.

Mange mener iøvrigt at Shakespeare-skuespillet Romeo og Julie er en slet skjult hentydning til Elisabeth og Drakes forhold.

Englænderne var også de eneste der nåede frem til en virkningsfuld ungdomseliksir, men opskriften er (vistnok) siden gået tabt. Faktisk er den eneste man med sikkerhed ved den har virket på Dronning Elisabeth, der jo som bekendt stadig sidder på tronen.

Man hører det iøvrigt ofte sagt, at Islam skulle være en problematisk religion, fordi den ikke har oplevet en Opløsningstid. Og det er både rigtigt og forkert - for for Islam fandt Opløsningstiden sted i Arabien før religionens formulering ved Muhammed, hvor tidlige arabiske alkymister eksperimenterede med portvin. Idéer om Opløsningstiden er således inkorporeret i Koranen - det er for eksempel derfor der tales om, at man i Paradis modtager 72 rosiner (senere fejltolket til at betyde 72 jomfruer).

72 regnes som det perfekte tal, som også Tycho Brahe regnede sig frem til - det består af (2 gange 3 gange 7) plus 13 plus 17 - alle sublime tal, som allerede Pythagoras slog fast. (2 gange 3 gange 7) kender man iøvrigt også fra andre skrifter, hvor det betegnes som Svaret på Livet, Universet og Alting. Araberne siger dog at regnestykket hedder 0 + (2 gange 3 gange 7) plus 13 plus 17 - resultatet er dog det samme, men araberne var så glade for at have opfundet 0'et at de ville have det med.

Historisk grænser Opløsningstiden i Danmark op til Guldalderen,  og indeholder andre betydelige perioder, såsom Kaudervældet.

Det var en lille primer på Opløsningstiden / Oplysningstiden. Jeg håber den har været oplysende. (Undskyld ordspillet!)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.