Dagens spørgsmål i bloddonorkalenderen går på, hvad der afholder flest fra at blive donorer (ifølge en rundspørge) - svarmulighederne var angst for nåle, mangel på tid eller at det ikke var nødvendigt.

Den behøvede jeg så ikke researche, jeg gik umiddelbart ud fra det var angst for nåle - og det var da også rigtigt.

De opfordrer så til, at man fortæller om sine tappe oplevelser, for at afmystificere det. Og jeg vil da gerne sige hvordan jeg oplever det.

Men først - jeg har faktisk aldrig haft specielt angst for nåle - tilgengæld har jeg altid haft angst for hvidkitlede personer, og autoritetspersoner i sundhedssektoren i det hele taget. Som klient, ihvertfald - sjovt nok har jeg ofte arbejdet i miljøet. Jeg gætter på det handler om det kontroltab, man udsætter sig selv for.

Så da jeg meldte mig som donor for nogle år siden, så jeg det også som en mulighed for at imødegå den skræk lidt - fordi det er en måde at møde kitlerne halvvejs. Og noget tror jeg da også det har hjulpet.

Men altså - en tapning foregår ved, at man først kommer ind og melder sin ankomst, og man bliver derefter bedt om at udfylde et spørgeskema - det skal man hver gang - for at sikre at man ikke har delt kanyler med nogen, taget forbudt medicin eller mange andre ting, som regnes som risikoadfærd. Det vil man som regel være klar over hvad er efter første besøg, så har man været ude for noget som kan give karantæne, kan man sige det på forhånd.

Nå det så er gjort venter man til mankan komme til - jeg har aldrig ventet mere end 5 minutter - og så kommer man op på en briks. En sygeplejerske checker at man er den man ifølge papirerne er, og så tages først en minimal prøve, til at checke om ens blodprocent er høj nok, og om man eventuelt skal have en jerntilskud med hjem. (Det er lidt ekstra spændende for mig, da jeg ligger i den lave ende, og er blevet afvist én gang, fordi blodprocenten den dag var for lav.) Blodprocenten - hæmoglobinværdienværdien - viser hvor stor en del af blodets volumen som er røde blodlegemer - altså de iltbærende dele.

Dette er et meget lille stik, og er overstået på no time. Og det gør altså minimalt ondt.

Hvis alting så er i orden, kommer næste del - man får en nål i en vene, som er forbundet med en plastikslange, som igen går til en pose - og så får man en lille gummibold i hånden, som man bedes presse sammen indimellem, for at sørge for at der er gang i systemet (tror jeg). Igen gør det altså minimalt ondt med selve stikket - og efterfølgende kan jeg godt fornemme at nålen sidder der, men det gør altså ikke ondt. Og hvis man ikke har lyst er der ingen der siger man skal kigge.

Efter ca 5-10 minutter er posen på de 450 ml fyldt, og man har gjort sin pligt - men det kan være en god idé lige at tage det stille og roligt lige efter tapningen.

Undervejs kan man spise chips, kiks og rosiner (de elsker rosiner på tappesteder, fordi der er meget jern i), og drikke sodavand/juice.

Så - ret stille og roligt, og der er altid en rar atmosfære.

Hvis man ikke har lyst til at melde sig som donor, er de meget interesserede i at høre hvorfor - så de kan målrette deres information bedre. Og der er præmier på højkant, hvis man udfylder dette spørgeskema.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.