I sidste uge blev jeg færdig med Liberty - tredie bog i Jakob Ejersbos såkaldte Afrika-trilogi, hvor de to første er Eksil og Revolution. (Jakob Ejersbo er nok mest kendt for Nordkraft.)

Det var en lang omgang. Og det er nok det bogværk jeg har været tættest på at stå af undervejs, men alligevel ende op med at gennemføre. Og være glad for at have gennemført. Men altså med lange pauser undervejs.

Ejersbo døde - alt for tidligt må man sige - undervejs i udgivelsesprocessen. Faktisk var Liberty slet ikke færdig. Hvorfor redigeringen har været mere udfordrende end normalt, og vel også vil få mere fokus fra mig i en bedømmelse, end normalt. Men mere derom senere.

Overordnet er bøgene et generationsopgør og et opgør med den nykolonialisme vi praktiserer i Afrika, i form af korrupte bistandsprojekter. Den foregår i 1980'erne, mest i Tanzania - så forholdene kan have ændret sig. Men det er nu ikke en fornemmelse jeg har, at så meget er forandret.

Jeg læste bøgerne i udgivelsesrækkefølgen, men det behøver ikke nødvendigvis være den rækkefølge man læser dem i - igen mere derom senere.

Helt generelt er historierne i bogen centreret om eleverne på en international privat/kostskole i Moshi i Tanzania. Som i uhyggelig grad er overladt til sig selv, i en fremmed kultur som de med vekslende held prøver at gøre til deres egen, men de som hvide aldrig vil kunne blive rigtig del af - på godt og ondt.

Overladt til sig selv, mens forældrene forlyster sig i sprut, bhangi og hor - det sorte mirakel.

Den første bog, Eksil, handler om pigen af engelsk familie, Samantha, eller Sam som hun kaldes i familien. Hun er kostskoleelev på skolen, og om nogen rodløs - og med en mildst sagt dysfunktionel familie.

Desværre er bogen efter min mening alt for lang - blandt andet fordi Sam altså ikke fremstår som nogen vanvittig spændende person. Og jeg blev i den første halvdel gevaldigt træt af at læse om hende, og hendes surhed i forhold til sine omgivelser - og det var her jeg havde bogen liggende brak i flere uger af gangen. Den kommer så op i omdrejninger i anden halvdel, og slutter ganske forrygende.

Men tilbage stod jeg stadig med et billede af en alt for lang bog. I efterskriftet står så, at historien oprindeligt var del af novellesamlingen Revolution, men at forlæggeren foreslog den taget ud og forlænget og gjort til selvstændig bog. Hvilket Ejersbo var med på. Efter at have læst hele værket kan jeg godt forstå tanken - men jeg mener at det var en forkert beslutning. Den havde gjort sig bedre som lang novelle.

Anden bog, Revolution, er som nævnt, en novellesamling. Om personer og historier man møder i de andre bøger, først og fremmest Liberty. Og det er den del af værket som for mig fremstår mest uproblematisk i sin læsbarhed - og nok den jeg vil foreslå folk at starte med at læse. Og så læse Eksil efterfølgende. Så har man ganske vist fået et par spoilers i forhold til Eksil, men jeg tror alligevel det vil fungere bedre på den måde. Eller villet have for mig, ihvertfald.

Tredie bog, Liberty, må ses som hovedværket, de andre bøger har ledt op til. I gennem 10 år følger man drengene/mændende Christian og Marcus, i en historie set fra hver deres synspunkt.

Marcus er midteen tanzanianer, men er blevet pseudo-adopteret af en svensk familie. Med pseudo-adopteret menes, at han er taget ind som del af familien, men mere bliver sat til at være en tjenende ånd.

Christian er et par år yngre end Marcus, og kommer til Tanzania fra Danmark, efter at hans far - som ellers har været i fjernøsten - bliver sendt til Tanzania af Mærsk. Det er meget svært ikke at læse en del af Ejersbo selv ind i Christian-figuren.

De to bliver venner, og mens deres familier går i opløsning har de et fællesskab i musikken - for Christian kan skaffe de nyeste plader.

Og... ja, der sker mange ting. Over 700 sider og 10 år. Og som første bog synes jeg den er for lang i perioder, men slet ikke i samme grad - og i Liberty føler man en bærende idé, som gør det mere tiltalende at læse videre. Men lidt pauser havde jeg altså brug for.

Sproget mangler også at blive nævnt. Da jeg læste Eksil blev jeg til tider irriteret, for i Samanthas indre monolog fangede jeg mange direkte oversatte engelske udtryk. Hvilket generede mig. Først henad vejen er det gået op for mig at det var bevidst, for han gør det samme med alle de mange andre sprog, som også bruges i bogen - ikke mindst swahili - og det er en måde at komme ind i tankegangen.

Den egentlige hovedperson i bøgerne må siges at være Afrika, Tanzania. Og den altfortærende korruption, som også ødelægger bistandstursiterne, selv når de kommer ned med deres bedste intentioner. Hvilket undervejs forstærkede min tro på, at det er idéer som MyC4 som skal til, hvis der for alvor skal ske noget i Afrika - blot for at komme i tvivl om det nu også er holdbart, som der bliver svindlet på kryds og tværs, og jeg jo også selv med MyC4 har set en ganske stor del af mine udlånte penge forsvinde ned i en svindlers lommer.

Men nok om det. Grunden til at man skal læse bøgerne, er at man kommer under huden på Afrika. Det er Ejersbos helt store bedrift, at have lavet et så fantastisk troværdigt billede på livet i Tanzania. Om det er set fra et sort eller hvidt perspektiv, indfødt eller andet. På godt og ondt - og der er meget af begge dele.

Jeg føler mig ihvertfald uendeligt beriget af at være kommet igennem - også selvom jeg indimellem syntes historierne var for lange, og personerne var for svage. For det er i sidste ende ikke dem det handler om, men Moshi, Tanzania. Så jeg vil bestemt, bestemt anbefale den til alle. Men man skal være klar over, at det ikke er en hurtigt læst thriller man giver sig i kast med.

Det kan synes hårdt at kritisere redigeringen, for ingen tvivl om det har været svært at skulle ind og færdiggøre projektet. Og selve den del fungerer ret lydefrit. Men som sagt, kan jeg ikke lade være at synes det var en forkert beslutning at tage Eksil ud af Revolution. Og jeg synes godt der måtte være skåret mere i det hele taget - men det kan nok være ekstra svært når forfatteren er væk.

Og så syntes jeg det havde været oplagt med et kort over Tanzania, en lille swahili-ordbog med de anvendte udtryk samt eventuelt en oplistning af persongalleriet. Det mener jeg ville give en bedre læseoplevelse, når man sidder med bogen.

Og så irriterer det mig iøvrit at Eksil hedder Eksil og ikke Exile. Det ville gøre sig bedre med 3 engelske titler, synes jeg lidt idiosynkratisk.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.