Var til min mors fødselsdag i eftermiddag, med ungerne, og min bror kom med kone og barn.

Det vil sige, han kom først med sin dreng, min nevø. Som netop er fyldt et år. Og jeg har det altså lidt underligt med det - burde måske ikke skrive det her, men hvad pokker, hvad har man en blog til.

For det første: da først min nevø var anbragt i høj stol ved siden af mig, satte han sig så på sin sædvanlige plads ved bordet. Modsat sin søn. Og tænkte åbenbart at det med fodring/underholdning af sønnen gik af sig selv, eller det kunne jeg sørge for. Eller mere sandsynligt, tænkte slet ikke.

Og da min mor så spurgte hvad han (nevøen) eventuelt ville have at drikke, mælk for eksempel, siger brormanden så: "nej, jeg har noget saft med han kan få". Og altså, jeg er ikke den store helsefreak, men jeg synes ikke det er en skidegod idé at vænne børn til at drikke sukkervand i den alder. (Og altså, det er ikke fordi der er allergier inde over.)

I det hele taget må jeg sige, at jeg var lidt trist over at se min brors pædagogiske evner, og måske især hans lyst til pædagogiske evner. Jeg er måske selv tippet lidt over i den anden grøft, og påtog mig nok for meget med børnene.

Og det var tydeligt da min svigerinde (eller er det svigersøster? kan aldrig huske hvad der er hvad) kom, at drengen begyndte at pludre og blev meget mere livlig.

Jeg håber at det kan blive bedre snart, men jeg tvivler desværre lidt. Dog bliver det vel bedre når nevøen bliver ældre.

(Det hører så lidt med til min brors forsvar, at hans kone kommer fra en kultur hvor det bestemt ikke er normalt at manden deltager ret meget. Men han har altså heller ikke kæmpet meget for at komme til det.)

Ellers udmærket eftermiddag med udmærket pålæg med videre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.