Det er nok ikke særligt påskeagtigt, og da heller ikke noget jeg oplever tit. Min i dag blev nogle instinkter vakt, noget adrenalin som simpelthen gav mig lyst til at slå en medborger ihjel. Slet og ret.

Jeg og mine børn var på vej ud fra Svanemøllen Station, på vej på beøg hos min mor. På venstre side af udgangen kunne jegse en gruppe afunge. De automatiske døre åbner, og jeg og mine drenge træder ud; på min venstre side er min ældste i min hånd, på den højre er min yngste ligeledes i min hånd.

En scooter (eller knallert 45, hvad ved jeg) kommer kørende af pladsen foran stationsbygningen, langs med bygningen (så ingen har kunnet se den) og bremser skarpt, meget skarpt op, og stopper ca 10 cm fra min yngste søn, på min højre side.

Først: blessings for at han stoppede.

Derefter: adrenalin, jeg må redde mine drenge. Men det er for sent, det hele er sket før jeg får chance for at reagere.

Drengen - for det er en dreng, jeg gætter på cirka 16 - mødes af tilråb fra gruppen af unge til venstre for os, til venstre for den udgang vi gik ud af. "Hva' fanden laver du, du kan sgu da ikke køre her?".. "Hvad har du gang i?"... "Fjols".

Mine øjne har låst sig fast på hans. De er omkranset af en hjelm. Han kigger olmt tilbage. Min krop, mit sind, råber "Dræb ham!"

Min yngste dreng spørger mig: "Hvad gør han, han må da ikke køre på fortovet?"

Min ældste ønsker at spørge mig om noget, kan jeg fornemme, men han holder mund.

Jeg begynder at bevæge mig frem, mellem gruppen af unge på den ene side, og scooteren med fjolset på den anden. Stadig med øjenkontakt. Han siger til mig - i et fortvivlet forsøg på at redde ansigt i forhold til gruppen, tror jeg - "Hvad skal I også gå dér for?"

Min krop fortæller mig hvad den ønsker, men jeg kan ikke efterkomme dens behov, for jeg har stadig mine børn i hænderne. Men min højre arm og hånd ønsker at blive foldet sammen, for bagefter at havne direkte i næsen på ham, midt i hjelmens åbning. Så han bliver slået bagud på scooteren. Fulgt op med et hårdt slag i mellmgulvet, hvorefter jeg river ham af cyklen, river hjelmen af ham, og banker hans hovede ned i asfalten igen og igen, til han ikke længere er en trussel - for mine børn eller andre.

Men jeg har heldigvis drengene i hænderne, vi fortsætter mod lyskrydset. Kort efter hører jeg drengen gasse op, køre væk fra gruppen (han er sikkert blevet afvist). Jeg håber næsten han kommer efter mig, for jeg kunne mærke fjendskabet fra ham. Men han kører afsted af fortovet, ud på kørebanen i forkert retning, og over i modsatte side, ind på cykelstien og afsted med 45 km/t.

Har desværre ikke fået hans numer, har kun tænkt på måder at dræbe ham ham på. Og har i øvrigt heller ikke min mobil med - ellers ville jeg med glæde have meldt ham for hvad som helst.

Jeg bryder mig ikke om, at bryde mig om tanken at slå nogen ihjel. På den anden side må man anerkende den, når den nu dukker op. Og her, 9 timer efter, kan jeg stadig føle en vederkvægelse i mine knoer, ved tanken om at de brækker hans næse.

Pax Vobiscum, Salaam Aleikum. God Påske.

(Senere fortalte jeg min mor om begivenheden. Min yngste støttede mig i mit vidnesbyrd: "Det er rigtigt hvad Far fortæller". Min mor spurgte ham: "Blev du så også vred?" Han svarede: "Nej, men jeg blev lidt nervøs." Er han ikke bare cool, mine damer & herrer: 4½ år.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.