Det er nok ikke særligt påskeagtigt, og da heller ikke noget jeg oplever tit. Min i dag blev nogle instinkter vakt, noget adrenalin som simpelthen gav mig lyst til at slå en medborger ihjel. Slet og ret.
Jeg og mine børn var på vej ud fra Svanemøllen Station, på vej på beøg hos min mor. På venstre side af udgangen kunne jegse en gruppe afunge. De automatiske døre åbner, og jeg og mine drenge træder ud; på min venstre side er min ældste i min hånd, på den højre er min yngste ligeledes i min hånd.
En scooter (eller knallert 45, hvad ved jeg) kommer kørende af pladsen foran stationsbygningen, langs med bygningen (så ingen har kunnet se den) og bremser skarpt, meget skarpt op, og stopper ca 10 cm fra min yngste søn, på min højre side.
Først: blessings for at han stoppede.
Derefter: adrenalin, jeg må redde mine drenge. Men det er for sent, det hele er sket før jeg får chance for at reagere.
Drengen - for det er en dreng, jeg gætter på cirka 16 - mødes af tilråb fra gruppen af unge til venstre for os, til venstre for den udgang vi gik ud af. "Hva' fanden laver du, du kan sgu da ikke køre her?".. "Hvad har du gang i?"... "Fjols".
Mine øjne har låst sig fast på hans. De er omkranset af en hjelm. Han kigger olmt tilbage. Min krop, mit sind, råber "Dræb ham!"
Min yngste dreng spørger mig: "Hvad gør han, han må da ikke køre på fortovet?"
Min ældste ønsker at spørge mig om noget, kan jeg fornemme, men han holder mund.
Jeg begynder at bevæge mig frem, mellem gruppen af unge på den ene side, og scooteren med fjolset på den anden. Stadig med øjenkontakt. Han siger til mig - i et fortvivlet forsøg på at redde ansigt i forhold til gruppen, tror jeg - "Hvad skal I også gå dér for?"
Min krop fortæller mig hvad den ønsker, men jeg kan ikke efterkomme dens behov, for jeg har stadig mine børn i hænderne. Men min højre arm og hånd ønsker at blive foldet sammen, for bagefter at havne direkte i næsen på ham, midt i hjelmens åbning. Så han bliver slået bagud på scooteren. Fulgt op med et hårdt slag i mellmgulvet, hvorefter jeg river ham af cyklen, river hjelmen af ham, og banker hans hovede ned i asfalten igen og igen, til han ikke længere er en trussel - for mine børn eller andre.
Men jeg har heldigvis drengene i hænderne, vi fortsætter mod lyskrydset. Kort efter hører jeg drengen gasse op, køre væk fra gruppen (han er sikkert blevet afvist). Jeg håber næsten han kommer efter mig, for jeg kunne mærke fjendskabet fra ham. Men han kører afsted af fortovet, ud på kørebanen i forkert retning, og over i modsatte side, ind på cykelstien og afsted med 45 km/t.
Har desværre ikke fået hans numer, har kun tænkt på måder at dræbe ham ham på. Og har i øvrigt heller ikke min mobil med - ellers ville jeg med glæde have meldt ham for hvad som helst.
Jeg bryder mig ikke om, at bryde mig om tanken at slå nogen ihjel. På den anden side må man anerkende den, når den nu dukker op. Og her, 9 timer efter, kan jeg stadig føle en vederkvægelse i mine knoer, ved tanken om at de brækker hans næse.
Pax Vobiscum, Salaam Aleikum. God Påske.
(Senere fortalte jeg min mor om begivenheden. Min yngste støttede mig i mit vidnesbyrd: "Det er rigtigt hvad Far fortæller". Min mor spurgte ham: "Blev du så også vred?" Han svarede: "Nej, men jeg blev lidt nervøs." Er han ikke bare cool, mine damer & herrer: 4½ år.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Din Adresse til Sex og Erotik Qloo.dk
4 måneder siden
10 kommentarer:
Du godeste - ih, hvor er jeg glad for, at du ikke kunne komme til at gøre noget, selvom han var dum! Men, sådan havde jeg det også engang i en bus (15 - alle voksne århusianere kender og frygter den), hvor 2 meget irriterende '2.G-unge' sad og spyttede efter hinanden - og jeg sad på et sæde ved siden af ham den ene, der spyttede og blev spyttet efter. Men jeg var så begyndt at føle mig ret så vred og bekymret for at blive ramt af spyt, så jeg rejste mig op, og råbte, at de skulle stoppe med det spytteri, når jeg sad der lige ved siden af! Mit hjerte fløj op i halsen, og jeg var selvfølgelig bange for, at de ville stikke en kniv i maven - men heldigvis respekterede de mit ønske om ikke at være fanget mit i en spyttekrig - så de gik ned i bagenden af bussen - og gav sig til at spytte videre dernede...
Tja, objektivt set er jeg også glad.
Men altså - de situationer kan ikke samenlignes. Jeg har været ude for stort set hvad som helst, hvor jeg selv har været i midten, og min puls kun har bevæget sig en lille smule over normalen. Og hvis jeg har mærket noget var det skræmthed.
Men her følte min krop et direkte angreb på min yngste søn - og det er altså noget andet. Det er den indre King Kong der hamrer løs for at blive sluppet fri. No Joke. Hvis jeg i en enkelt bevægelse kunne have rive hans strubehovede ud af halsen på ham havde jeg sikkert gjort det, men der var en hjelm i vejen.
(Iøvrigt, for the record: den gruppe han vistnok gerne ville deltage i, via dødskørsel, var etnisk blandet. Selv var han svær at bedømme pp grund af hjelm, men jeg tror sådan set han var pære dansk.)
Aaarh, staerk post. Fik lige noget af leoparddrengen ufiltreret. Godt han ikke fik det =).
Tak til dig Leo, fordi du så smukt repræsenterer det civilisrede menneske.
Mand fortæller om lysten til at slå en mand ihjel fordi hans børn har været i fare.
Pige tænker: Hm, det er da lidt småfrækt.
Sygt?
@forstyrret:
Hejsa. Har jeg misset en kommentar her ? Hvad for en pige synes det er smaafraekt ?
Vh K
@kyllyan: Mig. :)
@alle
:)
@Forstyrret:
Nej, det er ikke sygt - det er bare fordi Leoparddrengen altid er mindst lidt fræk... ;)
@forstyrret:
hm. Okay =).
Det er hulemandsfilosofi.
Du er Beskytteren, Krigeren og Faderen i een. Det er ganske logisk.
Send en kommentar