Leoparddrengens
Public Key

tirsdag den 14. maj 2013, kl. 12.52

Trykprøven

Et af justitsminister Morten Bødskovs gentagne, gentagne, gentagne forsøg på argumenter for en ny Offentlighedslov, indeholdende de udemokratiske paragraffer 24 og 27, er at det skal være muligt at trykprøve lovforslag i det fortrolige rum, inden de slipper ud til offentligheden.

Et argument, der på overfladen lyder meget fint, men når man ser på hvordan det er gået for Offentlighedsloven selv, ses det tydeligt hvordan dette blot er endnu en floskel fra Bødskov.

For den lov er blevet ganske meget trykprøvet - i fuld offentlighed, hvilket så ikke var med Bødskovs gode vilje - og den har vist sig ikke at kunne stå for bare det mindste tryk. Vandet fosser ind, og hvis den båd nogen sinde søsættes går den til bunds med mand, mus & demokrati.

Men på trods af denne helt igennem fejlslagne trykprøve fortsætter Bødskov ufortrødent sit forsøg på at få loven igennem - kun støttet af de som har blikket fast rettet mod mulige ministertaburetter, som godt kan se en nemmere dagligdag uden offentlighedens indblanding. Så har resten - de menige MF'ere - bare at følge trop (jeg har dog allerede skrevet en besked til dem).

Vær med til at sige fra: kom til demonstration mod mørklægning i morgen, onsdag d. 15/5 på Christiansborg Slotsplads kl 16-18.

Vær med til at vise, at den lov ikke har klaret sin trykprøve, og vi ikke bare blindt afgiver muligheder for aktindsigt i centraladministrationens gøren & laden. Tag eventuelt mørke solbriller på, som symbol på de skyklapper Bødskov ønsker at give os på.

Vejret skulle iøvrigt blive fint, i følge DMI - ingen regn, og delvist sol/skyer, op mod 20 grader. En perfekt dag til at vise at vi ikke vil give køb på vigtige dele af vort demokrati.

Kom!

(og har du ikke allerede skrevet under mod offentlighedsloven kan det stadig gøres ....)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

0 kommentarer: