Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten aktindsigt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten aktindsigt. Vis alle opslag

tirsdag den 14. maj 2013

Trykprøven

Ingen kommentarer
Et af justitsminister Morten Bødskovs gentagne, gentagne, gentagne forsøg på argumenter for en ny Offentlighedslov, indeholdende de udemokratiske paragraffer 24 og 27, er at det skal være muligt at trykprøve lovforslag i det fortrolige rum, inden de slipper ud til offentligheden.

Et argument, der på overfladen lyder meget fint, men når man ser på hvordan det er gået for Offentlighedsloven selv, ses det tydeligt hvordan dette blot er endnu en floskel fra Bødskov.

For den lov er blevet ganske meget trykprøvet - i fuld offentlighed, hvilket så ikke var med Bødskovs gode vilje - og den har vist sig ikke at kunne stå for bare det mindste tryk. Vandet fosser ind, og hvis den båd nogen sinde søsættes går den til bunds med mand, mus & demokrati.

Men på trods af denne helt igennem fejlslagne trykprøve fortsætter Bødskov ufortrødent sit forsøg på at få loven igennem - kun støttet af de som har blikket fast rettet mod mulige ministertaburetter, som godt kan se en nemmere dagligdag uden offentlighedens indblanding. Så har resten - de menige MF'ere - bare at følge trop (jeg har dog allerede skrevet en besked til dem).

Vær med til at sige fra: kom til demonstration mod mørklægning i morgen, onsdag d. 15/5 på Christiansborg Slotsplads kl 16-18.

Vær med til at vise, at den lov ikke har klaret sin trykprøve, og vi ikke bare blindt afgiver muligheder for aktindsigt i centraladministrationens gøren & laden. Tag eventuelt mørke solbriller på, som symbol på de skyklapper Bødskov ønsker at give os på.

Vejret skulle iøvrigt blive fint, i følge DMI - ingen regn, og delvist sol/skyer, op mod 20 grader. En perfekt dag til at vise at vi ikke vil give køb på vigtige dele af vort demokrati.

Kom!

(og har du ikke allerede skrevet under mod offentlighedsloven kan det stadig gøres ....)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 11. april 2013

De forkastede argumenter fra Morten Bødskov

Ingen kommentarer
I et desperat forsøg på at levere nogle argumenter som kan overbevise befolkningen om det fornuftige i, at indføre en ny Offentlighedslov som vil begrænse muligheden for aktindsigt i kritisk grad, har Morten Bødskov kommet sit og sine embedsmændshoveder i blød, så de kunne komme op med nogle gode argumenter.

Det kom der rigtigt mange fantasifulde forslag ud af - desværre ikke noget som var virkeligt brugbart, så det gode argument mangler stadig. Men jeg og andre på twitter har rodet i ministeriets papirkurve, her var de forkastede argumenter vi fandt:


Og - synes du heller ikke det er skide smart, med en lov som i uhørt grad begrænser vores muligheder for at kigge politikere og embedsmænd i kortene, uden de kan argumentere ordentligt for det, så kan man skrive under imod den ny offentlighedslov her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 13. maj 2009

Hvad står der i de kalendre?

Ingen kommentarer
Regeringen Løkke Rasmussen har i sin visdom fundet ud af, at ministrenes kalendre ikke længere skal være offentligt tilgængeligt - og har endda fået bred opbakning i Folketinget til det.

Det kan man mene om hvad man vil - hvad jeg finder særdeles interessant er at loven skal gennemføres med tilbagevirkende kraft - det vil sige, at allerede indgivne forespørgsler om aktindsigt vil kunne afvises efterfølgende - og at loven skal hastes igennem, uden den sædvanlige tid til høringssvar og ekspertudtalelser.

Det kan ikke andet end gøre en meget nysgerrig efter, hvad det lige er, der står i en af de kalendre i øjeblikket, som absolut ikke må komme ud til offentligheden.

Man skulle måske starte med at søge om aktindsigt i, hvad der i øjeblikket findes af forespørgsler på aktindsigt i ministerkalendre, det kan måske give et hint. Og dog næppe, for jeg forestiller mig da, at nogle journalister har været vakse nok til at søge om aktindsigt i samtlige kalendre, såsnart forslaget blev luftet. Men de når jo næppe at blive behandlet inden forslaget gennemføres.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.