Som jeg skrev i min anmeldelse af Thor har Avengers heltene aldrig været min kop the i tegneserierne. Og det gælder sandelig også Captain America, som for mig har stået som noget af en spradebasse, og det nationalistiske, amerikanske symbol er bestemt ikke noget jeg har læst meget af.

Men Iron Man og Thor har jo begge overrasket mig meget, meget positivt - så selvfølgelig skulle jeg da også se Captain America, da den i dag havde premiere - denne gang med pæne forventninger.

Og denne er da også noget speciel - hvor Thor var halvt fantasy, er der her tale om en superheltefilm sat i 40'erne, under 2. verdenskrig. Ikke så overraskende hvis man kender lidt til Captain America historien, men stadig ganske pudsigt, filmisk.

Splejsen Steve Rogers vil så gerne ind i US Army, så han kan hjælpe i kampen mod nazisterne - desværre gør alle hans dårligdomme at millitæret ikke vil vide af ham. Indtil en videnskabsmand kaster sin kærlighed på ham, og bruger ham til forsøg - som gør ham til noget af en kampmaskine, men han bliver istedet brugt som propaganda, under navnet Captain America.

Men det bliver han naturligvis ikke ved med i længden, der viser sig at være nogen endnu værre end Adolfs folk, som skal ordnes.

Og det bliver der så, i et mix af Alistair MacLean møder Indiana Jones møder superhelteverdenen. Altsammen fin underholdning, og - som sædvanlig har jeg nær sagt - med et overraskende fint cast. Og på trods af tidsforskellen også med folk man kender fra andre Marvel/Avengers film.

Men så går den heller ikke så meget dybere end underholdningen - udover at lægge endnu mere op til den kommende Avengers film. Som vel snart er den film, med det største oplæg i filmhistorien, ihvertfald i superhelte branchen. Og som jeg ser frem til.

Men så god som Iron Man eller Thor var Captain America altså ikke, men finfin underholdning, og jeg har en del mere sympati for kaptajnen, end jeg havde før.

Jeg giver den 4 ud af 6.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.