Naser Khaders seneste forslag møder bred opbakning: forbud mod kvindelige submissives, såkaldte subs - altså kvinder som bliver domineret i et forhold:
Naser Khader siger: submissive betyder jo underkastende, ligesom Islam betyder underkastelse, og muslim betyder en der underkaster sig. Så man kan vel roligt kalde disse "subs" for islamister! Og de indrømmer jo, at deres mand hersker over dem, og det er jo så kvindeundertrykkende. Og de går i noget tøj, som enhver kan se er ydmygende og kvindeundertrykkende, og der er ingen der skal fortælle mig at nogen frivilligt kunne finde på at gå i sådan noget tøj!
Hvad nu hvis det ikke er en mandlig hersker, men en herskerinde, der siger de skal gå klædt sådan?
Det kan jeg slet ikke forestille mig! Men det vil jo alligevel under alle omstændigheder være kvindeundertrykkende.
Hvad så med mandlige subs, skal de også forbydes?
Nej, nu handler det her jo om ligestilling, og der er det altså kvinderne der skal beskyttes. Iøvrigt må man gå ud fra, at en mand selv har kunnet tage stilling til spørgsmålet, og gør det frivilligt. Derudover synes jeg det tøj ser ret lækkert ud, det kunne jeg da godt forestille mig selv at have på.
Vi ser frem til forslaget bliver vedtaget, held og lykke med det. Og hav en godt aften!
Okay, det er måske for meget sagt - man ved ikke hvad der sker, og der er i øvrigt sket meget siden. Men et sted føler jeg det stadig sådan - for min ulykkelige kærlighed fra mine teenage-år.
Som tidligere fortalt opdagede jeg og forelskede jeg mig i hende i en tur til Bakken med hele klassen i slutningen af 8. klasse.
Og jeg var siden da forgabt i hende, men havde ikke modet til at sige det til hende. Og hun havde jo også en ældre kæreste fra en anden kæreste. Men de næste måneder kom mange klassefester - blandt andet arrangerede hun et pyjamasparty. Det var på alle mulige måder en stor tid, og en bestemt LP med Rod Stewart som jeg besad var meget populær, blandt andet fordi den var lidt udover de andre hits.
Men udover gruppedansen - som bestod i at stå i en rundkreds og smække skiftevis det ene og det andet ben ind mod midten - blev det sgu ikke til så meget. På trods af alle de gode fester.
Det var før begrebet stalker blev indført, ellers ville jeg nok have været det. Jeg begyndte at gå ture om natten, og hænge ud overfor hendes opgang. Ikke for at overvåge hende, men for at være tæt på, at beskytte, at velsigne. Hvis mine velsignelser har haft nogen kraft er der to huse der kommer til at stå for evigt.
For hun flyttede på et tidspunkt (faktisk tror jeg nok jeg fandt ud af jeg hængte ud foran det forkerte hus en måned efter hun var flyttet).
Hun lærte mig at elske Bowie og heavy (AC/DC og Iron Maiden - Judas Priest kom jeg selv på senere).
Jeg har vist været ret obvious omkring det, for jeg kan huske jeg engang blev hånet på den lokale grill, af en fra min parallelklasse. Ganske uheldigt, for jeg havde min gamle ven med, som gik på en ganske anden skole, og han vidste ikke noget. Og hvad fanden siger man, når man ikke har vedkendt sig en kærlighed offentligt, men bliver hånet for den? Jeg har stadig ikke noget svar på den idag (udover naturligvis at vedkende sig kærligheden).
Og så holdt skolen jo op, og jeg skulle i gymnasiet. Og det var da meget sjovt, og der var nogen søde piger. Men hun var der jo ikke (hun gik på efterskole). Og jeg fik hvad jeg idag anser som depression, kunne ihvertfald ikke holde ud at gå der, og droppede ud efter et halvt år.
Hvilket jo gav ekstra tid til at (stalke?) hænge ud overfor hendes opgang, hører musik på walkmanen - og hvad ved jeg, romantisere?
Vi så hinanden indimellem. Hun må have været klar over jeg meget gerne ville være hendes ven, men om hun bevidst lukkede øjnene for mere ved jeg ikke. Jeg lagde hendes horoskop, kan jeg huske, og diverse andre ting.
Til min 18 års fødselsdag (godt 3 år efter bakketuren) arrangerede jeg en gammel elev fest for vores klasse, og jeg fik hende til at komme tidligere under et påskud.
Jeg havde skrevet en længere historie i 3. person - om Han og Hun, om hvordan Han så Hende på Bakken dengang, etc - meget det jeg ridser op nu. Som jeg gav hende, og bad hende læse da hun kom, mens jeg gik og ordnede stuff til festen. Meget mærkeligt at stå der, og føle de sidste mange års hemmelighed blive lagt åben, og håbe, men samtidig vide... at det var no-go, hvilket det også var.
Men foreslket i hende var jeg stadig. Indtil jeg besluttede at nu måtte det være; der var på det tidspunkt gået ca 5 år siden bakketuren, og Bowie's 5 years, that's all we've got skrattede mig i ørerne.
Havde været i London, og havde toldfri gin og vodka med hjem, og inviterde hende til at indtage det. Det endte så med at det mest var mig der indtog, og jeg husker ganske ydmygende sekvenser med mig skiftevis grædende og kastende op.
Men det blev så også min endelige løsrivelse fra forelskelsen - eller måske snarere det ensidige forhold, for forelskelsen ligger stadig og og ulmer, selv efter alle disse år - og kort efter havde jeg mit første fuldbyrdede samleje (altså med en anden); kort forinden var det blevet til lidt ting - men netop ikke fuldbyrdet; jeg tror jeg har manglet den closure.
Men altså total closure bliver det aldrig: den romantiske teenagedreng dengang gav en del løfter langt ud i evigheden, og selvom jeg ikke nødvendigvis føler mig hængt helt så meget op på dem, som han nok gerne ville have haft (især ikke da de aldrig er afgivet overfor andre end mig selv), hænger en del af dem stadig ved.
Og hun er stadig dejlig pige/kvinde. Jeg har heldigvis kontakt til hende per mail. Hun har to døtre, og jeg kan godt blive lidt nervøs for hvad der vil ske, hvis mine drenge nogensinde møder dem.
Tilsyneladende har Aftonbladet i Sverige gjort Israel uhyggeligt sure, ved at publicere en artikel om at Israelske soldater skulle have taget organer fra døde palæstinensere.
Jeg har ikke læst artiklen, og har iøvrigt ingen mulighed for at bedømme om det kan være sandt eller ej.
Det interessante er Israels reaktion - som ærlig talt minder en del om arabiske landes under Muhammedkrisen.
Og skismaet mellem hvad den svenske ambassadør i Israel prøver at få lov til at sige, og hvad den svenske regering siger minder også en del om dengang.
Nu tror jeg jo ikke det her vil udvikle sig til en historie af samme størrelsesorden som vores egen tåbelighed for nogle år tilbage. Men jeg bemærker mig - og morer mig lidt over - lighederne. Og tænker at en historie om stjålne organer - sand eller ej - har en del mere journalistisk relevans end bestilte tegninger.
Der var et stenskred ved Albufeira på sydkysten af Portugal i dag. Jeg var der på min første (og vist egentlig eneste?) solo-chartertur, det har vist været ca 20 år siden.
Forfærdeligt smukke strande, med mange imponerende klippeformationer over og omkring indbugtningerne hvor strandende er, så man kan sagtens forestille sig hvordan en af de kan rive sig løs.
Men det fik mig til at tænke på, at jeg har haft en tilbagevendende drøm fra min rejse dertil: om at ligge på mit Coca-Cola håndklæde en del meter fra vandet og vågne op, og opdage at tidevandet stige med forbløffende fart. Faktisk viser det sig at hele stranden tipper, og stranden nærmest synker i havet, mens de solbadende går i panik og prøver at slippe væk - først med at prøve at få fat på håndklæder, tæpper og badedyr, men de bliver hurtigt glemt i panikken.
Jeg tror ikke der er nogen fast slutning på drømmen - og jeg kan ikke engang huske tidevandet var specielt slemt (men detskal nu nok passe det har været kraftigt, det er trods alt Atlanterhavet udenfor Gibraltar).
Og det for mig så igen til at tænke på en anden tilbagevendende drøm jeg har haft - den er det godt nok længere tid siden, men den stammer også fra en rejse, på Island, da jeg var ca 15 år. Hvor jeg og min mor rejste på en længere rundtur på den vestlige del. Og i den drøm er vi ude i en (kold) lavamark, da der pludselig opstår lommer i marken, hvor glødende lava pibler frem. Og vi må gå og balancere på skrøbelige broer mellem pøle af lavaen, og jeg kæmper for at redde hele selskabet vi var med, ikke mindst min mor. Og der er også noget med nogle fugle der flyver rundt.
Igen ingen fast slutning.
Og som altid med drømme ved jeg ikke om der er en pointe med dem, endsige at genfortælle dem. Og der er ihvertfald ingen konkret her - udover jeg blev mindet om dem.
Og der er ihvertfald en lighed og konklusion jeg kan drage: naturen gør indtryk på mig når jeg rejser!
Nu sidder jeg - for ikke første gang - med et halvt øje og ser Legally Blonde med Reese Witherspoon. Og det er naturligvis ikke jordens dybeste eller mest geniale film, men indenfor sin genre er den faktisk ganske god og charmerende.
Men en tanke jeg ikke helt kan slippe: har Paris Hilton ikke bygget utroligt meget af sin persona på rollen Elle Woods fra denne film?
For en ordens skyld - hvis der er nogen der checker her, for at finde ud af hvor jeg er at finde i nattelivet, må jeg sige jeg ikke er nogen steder - bortset fra hjemme - da jeg har børn i denne uge.
Men god fornøjelse derude!
(Måske tager vi en tur i hjulet på Axeltorv en af dagene, men det var nok ikke det I ville vide?)
Som jeg før har været inde på, kan jeg forestille mig at 3D filmen ret snart bliver standard, ihvertfald inden for visse typer film - animation og action (og porno?), ikke mindst.
Det lader lidt til at det muligvis allerede bliver slået fast 18. december, når Avatar får premiere (dvs, den gør det jo nok allerede en midnat før, eller noget).
Den her CNN artikel lyder ihvertfald lovende, og jeg tror nok jeg kommer til at reservere nogle dage i pre-julen til den premiere.
Hype? Sikkert, en masse - men det kan i den grad gå hen og blive en oplevelse. Og da Cameron stadig har lavet nogle af mine yndlingsfilm - ihvertfald én - så tegner det altså godt.
