Leoparddrengens
Public Key

fredag den 5. oktober 2012

Farvel menneske- og borgerrettigheder

2 kommentarer
De universelle menneskerettigheder har i FN fået et ordentligt skud for boven, idet man nu på basis af resolution på initiativ af Putins Rusland, nu kan begynde at tale om traditionelle værdier i forbindelse med hvilke rettigheder der nu er aktuelle - og så er de jo netop ikke længere universelle. Det kan man læse mere om i Information.

Og herhjemme jubler politiet i et Ritzau-telegram: De var med ved billet-razzia i metroen, hvor de visiterede et ukendt antal. Det førte til 26 sigtelser, og de fik konfiskeret lidt pot og hash.

Så er det man kan undre sig over, hvordan det kan være de kunne visitere disse tilfældige metro-brugene borgere. Men hjemlen var klar:
»Vi kiggede mistænkelige personer dybt i øjnene og spurgte, om de havde noget i lommerne, som de ikke må have«, fortæller [vagtchefen ved Københavns Politi] John Hansen.

»Hvis de reagerede nervøst, visiterede vi dem«, fortsætter han.
Ok - så det at reagere nervøst på, hvis politiet nu spørger en om man har noget i lommerne man ikke må have - det er nu nok til at man kan blive visiteret i metroen?

Ja - det er det. For i vort demokratiske Rige indførtes for nogle år tilbage Visitationszoner. Oprindeligt tænkt - ihvertfald officielt - som værende en måde at komme ulovlige våben til livs, så unge ikke blev stukket ned når de var på bytur.

Men reelt bruges de - som det vel ret meget fremgår af John Hansen - til at lede efter hvad som helst. Især altså hash. Og metroen på Christianshavn er et yndet sted, kunne jeg ved en googling konstatere.

Googlingen kom sig egentligt af, at jeg ville være sikker på om Christianhavn nu var en visiteringszone? Eller om politiet med smil overtrådte alle regler.

Men det kunne jeg ikke finde ud af. Selv ikke med hjælp fra google. Man skulle ellers tro, at når der sådan indføres områder med undtagelsestilstand i Danmark, så ville det i det mindste være til at finde ud af hvor de er?

Men nej - googling viste blot en masse steder hvor de var indført - og andre hvor de var fjernet eller udvidet. Umuligt at få overblik over.

Hvad så med den udmærkede wikipedia-side om Visitationszoner. Jo, der var et link videre til Justitsministeriet.

På Justitsministeriet skriver de så, at man kan få overblik over de aktuelle visitationszoner på politiets hjemmeside.

Storartet - det klikker jeg. Men leder blot til en hovedindgang for politiet i Danmark. Jeg kigger rundt, men kan virkelig ikke finde nogen oversigt over visitationszoner. Og jeg synes jeg kigger ret grundigt!

Men - hurra - der er jo et søgefelt; det prøver jeg: søgning på visitationszone - det giver dette resultat:

Ok, det er egentligt lidt skuffende - der er ikke meget der ser ud til at give et dækkende billede af hvad der er visitationszoner, pt. Men der er da et par links fra marts sidste år, der ser ud til i det mindste at kunne vise noget om hvad status engang har været i København. Så jeg klikker det første:

Ups - så for den da - den side eksisterede sørme ikke. Ligesom det næste link heller ikke virkede, endnu en 404'er.

Kære Danmark, kære københavnere. Kære politikere. Og kære politi.
Kan vi ikke blive enige om, at vi har et demokratisk problem - når vi har en lov, som sætter vores almindelige grundlovssikrede rettigheder ud af spil i bestemte områder, ifølge loven for et bestemt formål, men det er tydeligt at politiet benytter det til alt muligt andet.

Og det ikke engang er muligt at finde ud af i hvilke områder disse undtagelsestilstande gælder?

Jeg synes vi har et problem. Og lad være med at sige, at hvis man ikke gør noget galt, har man ikke noget at være bange for. Så kan vi lige så godt helt stryge Grundloven med det samme.
[Opdatering, kl 9:20] Jeg bliver via twitter (og opdager jeg nu, i kommentar fra matychan) henvist til dette link hos Københavns politi, som fortæller at det nu er slut med visitationszone i København. Jeg er så lidt usikker på om det er gældende - for i min søgning har jeg fundet så meget indførelse, ændring, fjernelse, flytning af visitationszoner at jeg stadig er rundforvirret i den sammenhæng.

Men lad os sige der ikke er visitationszoner - hvad er vi så ude i?

En enekelt har ment at det var helt normalt, uden zone - at det var del af almindelig kriminalitetsbekæmpelse fordi Christiania ligger i nærheden. Og at "i det specifikke område er mistanken med den brugte formulering pr. def. begrundet".

Jeg skal ikke afvise at det er praksis - men hvis det er - hvor pokker er det så vi er havnet? Og hvor er vi på vej hen? Igen - vi taler ikke om Christianias område, eller lige udenfor eller indenfor - der ved jeg godt hvordan praksis er, og det er slemt nok. Men her taler vi om trawl i metroen?!

Jeg kan ikke se at det kan retfærdiggøres.

Diskussion på twitter om sagen har i øvrigt fået hashtag #metrovisit. Men man kan selvfølgeligt også bare være ligeglad.
[Opdatering, midnat]
Virker ret sikkert at der ikke er tale om visitationszone - men at Københavns Politi handler... kreativt. Det vil sige bryder loven. Medierne er utroligt tavse om det - det eneste jeg har set er CEPOS' Jacob Mchangama som ytrer sig fornuftigt i Berlingske.

Imponerende at politiet har lyst til at afsætte resurser til at begå den slags ulovligheder, når nu de ignorerer det, som vel må siges at være deres kerneopgave.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 2. oktober 2012

TV2 stjæler min identitet

Ingen kommentarer
Jeg blev her til morgen af morgenthaler gjort opmærksom på, at TV2 havde artikel om 10 ting du ikke vidste om Leopard-drengen - men altså ikke omhandlende mig, men en ung filejs fra Vild med Dans, fordi han havde taget en leopardbluse på i fredags.

Det er jeg jo nødt til at gøre noeget ved, så jeg har sendt nedenstående til TV2 - desværre kunne jeg ikke finde nogen direkte til Vild med Dans-redaktionen, så det er sendt direkte til deres hovedmail.

Og på twitter er de godt nok, men kun i en Facebook koblet profil (hvor typisk) - så den får jeg næppe meget ud af at skrive til, selvom jeg prøver.

Så hvis nogen er på Facebook må de meget gerne gøre Vild med Dans på Facebook opmærksom på at jeg er ret knotten, eventuelt linke til her.

Kære TV2 -

Jeg er blevet gjort bekendt med artikel I har på jeres site med overskriften 10 ting du ikke vidste om Leopard-drengen

Da jeg er superhelten Leoparddrengen, og jeg ikke er Joakim Ingversen, bliver jeg faktisk noget muggen over det indlæg. Især da jeg har været det i 5 år, har bygget brandet op i 4 - hvilket for eksempel kan ses på min blog med små 3000 indlæg, på min twitter-profil og da jeg for eksempel af DR omtales som den navnkundige twitter-kendis Leoparddrengen, og da jeg udgiver bøger i navnet Leoparddrengen

Jo - så kan man godt blive lidt muggen, når sådan en fløs ifører sig en leopardbluse, og så bliver kaldt Leopard-drengen; jeg har ikke noget imod at blive plagieret, men man skal ikke tage min identitet.

Jeg kan tilgive at I åbenbart ikke har været klar over min eksistens i forvejen - men det er I nu.

Så undlad venligst lignende i fremtiden. Og egentlig synes jeg godt I kunne undskylde i artiklen.

Bedste hilsner
Leoparddrengen

P.S. Men Claudia Rex så nu dejlig ud!
[Opdatering, 3/10 kl 9:14]: Har netop fået mail fra Vild med Dans - de har rettet artiklen til at handle om Leopard-danseren - og så er alt jo i skønneste orden. Tak for det! :)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 1. oktober 2012

Jeg gæsteblogger ...

Ingen kommentarer
... med en historie fra Christiansborg ovre på denfri.dk - så skynd dig over og læs første kapitel - hvor jeg finder ud af hvem der virkeligt leder SF, og hvorfor.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 28. september 2012

Mere til scrapbogen ...

2 kommentarer
Det begyndte med at Astrid Krag mente, at det skal være sådan, at når man vækker folk midt om natten, så skal de kunne fortælle hvad SF står for. Det havde jeg denne kommentar til:
Siden fremturede hun i TV Avisen, og sagde til Kim Bildsøe at han og alle andre skulle kunne svare når de blev vækket midt om natten etc. Igen havde jeg en kommentar:
Senere samme aften forespurgte Oliver Zahle:
Til hvilket jeg svarede:

Og i går aftes fik jeg så:
Og resultatet - ja, det kan høres her. Jeg synes det blev ganske godt :)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 24. september 2012

Twitter er ... (via @LineHolm1)

2 kommentarer
Line Holm Nielsen (aka @LineHolm1) blev lidt provokeret af kollegas afvisning af twitter i dag. Det kom der et sigende forløb ud af - som hun har lagt på Storify.

Og som jeg nu prøver at embedde, for det fortjener at blive delt. Og jeg har ikke prøvet at embedde Storify før, så...


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 22. september 2012

Tip: Sådan ser du sidetal på en Kindle

Ingen kommentarer
Mange ved vist ikke dette, selv tog det mig også nogle måneder at lære, men det er faktisk muligt at se sidetal på en Kindle - så man ikke kun har procenterne at holde sig til.

Det gælder ganske vist ikke for alle bøger - især de bøger som er skrevet direkte til Kindle kan man ikke. Men de fleste bøger, som Amazon har konverteret, og som også findes som fysisk bog er det almindeligt at man kan. (Men hvis man konverterer selv fra ePub skal man ikke regne med sidetal - det er et eller andet sted lost in translation - hvis det nogensinde var der.)

Det kan være rart, hvis man gerne vil have en fornemmelse af hvor meget man ville have læst, hvis det nu var "i virkeligheden". Eller hvis man for eksempel skal henvise til et sted i en bog til en som har den fysiske version.

Det man gør er, mens man er inde i bogen, at man klikker på "menu" - så vil der nederst, over linien med hvor mange procent man har læst stå for eksempel Page 16 of 1016 - Location 340 of 20238 (eksemplet er fra A Dance With Dragons hvis man skulle undrer sig over længden ...)

Hvis der ikke er sidetal for bogen står der kun Location x of y.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 19. september 2012

Tip: Sådan får du et header-billede i twitter

Ingen kommentarer
Med den seneste udrulning af apps, har twitter indført noget som før kun var tilgængeligt for udvalgte partnere - header photo kalder de det.

Som er et billede, der kommer til at stå over ens feed, når folk kigger på ens profil via twitter på nettet - se for eksempel @Leoparddrengen. Jeg har lavet mit som leopardbaggrund, Med "Leoparddrengen" skrevet henover, der så glider over i en mørk bund.

Det nye, fancy, er så, at den også bliver vist på ens profil når man ser den i enten Twitter for Android eller i Twitter for iPhone/iPad. Og at det er blevet tilgængeligt for alle at få en. (Hvis man ikke har en vises bare en mørk baggrund).

Det er ganske enkelt at få sådan en: lav et billede (selvom det hedder photo behøver det på ingen måde være et fotografi) i minimum 1200x600 pixels (jeg ville nok gøre det præcist den størrelse), max 5mb.

Da der skal stå tekst henover i den nederste del af billedet, og denne tekst er hvid, ville jeg sørge for at holde  den nederste halvdel relativt mørk.

Og så er det ellers bare at gå ind og redigere din twitter-profil, gå i Design, ned i Customize Your Own, og der Change Header hvor du uploader dit billede.

Check resultatet ved at se dig selv på web og app (giv det evt lige et par minutter efter upload, tror der kan gå lidt tid før det er slået igennem alle steder) - og hvis det ser godt ud er det det. Ellers må du redigere billede og uploade igen.

Og det er sådan set det hele. Den officielle hjælp finder du her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 16. september 2012

Dele af The Hobbit optages i Gribskov!

2 kommentarer
Jeg skal love for det var noget af en overraskende nyhed der ramte mig tidligt i eftermiddags - at der lige i øjeblikket foregår supllerende optagelser til filmen The Hobbit lige her på Sjælland, i Gribskov. Man kan vel et eller andet sted synes det er meget passende, når de fleste optagelser ellers foregår på New Zealand, at vi også får lidt på (Old) Zealand.

Men overraskende var det.

Min kilde - en trofast læk - havde også sagt at optagelserne snart var slut, så jeg kom hurtigt af sted. Først i et S-tog til Hillerød, og siden med lokalbanen, hvor jeg stod af i Kagerup, nær hjertet af Gribskov.

Jeg havde blot fået at vide at jeg skulle gå mod øst, og at jeg ikke måtte forlade stien. Og endelig ikke drikke af vandet. Instrukser jeg fulgte, men det var svært, det føltes som evigheder jeg gik, og skoven blev mørkere og mørkere, og det hele mere og mere uhyggeligt.

Det var dunkelt - men så gik solen ned, og det blev helt mørkt. Men det hjalp faktisk, for jeg så nogle lys længere fremme, og tænkte at det måtte være der optagelserne foregik.Så jeg løb frem - og kom til en lysning, som jeg væltede ind i, og med et blev alt mørkt, og jeg fik et gok i hovedet ...

... og da jeg vågnede op igen var lysningen tom. Det kunne jeg først ikke se, der var buldermørkt, men jeg brugte lyset fra min mobil.

Der var dog tegn på at der havde været en eller anden form for fest, og spor i jorden efter de skinner de kører kameraerne på. Men der var ingen mennesker tilbage.

"Fordømt!" tænkte jeg - jeg var åbenbart kommet for sent. Og skulle til at gå igen - da jeg hørte en spag stemme:

"Hjælp!" sagde den. "Jamen, så hjælp mig dog!"

"Halloo," kaldte jeg, og gik i retning af lyden - hvilket er svært i en mørk skov.

"Hjælp! Hjælp!" lød det igen. "Jeg er her!"

Hvor nu her var, var nu ikke sådan til at finde ud af, men tilsidst fandt jeg det - en slags hvidlig puppe i udkanten af lysningen.

Jeg stak til puppen med en gren. "Er der nogen?" spurgte jeg.

"Ja, av, hjælp!" sagde puppen.

"Rolig nu, jeg hælper!" kaldte jeg, og prøvede at flå puppen op, men det var lettere sagt end gjort. Det var et eller andet klistret plastik, som skulle ligne silke.

"Hov, hov, pas nu på!" sagde puppen.

Jeg syntes jeg kendte stemmen. Var det mon en kendt skuespiller?

"Undskyld, kender jeg mon dig?" spurgte jeg.

"Det synes jeg er et meget upræcist spørgsmål!" lød det fra puppen.

"Lars? Lars Løkke? Er det dig??"

"... æh ... ja, det er det vist"

"Men hvad i alverden laver du der indhyllet i filmedderkoppespind i Hobitten?"

"... æh ... jeg blev castet ..."

"Castet? Og hvordan gik det lige til?"

"Ja, det var en sekretær i Venstres Pressetjeneste. Hun så en notits på nettet - at de søgte en stand-in for en dværg, som skulle være indhyllet i spind. Og så tænkte hun at det kunne være starten på min internationale karriere, ligesom Anders' ... - jeg tror hun troede det skulle være spin."

"Okay, så du skulle være Bombur - eller en af de andre dværge? Men hvorfor efterlod filmholdet dig her ...?"

"Det ved jeg ikke - jeg husker det ikke. Jeg drak lidt, jeg tror det var vand fra Esrum Sø, og siden husker jeg ikke noget. Men jeg har drømt så dejligt!"

Jeg var efterhånden ved at have kæmpet mig igennem det meste af det falske spind - hvilket ellers kan være svært nok - men fandt ud af der var et lag mere; en slags net af tynde reb, som nærmest havde Lars Løkke snøret ind som en rullesteg.

"Nå, men det bliver nok ikke til så meget med den store internationale karriere, så ..." konstaterede jeg.

"Tværtimod, Peter sagde at jeg ville selvskreven i hovedrollen i hans næste film ..."

"Wow, talte du med Peter Jackson selv?" måtte jeg afbryde.

"Jaja, det var også mig der fik dem til at lave optagelserne her. De talte om Dunkelskov, jeg mente Gribskov måtte være godt nok."

"Og han tilbød dig hovedrollen i sin næste film?"

"Ja, en filmatisering var det vist. Af en eller anden Viktor Hugo. Sært navn."

"Skal du spille Jean Valjean i Les Miserables??" udbrød jeg med undren.

"Nejnej, det var en en eller anden kendt film, en Disney film. Noget med en klokkemageren fra Notting Dam?"

"Ah, jo, det giver mening. Ved du hvad, jeg tror ikke jeg kan finde ud af at løsne de her reb!?"

"Nåh, dem? Nej, det er bare min hængekøje, dem skal du sandelig ikke gøre noget ved. Bare lad mig ligge her lidt!"

Og det gjorde jeg så. Jeg forlod ham liggende der i lysningen, på vej mod stjernerne. På vejen hjem kom jeg ud for mange eventyr, men det fører for vidt at fortælle om her. Jeg var blot glad for at være hjemme igen, da jeg nåede til mit dørtrin.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.