Der var et indslag i en af hovednyhedsudsendelserne i aftes, om nogen der ville samle underskrifter ind, for at få forbudt dyresex. Jeg går ud fra der mentes mennesker havende sex med dyr.

Jeg kan ærlig talt ikke huske i hvilken udsendelse det var - og kan ikke finde nogen omtale på nettet af det - så det regnes vist ikke for særlig vigtigt.

Jeg regner det egentlig heller ikke for særlig vigtigt. Men hovedindsamleren var meget fortørnet - han havde ledt en hel masse på nettet, og efter hans grundige research var han ret sikker på, at det der med dyresex var meget normalt & udbredt. Og jeg tror ham, jeg er sikker på han havde fundet en hel masse steder at blive forarget over.

Og så mente han det var alt for galt med loven som den er i øjeblikket, fordi det ikke var forbudt. Og det der med at loven i øjeblikket forbyder ting som en plage for dyrene, det var ligesom ikke godt nok. For det første var er det jo en plage (men så er det vel også omfattet af loven?), og derudover var det jo dybt krænkende for dyret (ok, Dr Doolittle - du kan snakke med dyrene, eller hvorfra ved du det?).

Nå, men det er ikke fordi det er en sag der optager mig meget - han virkede bare ret sjov, ham den forulempede. Jeg er bare lidt nysgerrig efter: hvr langt går det forbud? Går det også til blufærdighedskrænkelse?

For jeg kan for eksempel huske hvordan Katya altså godt nogengange kunne kigge meget stift på mig, hvis jeg onanerede. Ikke fordi hun var fornærmet, jeg tror mere det var noget med et jagtinstinkt der satte ind. Jeg kunne godt nogen gange blive nervøs, når halen begyndte at slå utålmodigt fra side til side, mens jeg var i akten. Meget nervøs, faktisk.

Jeg skal understrege, at det ikke var fordi jeg prøvede at blotte mig for hende - på den anden side tænkte jeg heller ikke på at holde mig specielt tildækket. Vi havde vel en meget naturistisk tilgang til tingene.

Noget andet jeg kan huske, var en kort affære med en pige, som havde hund. Og jeg har aldrig været meget til hunde, men den var altså lidt ubehagelig. For det første var det sådan en lille muskelhunstype, jeg er ikke sikker på racenavn. Men når vi havde gang i noget, insisterede den på at sidde kort bag mig, og kigge meget insisterende på mine nosser. Hvilket ikke er særlig fremmende for hele akten, når man ike er tryg ved hunde og slet ikke den hund. (Og hvis den blev smidt uden for rummet, med lukket dør, hylede den helt vildt, så det fungerede heller ikke skide godt).

Men hvor jeg virkelig ville ønske et dyresex-forbud er med alle de skide hanhunde, som absolut skal rende rundt og snuse en i skridtet. Og som prøver at få udløsning op af ens ben, ved meget energisk pumpen. Og de hunkatte, som ser en, og begynder at hyle op, og presser maven mod jorden, og stikker røv og kønsdele i vejret i håb om at der falder noget af. Og ikke helmer før man niver dem i nakken, hvilket giver 5 minutter hvor de ligger og vrider sig i ekstase på gulvet, hvorefter de er der igen.

Og så håber jeg også vi kan få et forbud i mod synet af dyr der parrer sig i fri & åben natur. For hvis dyresex er noget tvivlsomt noget, så vil jeg helst ikke have mit blik besudlet med den slags, når jeg kommer på landet. Hvis foreningen mod dyresex ikke tager det op, håber jeg da ihvertfald foreningen til et pornofrit miljø gør noget ved det.

[Opdatering]: Se også hvor vred Bubber er over dyresex.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Bare så folk ikke går forgæves, hvis de vil kigge efter mig i byen i aften/nat - jeg bliver hjemme.

Det har forskellige årsager: selvom regnen er stilnet af, skal jeg sgu ikke nyde mere. Og det samme har jeg en idé om andre føler, så regner med byen er meget død.

Er ret træt, og kan godt bruge en stille og rolig hængeaften. Med søvn.

Og alt den trimnings og barberingssnak på det sidste, har faktisk gjort at jeg har fjernet mit skæg for første gang i 1½ år. Lidt af en chance, da jeg jo har brugt det til at dække for psoriasis/udslæt - men min fornemmelse var at diverse tjære ting havde fået det ned på et minimalt niveau, så jeg faktisk turde.

Og det er faktisk ikke så slemt, og tror der er en god chance for det hurtigt kan blive acceptabelt. Men ahr fedtet hele ansigtet ind i tjæresalve nu, så det kræver også lidt ro. Eller det vil jeg ihvertfald foretrække. Spændt på at se hvordan jeg ser ud i morgen.

Men ellers en underlig fornemmelse at være glatbarberet igen. Jeg ser på en gang yngre og ældre ud.

Det mest underlige er næsten, hvordan jeg kommer til at savne Katya: jeg kommer til at tænke på, da hun levede, hvordan følelsen var, når jeg lige havde barberet mig, og hun kom og gnubbede sig op ad mit ansigt; og hendes pels føltes helt anderledes på den superfølsomme hud.

Men regner da med at gå ud på en eller anden måde i morgen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det sker stadig ofte, at jeg kommer til at tænke på min/vores kat, Katya, som døde for ca 4 år siden. Et par gange mere end sædvanligt i denne uge.

Det var en varm sommeraften, ca 14 dage efter min yngste søn var blevet født. Da telefonen ringede (tænk - havde jeg stadig fastnet dengang?) ved 23-tiden.

Det viste sig at være et dyrehospital, der spurgte om jeg var ejer af katten Katya, en gråstribet huskat? Det måtte jeg jo tilstå, men i begyndende chok fattede jeg ikke hvorfor de ringede - for hun lå da og sov oppe på reolen, som hun plejede - troede jeg?

Men nej, de havde fået bragt en kat ind af Falck med den øremærkning, som nogle mennesker havde fundet slemt tilredt i en blodpøl i en gård.

Jeg huskede nu, hvordan jeg nogle timer forinden havde været ude i køkkenet, og været overrasket over hvordan det stod helt åbent - normalt var det bare lidt åbent. Mit gæt er at hun har været på jagt efter en flue, og i jagtens hede har lænet sig op af det, og det er gået op, og hun har mistet balancen. Min værste skræk er at hun var gået ned i vindueskarmen (som pga køkkenets opbygning er skult af køkkenbordet) - og jeg ikke har set hende, og da jeg lukkede vinduet har skubbet hende over kanten.

Hun var næsten 9 år gammel, og var blevet en noget adstadig dame - så det var ikke normalt for hende med meget jagt eller udforskning mere. Men hun havde lige været me i sommerhus, hvor hun havde fået fornyet energi, nærmest en ny ungdom. Jeg er ihvertfald lykkelig for, at hun nåede at få den tur med.

Men de ringede altså fra dyrehospitalet - de kunne ikke umiddelbart sige, hvor slemt tilredt hun var, og om hun kune reddes. Men de kunne ikke umiddelbart se at hun ikke skulle kunne. Så de ville jo gerne vide hvad vi ønskede - om vi ønskede at betale for at de gik videre.

I første omgang aftalte vi, at de gik videre med undersøgelser og den nødvendige behandling, og vi så måtte tage nærmere stilling.

En ny samtale næste morgen afklarede, at de kunne prøvede med nogle operationer, men både hendes bryst, det ene ben og hendes underkæbe skulle opereres; og der var ingen garanti for hvordan det ville falde ud, og hvis hun kunne overleve, hvordan hendes livskvalitet ville blive. Det lød ikke som de bedste udsigter, og hvad der også var vigtigt på det tidspunkt, og med en nyfødt oveni, det lød dyrt. Meget dyrt.

Så vi endte med at afslå videre behandling, og aftalte at vi kom forbi hospitalet i løbet af formiddagen for at sige farvel til hende, og være med til aflivning. Hvilket vi så gjorde - min eks og jeg, + barnevogn. Den ældste var i skole - han er stadig sur over at han ikke var med, og det var nok også en fejl; selvom han og Katya altid havde haft et anstrengt forhold.

Hun var stærkt bedøvet, men kunne ihvertfald kende mig, og prøvede at kravle hen til mig, men hendes ben gav efter under hende. Jeg tog hende op og sad med hende på skødet i 5-10 minutter. Hun spandt. Jeg bilder mig ind et sted, at hun godt vidste hun skulle dø. Så kom dyrlægen, og forklarede hvad der nu skulle ske; hun ville få en sprøjte, som ville få hende til at sove, og derefter en gift som ville stoppe hendes hjerte.

Og som sagt så gjort: som jeg usker det gik der 1 minut fra den første sprøjte til den næste, og 10 sekunder fra nr to, til han stille sagde, "så, nu er hun død." Hun var stadig i mine arme, men nu var hun en tom skald for hvem hun havde været.

Vi beslutede der ikke skulle ske noget med liget; eller rettere som det så fintfølende hedder, at det skulle til destruktion.

Men minderne er der stadig. Og jeg kan stadig her længe after, tage mig at tænke at jeg skal passe på når jeg åbner døren til min lejlighed, så hun ikke løber ud.

Det stærkeste minde er dog fra da vi fik hende og hun knyttede sig til mig, eller rettere vi knyttede os til hinanden. Jeg har hele tiden lyst til at bruge det engelske bonded, men knyttet er vel i bund og grund det samme.

Jeg var rasende. For godt nok havde vi talt om at få en kat, og der var det her kuld killinger. Men for det første ville jeg gerne se dem an først, for det andet var de endnu alt for unge. Jeg tror hun har været noget med 6-7 uger på denne aften vi taler om.

Men min eks havde veninde-aften, og veninden med kattene havde så uden mit vidende taget killingen med. Og så var der ellers fait-accompli en killing i huset, uden vi havde noget som helst til den, inklusive bakke - og med lejligheden fuld af larmende og fulde russerinder. Ikke de ideelle omgivelser at tage imod en alt for ung kat.

Så jeg gik for mig selv og arbejdede - det ville jeg ikke have noget med at gøre. På et tidspunkt kom killingen så ind til mig - vist nok godt hjulpet på vej af tidligere ejer, og jeg tog den op og sad med den, og den spindede og jeg aede den på maven. Og i løbet af - ja, jeg ved ikke - en halv time? - havde vi opbygget en form for sjælefællesskab - som altså holdt til hendes død.

Tilgengæld var hun altid meget reserveret over for andre mennesker (og katte!) - til tider endda fjendtlig. Inklusive min eks; det sidste gav en del problemer, da det jo egentlig var hende der havde insisteret på at få kat, men det var ikke helt sådan det faldt ud. I hendes verden blev det også siden til, at det var noget hun havde insisteret på for min skyld. Men sådan var der så meget dér, henad vejen.

Men nu har jeg altså så alligevel reserveret en lille plads til hende her i cyberspace, også. Farvel Katya, og tak for alt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.