Det sker stadig ofte, at jeg kommer til at tænke på min/vores kat, Katya, som døde for ca 4 år siden. Et par gange mere end sædvanligt i denne uge.

Det var en varm sommeraften, ca 14 dage efter min yngste søn var blevet født. Da telefonen ringede (tænk - havde jeg stadig fastnet dengang?) ved 23-tiden.

Det viste sig at være et dyrehospital, der spurgte om jeg var ejer af katten Katya, en gråstribet huskat? Det måtte jeg jo tilstå, men i begyndende chok fattede jeg ikke hvorfor de ringede - for hun lå da og sov oppe på reolen, som hun plejede - troede jeg?

Men nej, de havde fået bragt en kat ind af Falck med den øremærkning, som nogle mennesker havde fundet slemt tilredt i en blodpøl i en gård.

Jeg huskede nu, hvordan jeg nogle timer forinden havde været ude i køkkenet, og været overrasket over hvordan det stod helt åbent - normalt var det bare lidt åbent. Mit gæt er at hun har været på jagt efter en flue, og i jagtens hede har lænet sig op af det, og det er gået op, og hun har mistet balancen. Min værste skræk er at hun var gået ned i vindueskarmen (som pga køkkenets opbygning er skult af køkkenbordet) - og jeg ikke har set hende, og da jeg lukkede vinduet har skubbet hende over kanten.

Hun var næsten 9 år gammel, og var blevet en noget adstadig dame - så det var ikke normalt for hende med meget jagt eller udforskning mere. Men hun havde lige været me i sommerhus, hvor hun havde fået fornyet energi, nærmest en ny ungdom. Jeg er ihvertfald lykkelig for, at hun nåede at få den tur med.

Men de ringede altså fra dyrehospitalet - de kunne ikke umiddelbart sige, hvor slemt tilredt hun var, og om hun kune reddes. Men de kunne ikke umiddelbart se at hun ikke skulle kunne. Så de ville jo gerne vide hvad vi ønskede - om vi ønskede at betale for at de gik videre.

I første omgang aftalte vi, at de gik videre med undersøgelser og den nødvendige behandling, og vi så måtte tage nærmere stilling.

En ny samtale næste morgen afklarede, at de kunne prøvede med nogle operationer, men både hendes bryst, det ene ben og hendes underkæbe skulle opereres; og der var ingen garanti for hvordan det ville falde ud, og hvis hun kunne overleve, hvordan hendes livskvalitet ville blive. Det lød ikke som de bedste udsigter, og hvad der også var vigtigt på det tidspunkt, og med en nyfødt oveni, det lød dyrt. Meget dyrt.

Så vi endte med at afslå videre behandling, og aftalte at vi kom forbi hospitalet i løbet af formiddagen for at sige farvel til hende, og være med til aflivning. Hvilket vi så gjorde - min eks og jeg, + barnevogn. Den ældste var i skole - han er stadig sur over at han ikke var med, og det var nok også en fejl; selvom han og Katya altid havde haft et anstrengt forhold.

Hun var stærkt bedøvet, men kunne ihvertfald kende mig, og prøvede at kravle hen til mig, men hendes ben gav efter under hende. Jeg tog hende op og sad med hende på skødet i 5-10 minutter. Hun spandt. Jeg bilder mig ind et sted, at hun godt vidste hun skulle dø. Så kom dyrlægen, og forklarede hvad der nu skulle ske; hun ville få en sprøjte, som ville få hende til at sove, og derefter en gift som ville stoppe hendes hjerte.

Og som sagt så gjort: som jeg usker det gik der 1 minut fra den første sprøjte til den næste, og 10 sekunder fra nr to, til han stille sagde, "så, nu er hun død." Hun var stadig i mine arme, men nu var hun en tom skald for hvem hun havde været.

Vi beslutede der ikke skulle ske noget med liget; eller rettere som det så fintfølende hedder, at det skulle til destruktion.

Men minderne er der stadig. Og jeg kan stadig her længe after, tage mig at tænke at jeg skal passe på når jeg åbner døren til min lejlighed, så hun ikke løber ud.

Det stærkeste minde er dog fra da vi fik hende og hun knyttede sig til mig, eller rettere vi knyttede os til hinanden. Jeg har hele tiden lyst til at bruge det engelske bonded, men knyttet er vel i bund og grund det samme.

Jeg var rasende. For godt nok havde vi talt om at få en kat, og der var det her kuld killinger. Men for det første ville jeg gerne se dem an først, for det andet var de endnu alt for unge. Jeg tror hun har været noget med 6-7 uger på denne aften vi taler om.

Men min eks havde veninde-aften, og veninden med kattene havde så uden mit vidende taget killingen med. Og så var der ellers fait-accompli en killing i huset, uden vi havde noget som helst til den, inklusive bakke - og med lejligheden fuld af larmende og fulde russerinder. Ikke de ideelle omgivelser at tage imod en alt for ung kat.

Så jeg gik for mig selv og arbejdede - det ville jeg ikke have noget med at gøre. På et tidspunkt kom killingen så ind til mig - vist nok godt hjulpet på vej af tidligere ejer, og jeg tog den op og sad med den, og den spindede og jeg aede den på maven. Og i løbet af - ja, jeg ved ikke - en halv time? - havde vi opbygget en form for sjælefællesskab - som altså holdt til hendes død.

Tilgengæld var hun altid meget reserveret over for andre mennesker (og katte!) - til tider endda fjendtlig. Inklusive min eks; det sidste gav en del problemer, da det jo egentlig var hende der havde insisteret på at få kat, men det var ikke helt sådan det faldt ud. I hendes verden blev det også siden til, at det var noget hun havde insisteret på for min skyld. Men sådan var der så meget dér, henad vejen.

Men nu har jeg altså så alligevel reserveret en lille plads til hende her i cyberspace, også. Farvel Katya, og tak for alt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.