Har lige set portræt på Lorry af den nu pensionerede balletdanserinde Silja Schandorff. Jævnaldrende med mig.

Og kom til at tænke, hvad nu hvis det var mig? Hvad nu hvis jeg havde viet stort set hele mit liv til nu til dansen? Jeg ved at min mor faktisk havde tanker om at prøve at få mig ind på det kongelige, da jeg havde den rette alder til den slags (6-7 år?). Hvad nu hvis hun havde gjort det, og jeg faktisk var kommet ind?

Må sige, set udefra er det ikke et liv jeg ville have ønsket for mig selv. Ja, jeg elsker dans - men jeg elsker det ikke udelukkende. Og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan den fokusering på en ting kan være sund - hverken kunsterisk eller menneskeligt.

Og så har jeg iøvrigt aldrig rigtigt fattet en dyt af ballet, skal også siges. Men jeg har dyb, dyb respekt for dem som gør det. Og kan sagtens leve mig ind i hvor hårdt det må være - eller rettere, jeg kan leve mig ind i det nok til at vide, at jeg aldrig vil fatte hvor hårdt det må være.

Men hvad nu hvis - igen. Hvis jeg var kommet ind ville jeg jo nok have et andet syn på det hele. Underligt at tænke på. Det eneste jeg sjovt nok ikke er tvivl om - det er at hvis jeg var kommet ind, ville jeg have været fucking stjerne, og Lorry ville have lavet et program om de her to ballet-koryfæer som gik på pension samtidig. I al ubeskedenhed, men det ville være underligt andet.

Noget andet er, hende Silja dér - kunne sgu være ganske interessant at møde hende en våd aften...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.