Efter at jeg i går fik gjort en ende på Alduins hærgen i Skyrim, tænkte jeg at det måtte være tid til at kaste mig over Mass Effect. Ikke for det, der er meget at gøre i Skyrim endnu, og jeg vender også tilbage...

Men nu er Mass Effect 3 på trapperne - et spil fra mit favoritfirma, BioWare. Og med skam at melde har jeg (ikke før) prøvet de tidligere. Det har den ældste imidlertid - jeg købte 2'eren tidligere, dengang med planer om selv at spille det, men det overtog han hurtigt - og skræmte mig lidt væk, selvom han var vild med det.

Men som han viste mig det fremstod det mest som skydespil, og det skuffede mig. Men nu forstår jeg, at det blot var fordi det var der han lagde sit fokus.

For jeg kom i gang med Mass Effect (altså 1'eren) igår - og allerede ved karakter genereringen fik jeg gåsehud. Det er altså fedt med et spil hvor historien er i højsædet - her er der tale om gedigen Science Fiction.

Grafikken er så allerede lidt bedaget - 1'eren er fra 2007 - og det mærkes selvfølgelig når man kommer lige fra Skyrim. Men det gør ikke noget når musikken spiller.

Jeg er så lidt spændt på hvor længe jeg er om spillene - jeg var lidt skuffet da den ældste "allerede" havde klaret de første efter 20-30 timers spil hver. Det er lidt lidt for et rollespil, synes jeg. Muligvis med tanke på Baldurs Gate 2, som jeg såvidt jeg husker spillede i mange måneder før jeg var færdig med hovedhistorien.

Men samtidigt er det måske meget rart - muligvis er det så lidt mindre episk i størrelsen, men mere overskueligt. Det har ihvertfald gjort at jeg tør kaste mig ud i at prøve at gennemføre inden 3'eren kommer.

Og det er vist meget god idé at få spillet de første først - man kan føre sin karakter videre, og valgene i tidligere spil, har indflydelse på historien senere (lærte jeg af @stagen).

Hvis man vil følge mig (og min Jane Shepard) kan man få Mass Effect 1 her, direkte download - den står pt til kun 49 kr?! - og Mass Effect 2 her.

Og så lige en trailer til 3'eren - den så jeg i biografen den anden dag. Det er første gang jeg ser reklame for computer-rollespil i biograf. Cool!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I en tilbudsmail så jeg denne Archos 7 Home Tablet - til 714 kr.

Naturligvis er dens specs ikke de helt vilde - og en googling af den viste omtaler hvor det største problem var at den ikke kunne gå på Android Market.

De fleste andre problemer handlede om at det var en gammel Android version der lå på (vistnok 1.5) - men det var version 1 af tabletten, det her er version 2, som kører Android 2.1.

Og så har jeg fundet en side, hvor man kan hente en upgrade til Android 2.2 - med adgang til Market.

Så - lyder det ikke som ok tilbud, hvis man gerne vil prøve hvad en tablet er?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er ikke meget dækning oprøret i Bahrain har fået herhjemme. Det kan der være flere grunde til, blandt andet at der har været så meget gang i den så mange steder. Men den vægtigeste grund er nok, at USA har en flådebase der, som er strategisk vigtig - ikke mindst i en situation hvor der rasles med sablerne i forhold til Iran.

@AngryArabyia

Men er det rimeligt, blot belejligt at overhøre en befolknings råb på demokrati? Det er ikke meget den danske regering har gjort, selvom en dansk statsborger, Abdulhadi Alkhawaja, er fængslet på livstid dernede, for at lede Gandhi-inspirerede protester. Og at hans datter, Zainab Al-Khawaja (@AngryArabiya), i søndags igen blev fængslet er også blevet forbigået i relativ tavshed - selvom hun også er dansk statsborger.

Men vi ønsker jo nok ikke at gøre kongefamilien dernede kede af det - Margrethe har jo selv lige givet kongen Storkorset, så han må jo være en flinker fyr...

Denne dokumentar fra Al Jazeera blev vist på DR2 for et par dage siden, og den vil jeg opfordre til at man ser. Jeg synes sgu ikke det er fair at vi glemmer dem, bare fordi det er det mest belejlige. Den varer 50 minutter, ca.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Egentligt har jeg længe haft planer om at skrive en af mine løgnhistorier om livlægen - og han var vel også lidt inspiration for Dr Louise.

Jeg vil heller ikke afvise at det sker engang i fremtiden, men i første omgang bliver det nok lagt lidt på hylden, for nu kommer der en film om ham - En Kongelig Affære har premiere 29/3.

Den er instrueret af Nikolaj Arcel, og det tyder jo ihvertfald godt. Og så er den - naturligvis, fristes man til at sige, med Mads Mikkelsen som den tyske livlæge, som gjorde meget godt for Danmark og Dronningen, og derfor blev parteret i Fælledparken og siden lagt på Hjul & Stejle i et par år. Man skal ikke komme her...

Øvrige medvirkende er Alicia Vikander, Mikkel Boe Følsgaard, Trine Dyrholm, David Dencik, Bent Mejding, Cyron Bjørn Melville, Laura Bro, Søren Malling, Søren Spanning, William Jøhnk Nielsen, Rosalinde Mynster.

(sponsoreret klip)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg går normalt ikke meget op i det der valentines-halløj - det er jeg nok lidt for gammel til. Men da @tutmarie var så flink at dele nedenstående billede med mig den anden dag, kunne jeg ikke lade være at tænke at det måtte jeg da dele med jer, som hilsen på Valentines Dag, for det er da leopard-romantisk!

© Martin Simonsen

Og mange tak til Martin Simonsen, som har taget billedet, for at tage det og give lov til at jeg brugte det.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg får et par uger siden opdagede at der var en nyere TV-serie med denne titel, blev jeg straks ret nysgerrig - især i det jeg var - er- stor fan af TV Serien Rome, og gerne vil have mere af det. Jeg kunne dog se, at serien mere blev sammenlignet med et mix af 300 og Gladiator - men det lød nu heller ikke dårligt.

Jeg forhørte mig lige på twitter, at det ikke var en helt dødssyg historie - det ar det ikke fik jeg at vide. Og så købte jeg Blood and Sands. Som ankom i mandags - og jeg er allerede kommet til at se alle 13 afsnit - så helt dårlig var den vist ikke :)

Handlingen foregår inden det berømte slaveoprør, og følger thrakeren Spartacus' vej til at blive og være gladiator  i provinsbyen Capua i det sydlige Italien. Men hvis man forventer en prequel til filmatiseringen/serialiseringen af Howard Fasts Spartacus-fortolkning tager man fejl.

Der er ikke meget socialist-romantik over denne historie; den handler mere om ære, forræderi og intriger. Og blod, sex og drab.

Sammenligningen med 300 og Gladiator er ikke helt forkert, men den giver også et lidt forkert billede synes jeg, for så tror man det hele handler om kamp. Og det gør det ikke - den bærende historie er efter min mening ganske udmærket, og tager sit udgangspunkt i Spartacus ønske om at genvinde sin kone fra før han blev slave - og om fortabelsen undervejs.

(Spartacus hedder iøvrigt slet ikke Spartacus, det er blot hans "kunstnernavn" som gladiator - det drilles vi som seer en del med, da vi aldrig lærer hans rigtige navn.)

Men, når det så er sagt, at historien faktisk er udmærket, kommer man heller ikke uden om at nævne andre hovedingridienser i serien. Nemlig sex og nøgenhed, og vold & blod.

Der er nemlig ganske meget nøgenhed i den serie, det er nok den mest gennemførte på det punkt jeg har set endnu. Og mere demokratisk fordelt end sædvanligt - jeg tror aldrig jeg har set så meget full-frontal mandlig nøgenhed (porno undtaget) - men så er der også tale om meget veltrimmede, og ikke mindst meget barberede mænd.

Og blodet - ja, det er der meget af. Lemmer afhugges, pulsårer skæres over, maver spiddes - i et væk, og i stop-motion sekvenser som i 300. Og med et farvefilter som lever op til titlen, som tillader blod og sandfarverne at trænge igennem - så får vi det hele med, og mere til. Indimellem grusomt, men ikke som sådan sadistiskt.

Det kan lyde som om det bliver trivielt, men det gør det ikke. Ikke for mig, ihvertfald. For der sker trods alt også en del andet. Men ingen tvivl om - føler man sig frastødt af tanken om at se nøgne mennesker, eller vold & blod - så er det en serie man bør gå i en stor bue udenom. Hvis ikke - så kan den klart anbefales.

Den når dog ikke Romes højder - dertil er perspektivet alligevel for begrænset. Historien er stort set begrænset til areanaen og den sært beliggende gladiatorskole - at anbringe sådan en på kanten af en skrænt forekommer mig at være en sær idé. Og udover at det hele naturligvis er en optakt til slaveoprøret, er der ikke mange henvisninger til historiske begivenheder.

Skuespillet fungerer fint, baserer sig mest på australske og britiske skuespillere, hvoraf kun én for alvor er kendt i forvejen, John Hannah, som giver den som Batiatus - ejeren af gladiatorskolen.

Spartacus spilles af Andy Whitfield - og jeg blev helt trist, da jeg i researchen til denne anmeldelse så at han døde af kræft sidste år, 40 år gammel. Fandme trist, når man lige har lært ham at kende. Han spiller defor af naturlige årsager ikke Spartacus i fortsættelsen, Vengeance - som jeg ikke har set, men glæder mig til. Der blev også, men Whitfield var syg, lavet en prequel, Gods of the Arena - den må jeg også have fat på.

(Det føles iøvrigt helt som der er en dansk connection - Whitfield lignede Coster-Waldau en del, slynglen Ashur ligner Michael Carøe - og slavinderne Naevia og Mira ligner henholdsvis Rikke Rønholt og Cecilie Stenspil - ikke at det har noget med noget at gøre, det føltes bare så sært at det måtte nævnes.)

Anyway, som opsummering: har man lyst til god underholdning i 13 episoder, og kan man tåle blod og nøgenhed - så er Spartacus: Blood and Sand absolut et køb værd.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg var til anden del af den forsøgsrække jeg deltager i i går - hvor jeg tidligere fandt på smart måde at bruge zone-systemet til billigere billetter - som indbefatter indtagelse af radioaktiv føde.

Naturligvis lige noget for en superhelt, og jeg har prøvet det før, så det er jeg rimelig kold overfor (som Karsten Nonbo ville have sagt). Men jeg må indrømme, at da en fyr gik på gange med en geigertæller - sandsynligvis for at checke at der ikke skulle være havnet radioaktivt materiale utilsigtet nogen steder, og den gik i vejret da den tilfældigt pegede i retning af mig... så kunne jeg ikke lade være at grine lidt nervøst.

Og da han så bemærkede det, og gik hen til mig, mens tælleren gik amok som i en Hollywood-film når han pegede den i min retning, og sagde: "Ja, sådan er det jo..." må jeg sige at jeg lige overvejede hvad helvede det var jeg havde gang i...

Men som @VulleBalut også skrev til mig: Du må ofre dig for videnskaben. With great powers comes great responsibility.

Og hvad skal jeg gøre - de er helt vilde med mit mave-tarmsystem, videnskabsfolkene. "Man kan virkeligt se hvor alting er!" sagde de henrykt.

Og det er jo en ros det er svært at leve foruden...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg havde lige købt et par ældre spil på Origin, og opdagede så at det ene, Dead Space, viste 2 muse-markører. 
Ceterum censeo Facebook esse delendam.