Når man er ivrig efter at fortælle det, som ingen andre vil, kan man let komme til at snuble i ordene. Især når man iøvrigt ofte lægger bånd på sig selv, om hvornår man må sige noget.

Birthe Rønn Hornbech

Således også for Birthe Rønn Hornbech: for det viser sig, at da hun på samrådet den anden dag - lige inden hun ikke længere kunne styre sin lyst til sang og måtte slukke mikrofonen - skældte hendes udspørgerere hæder og ære fra, og sagde at hun skam adskillige gange fra Folketingets talerstol havde gjort opmærksom på hele miseren med de statsløse som imod konventionerne ikke fik statsborgerskab, men at oppositionen snorksov, og det var først da Information begyndte at skrive om det de vågnede op... så var det ikke helt sandt.

Faktisk var det slet ikke sandt. Det var faktisk lodret forkert. Det var faktisk løgn. Men nu er det der med at lyve for folketinget naturligvis ikke noget Birthe Rønn Hornbech - Danmarks mest retskafne menneske - kunne finde på. Forklaringen er naturligvis den, at Birthe så gerne har villet fortælle om tingene... at hun troede hun rent faktisk havde fortalt dem. Ikke bare én, ikke bare to, men tre gange har hun troet hun fortalte det.

Det er selvfølgelig så trist, at Folketingets optegnelser fortæller noget andet - men hvad: vi ved jo alle, at Birthe er der ikke en finger at sætte på.

Hun vil ikke selv udtale sig om sagen - hun har jo endnu engang lagt bånd på sig selv, og vil ikke sige noget før hun "er færdig" (og jeg kan ikke lade være et få et uønsket billede af Birthe Rønn Hornbech i sin opulente gribbe-dragt, siddende på et toilet og råbe fææærdig) - derfor må det jo være op til os andre, at tolke hvad der ligger til grund.

Og det kan vel næppe være glemsomhed og skyklapper det hele?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.