Leoparddrengens
Public Key

torsdag den 16. december 2010, kl. 16.05

Hvilket gudbenådet fjols

Nyrups spindoktor - den første i Danmark af slagsen - Billy Adamsen forekom mig altid at være noget af en gang varm luft. Og jeg undrede mig altid over, hvad Nyrup egentlig ville med ham. Alene navnet - helt ærligt. Det kan man selvfølgeligt ikke selv gøre for, men det varsler ikke godt hvis ens forældre kan finde på den slags.

Men da Billy Adamsen så nogle år senere blev direktør for en ishockeyklub, tænkte jeg, at nu havde han da nok fundet sin rette hylde - jeg har nemlig aldrig haft ret meget interesse for ishockey, så nu var han da parkeret et sted hvor han ikke kunne gøre skade på min verden.

Billy & Brian...
Da han så igen fornylig blev spindoktor, nu for Brian Mikkelsen, tænkte jeg, at det var vel sådan set fint nok. For han og Brian Arthur Mikkelsen passer faktisk ganske fint sammen. De er på nogenlunde samme niveau intelligensmæssigt, og har nogenlunde lige tåbelige navne.

At de så også har nogenlunde samme tilgang til demokratiske principper var jeg ikke klar over. Men det dokumenterer BT nu ganske fint.
...dansk politiks svar på Gøg & Gokke

Først afslører de et brev, som Billy-drengen har sendt til Poul Nyrup, dateret 22. maj 1999, hvor han ganske sleazy mener at Nyrup skal udpege ham som medie-minister. (Medie-porteføljen plejer ellers at ligge som del af statsministeriet.) Så han kan få presset pressen, som han åbenbart ikke synes opfører sig ordentligt. Eller hensigtsmæssigt.

I forhold til hvem fremgår ikke rigtigt, men man kan jo gætte på, at det havde noget at gøre med, at Billy Adamsen faktisk ikke var særligt god til det der spindoktori - og at det var en af grundene til, at Nuryp havde mange dårlige sager i pressen.

Alternativt, hvis nu Billy ikke måtte blive Medieminister, kunne Nyrup så udnævne Billy Adamsen til "Særlig EU-kommisær for medier"...!?! Og det forslag alene viser lidt om hvor lidt denne Billy Adamsen fatter af noget som helst. For det er ikke ret meget op til Nyrup sådan bare lige at udnævne en EU-kommisær, og slet ikke at finde på nye porteføljer for EU-kommisærer.

Men Billy Adamsen glæder sig allerede til jobbet: Gosh, hvor ville jeg se frem til at punktere Seidenfaden m.f.l... (sic), skriver han.

Meget kan man sige om Nyrup, men han udnævner altså ikke Billy Adamsen til hverken minister eller kommissær. Men man kan jo spekulere en del over hvad han har tænkt, da han læste brevet. Og hvorfor han ikke gjorde noget for at slippe af med Billy-drengen.

Men selv om Billy Adamsen altså ikke fik noget ud af det i 1999, er han ikke færdig med at komme med kreative jobforslag. I januar 2001 sender han nemlig et nyt brev til Nyrup. Nu er det Anders Jerichow den er gal med. Han var dengang chefredaktør på Det fri Aktuelt (idag er han på Politiken, sammen med førnævnte Seidenfaden).

(Og hvis man skal have en reminder var Det fri Aktuelt en avis drevet af LO, som traditionelt var socialdemokratisk støtteavis, men nogle år før var det blevet sat journalistisk fri (deraf navnet, før var det bare Aktuelt). Bladet var konstant nødlidende, og skulle have postet flere penge til sig fra fagbevægelsen. Derfor endte det også med at pengekassen blev smækket i i april 2001. Men i januar kørte bladet altså endnu.)

Det fremgår ikke helt, hvad han er sur på Jerichow over - men ihvertfald er løsningen klar: Nyrup skal bare få LO til at fyre Jerichow, og så sørge for at Billy Adamsen bliver chefredaktør istedet. Så skal Billy nok sørge for, at den bliver ren socialdemokratisk igen - og han vil iøvrigt sørge for at læserskaren bliver 3-4 doblet.

Billy slutter så brevet med at fortælle, at han dagen efter vil gå ud og spise en frokost på partiets regning, for det synes han nok han har fortjent.

Sørgeligt for Billy nåede han aldrig at gennemføre sine planer. Om det var fordi Nyrup endnu engang var kontrær, eller om det var fordi LO nåede at trække stikket ud inden, fortæller historien (foreløbig) ikke noget om.

Man kan blive helt trist ved tanken om, at regeringen næppe holder så længe endnu. For det makkerpar, Brian og Billy - det kan der nok komme en del morskab ud af!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

0 kommentarer: