Jeg er jo som regel ikke den som roser regeringens medlemmer. Så når jeg nu pludselig går ud og gør det, så håber jeg at folk vil tro på at jeg mener det.
Jeg har haft lyst til at rose hende flere gange før, men hver gang har det været på tidspunkter hvor det enten kunne virke medløberisk eller malplaceret. Så jeg har gemt det, og kom heldigvis i tanker om det i dag. Hvor der ingensomhelst grund er til at hun skulle komme i fokus.
For hele Lars Løkkes sidste ministerrodkage var ikke helt skudt ved siden af. Benedikte Kiær fra de Konservative blev hentet ind som Socialminister fra sin plads i forretningsudvalget i Region Hovedstaden.
Og jeg synes hun har gjort det fremragende! Bevares, der har da været et par ting hvor jeg har været uenig med hende, men hun er jo også Konservativ, så det ville da være mærkeligt andet. Først og fremmest synes jeg hun har udtrykt en forfriskende åbenhed og pragmatisme i forhold til det at være minister. Samt en stor respekt for området, og ikke mindst de folk som forvalter det ude i kommunerne - samt naturligvis i sidste ende borgerne.
Jo, jeg mener oprigtigt at hun har gjort det godt, og de Konservative muligvis har en overset stjerne der. (Jeg er så ikke sikker på hun ønsker den infight med lede albuer, der skulle til, hvis hun skulle helt til tops.) Og jeg kunne godt ønske, at en kommende S/SF regering ville tage det alt for utraditionelle skridt, og tilbyde hende en ministerplads. Ikke blot fordi hun er dygtig, men også som symbol på at de ønsker et bredt samarbejde.
Og så synes jeg jo i øvrigt også at det er dejligt, at nogle bekræfter min tese om, at flere ministre burde hentes udenfor Folketinget.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Din Adresse til Sex og Erotik Qloo.dk
5 måneder siden
0 kommentarer:
Send en kommentar