Nu kørte jeg så meget på at være en gentleman igår, at jeg føler behov for at understrege, at da jeg gik på Amigo Bar i nat, fuld og skæv, og slet ikke som Leoparddreng, men i mit civile; for at vinde lidt tilbage af den weekend jeg pludselig i den tilstand syntes jeg ikke havde udnyttet; værende meget lidt scorbar, hvis jeg selv skal sige det:

At dér skete der noget, som jeg som gentleman slet ikke vil nævne, ligesom jeg ikke vil tale om hvad der skete i morges. Udover at der ikke skete noget som vil markeres på nogen Richter-skala, men jeg har på den anden side informeret så meget om hvad der ikke er sket gennem tiden, at jeg også nu højlydt er nødt til ikke at informere om hvad der endte op med at ske i nat.

Måske jeg skal skifte hest fra Flemming Povlsen til Fabian Cancellara?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg ville egentlig have gået ud til min bror, men endte op med at tage en 5A ovre på Amager, da jeg kunne se jeg ville komme en del for sent, ellers. Jeg skulle jo liige skrive et par indlæg inden jeg gik hjemmefra.

Bussen er lige akkurat fyldt på alle siddepladser, så jeg må stå. Efter to stop åbner sig dog en mulighed, så jeg får en siddeplads midt i bussen. Men ved første stop derefter kommer et par ældre damer om bord. Ikke gangbesværede, men oppe i årene, og den ene bærer en konditorkage, kan jeg se.

Da der ikke er nogen andre pladser, og da ingen andre rejser sig for dem, rejser jeg mig. Og hende med konditorkagen hopper straks ind. Men:

"Det var da heldigt," siger hun til sin veninde. Og uddyber med hvor besværligt det ville være at stå og balancere med sin kageæske.

Og så er det jeg står og føler mig som George Costanza eller Frank Hvam. For altså - jeg har jo lavet den her gentleman-agtige handling - og hun tror bare hun var heldig, og jeg skulle af? Så skal jeg gå hen, og fortælle hende, at jeg altså kun rejste mig for at være en gentleman? Eller vil det ikke virke for pågående/pathetic?

Men egentlig er jeg jo ikke ude efter anerkendelse - eller måske lidt? Men mest, ihvertfald, for at hun skal vide, at der altså findes gentlemen - så hun tror noget godt om sine medmennesker.

Jeg når frem til, at det vil virke for ynkeligtt at gå hen og gøre opmærksom. Så sørger istedet for at stå og hænge i stropperne i nærheden af den opgivne plads de næste par stop, så de hvis de er opmærksomme kan se, at jeg ikke rejste mig for at stå af.

Hvorefter der bliver plads ledig bagerst i bussen, og jeg går og sidder der resten af vejen.

Og det endte jo så op med at Cancellara / Spartacus vandt, efter et formidabelt soloridt på 48 km. Smukt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvis man læste mit refleks-indlæg den anden dag, kunne man måske komme for skade at tro at jeg havde spillet meget håndold eller fodbold. Spillede godt nok en del fodbold med min bror + drenge fra vejen som barn, og var også rimeligt ok til det. Men nej, det har aldrig haft min store interesse - nok mest af alt fordi det er en holdsport.

I virkeligheen har jeg altid vist hvad sporten for mig er - desværre har jeg kun dyrket det ca ½ år; jeg udskød det i lang tid, fordi... well, hele tanken om mig som aktiv sportsdyrkende var forkert for mig der. Men fik så heldigvis meldt mig til et begynderhold - og det var vidunderligt. Planlægger stadig at begynde igen om nogle år.

Problemet er at børn kom i vejen. Hvilket nok kan lyde som, og sikkert også er, dårlig undskyldning. Men det er altså svært at tage nogle dage fri om aftenen hver uge, hvilket jeg synes er nødvendigt hvis man vil noget med det. Og ellersw er der ikke så meget ved det.

Men sporten er fægtning. Nok ikke så underligt når man tager min interesse for rollespil med mere i betragtning; men derudover har den alt det jeg ønsker: traditioner, gentlemanformer, reflekser, individualisme, interessante personer, tænksomhed. Og for den sags skyld endda lækre kvindelige modstandere.

Jeg må jo nok se i øjnene, at jeg er for gammel til en plads på noget OL-hold - men jeg syntes faktisk jeg havde noget talent - selvom jeg altså var ca 30 da jeg gik til det. En af mine fedeste oplevelser var da vi begyndere skulle prøve at fægte med kårde første gang (ellers er fleuretten jo begynder våbnet), og vores intro-lærer var den daværende DM i kårde. Og jeg skulle gå først. Og for at gøre en lang historie kort, var det tydeligt at han gik meget løst ind til opgaven, men jeg overraskede ham, og kom foran 3-0. Så skruede han bissen på, og jeg havde ikke en chance derefter, men det var en fed fornemmelse kort at kunne overraske en DM.

Tror i øvrigt også, hvis/når jeg begynder igen, at det er kården jeg satser på. Jeg tror aldrig helt jeg bliver glad for de noget kunstige regler der er i fleuret fægtning, der er kården mere ud af landevejen. Sabel kan nok også være interessant, men skal jeg være helt ærligt tror jeg jeg er for meget tøsedreng i forhold til den. (Man kan altså slå sig rigeligt også i de andre, men med sabel spanker man hinanden med et fladt stykke metal.)

Så, jo, jeg glæder mig til at vende tilbage.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kan sådan set godt li' mig selv. Ret meget endda.

Men ind imellem kunne jeg godt tænke mig at være mere Alpha-male/bad guy agtig, istedet for den evindelige gentleman. Der er jo noget om, at en bad guy er den mandlige pendent til en blondine - og de har som bekendt more fun.

Men jeg kan ikke helt finde ud af hvor jeg er i det der traditionelle alpha/beta male hierarki, for som med så meget andet synes jeg ikke rigtigt jeg passer ind. Jeg er vist i virkeligheden en alpha, som bevidst ikke ønsker den rolle, og i al min gøren og laden prøver at undgå den. Hvilket kan lyde søgt, og som noget med sure rønnebær, men jeg tror der er en del sandhed i det.

Well... whatever. Som Skipper Skræk plejede at sige: I yam what I yam, and tha's all what I yam.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.