Eyvind Vesselboe, Venstres svar på W.C. Fields, har været ude med riven i forhold til sine partifæller og regeringen. Og kritiserer deres håndskyhed i forhold til Dansk Folkeparti.

Og det er jo storartet. Vesselboe er da også en af de Venstre-politikere jeg har mest sympati for; jeg synes dog han i lighed med andre ligesindede har haft en tendens til at springe op som en løve og falde ned som et lam. Jeg kunne godt tænke mig noget mindre partidisciplin og noget mere principfasthed fra den interne position i Venstre.

(I Konservative er der vist ikke længere nogen intern opposition, hun meldte sig ud for noget tid siden. Jeg tror ikke man kan kalde Charlotte Dyremose en opposition.)