Indlægget er flyttet til bloggen Leoparddrengen Kommer Igen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kom lige i tanker om denne hændelse, et lykkeligt øjeblik i sommeren 2001. Min ældste var dengang 1½ år gammel, og vi var i Fælledparken - sikkert fordi hans mor deltog i noget gymnastik dér, det husker jeg ikke præcist.

Men jeg husker at vi gik ind i Pavillionen, bare os to - og der var helt tomt. Men der blev spillet musik, hvad kan jeg ikke huske. Og jeg husker hans fortryllelse af rummet, det runde rum & trægulvet. Og jeg husker hvordan jeg tog ham op på armen og begyndte at danse med ham. Og jeg husker at han blev ganske eksalteret - og det blev jeg også, for på det tidspunkt var det virkelig længe siden jeg havde danset, så det var som for et øjeblik at finde mine ben igen, ben jeg havde glemt jeg havde.

Jeg kan ikke huske hvor længe øjeblikket varede - 5 minutter måske? Men mindet dukkede pludselig op igen for lidt siden, da jeg tænkte på noget med dans med min yngste. Og jeg blev sgu helt rørt over pludselig at huske det.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er onklerne der gør det. Hvorefter fædrene slår dem ihjel. Eller også bliver børnene først slået ihjel, siden voldtaget - rækkefølgen er lidt uklar.

Men det er ihvertfald Dansk Folkepartis Jesper Langballes mening, udtrykt til Berlingske Tidende.

Jeg er ked af at det skal stå på min blog - men det er jo nødvendigt. Og nu er vi vist ved at være nået et punkt, hvor nationalsocialisterne i 30'erne ville ønske de var nået til dengang?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dette nattøj er yndet af muntre, drikfældige, græske matematikstuderende.

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg tænkte, at jeg ville viderebringe lidt erfaringer fra verdenen af gratis spil, så andre måske kan have glæde af dem... ligesom hvis du har nogle anbefalinger, må du meget gerne skrive dem i en kommentar.

Jeg har selv fundet nogle steder - men ungerne, især den ældste, har jo også lært en del at kende gennem sine netværk. Det her er kombinerede erfaringer, gennem mit kvalitetsfilter, og hvad der har bidt sig fast:

PopCap Games
De er mine klare favoritter, men jeg må indrømme at vi ikke spiller dem ret meget online; det skyldes udelukkende at vi har købt en hel del af deres spil. Da vi i sin tid læte dem at kende var det ved at spille Insaniquarium online, hvilket siden blev til Rocket Mania og Zuma, og så var vi solgt.

Deres spil har som regel et twist af en ret skæv humor, og er meget vanedannende.

Nitrome
De har efterhånden et væld af spil, deres udgangspunkt er som regel at det er en form for platform/puzzle games. Hvor man på de første niveauer har ret begrænsede muligheder, men efterhånden for flere og flere ting man kan, efterhånden som banerne bliver mere og mere indviklede.

De er ret intelligent opbygget og kan generelt anbefales. Et af dem jeg selv har spillet mest er Cheese Dreams.

Miniclip.com
Det er mere et spil samlingssted, end et egentligt spil-sted. De har rigtig mange spil der, af vekslende kvalitet - men ungerne har brugt det meget. Personligt ville jeg holde mig mere til PopCap og Nitrome (som man i øvrigt også kan finde på Miniclip).

På det seneste bruger drengene (især den yngste) dog mere

Friv.com
Hvor der også er rigtig mange spil. Jeg synes det ser ud som om det er svært at få et overblik, men de er lette at starte og gå til, og blive trætte af.

Semi-gratis spil
Det er så dem man kan spille gratis, men hvor man får ekstra fordele hvis man betaler noget. De er jo som regel for lidt større børn (og opad, kan se der er rigtig mange teens og voksne imellem også) - og man kan vel heller ikke bruge betegnelsen casual gaming om dem.

Af dem den ældste har haft fornøjelse af kan nævnes:
DragonFable (ret humoristisk adventure spil - men på engelsk)
AdventureQuest
Gladiatus (vær en helt i Romerriget)
OGame (opbyg et rumimperie)
Battlefield Heroes - bestemt ikke casual, online krigs/first person shooter

Og så for de som eventuelt er havnet her ved en søgning, et lille Zombie-spil herunder, som jeg kun lige har prøvet. Men det er dejligt ved at man kan embedde det, hvilket man også kan med andre fra AddictingGames - så dem vil jeg checke ud herefter, og muligvis bringe et spil fra i ny og næ.

(Opdateret: Well, skiftede zombie-spillet ud med et lille Adventure der ser meget sjovt ud. Der var egentlig ikke noget galt med Zombie-spillet, men selvom man ikke spillede det, spillede det sin musik - og man kunne ikke slå det fra. Så det ville nok ikke være godt for bloggen...)


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En lakmusprøve for et demokrati er hvordan et land behandler sine whistleblowers - altså de mennesker der fortæller om inside viden, fordi noget er helt forkert - korrupt eller på anden måde undergravende for demokratiet. Ofte er det mennesker som i sagens natur må overtræde en form for tavshedspligt, fordi de ikke bare kan gå til deres chefer, som er del af problemet.

Således Alexei Alexandrovitch Dymovsky, som i en video lagt ud på YouTube anklagede det korps han var ansat i for korruption. (Advarsel, hvis I ønsker at se den herunder - han bruger sædvanlig russisk retorik, så den første halvdel af videoen siger han sådan set ingenting, der kan roligt springes et godt stykke ind.)

Nu er "den afhoppede" politimand så selv blevet anholdt og sigtet for korruption og bedrageri - et modus operandi der ikke kommer bag på kendere af det russiske retssystem.

Vi kender det jo også lidt herhjemmefra - fra dengang Frank Grevil stillede sig frem, og fortalte hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste leverede bestilte rapporter til regeringen som optakt til Irak-krigen, som ikke havde noget hold i fakta.

Hvor Forsvaret og Regeringen kvitterede med et karaktermord i pressen, samt anklager, der kan sammenfattes som:

1. Der var intet holdt hemmeligt i forbindelse med Irak-krigen
2. Det Frank Grevil sagde var løgn og latin
3. Det Frank Grevil offentliggjorde var dybt fortroligt

Som bekendt endte Frank Grevil i fængsel, mens Anders Fogh Rasmussen endte på en toppost i NATO. Og de efterladte sørger stadig for at vi ikke får en undersøgelse af hvad der faktisk skete - og hvorfor mon.

Jeg er i aften kommet hjem fra en dobbelt familie-fødselsdag, hvorfor jeg er en anelse tipsy: og vil derfor gerne udbringe en skål for whistleblowers over hele verden. I fortjener det!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvis jeg var på Facebook, kunne jeg godt føle mig fristet til at lave en facebook hadegruppe mod facebook hadegrupper.

Men nu er jeg ikke på Facebook, så jeg kender kun til hadegrupper gennem omtale i andre medier. På mig virker det som noget af det laveste at oprette og deltage i, og et tegn på afstumpethed at finde sammen i fællesskaber baseret på had.

Når hadegrupperne så målrettes imod navngivne, som mistænkes for en forbrydelse, men ikke er dømt - så er det da gået helt amok i stupiditet og afstumpethed.

Og jeg ville ønske, at den tidligere sigtede i sagen om mordet på Maria Møller Christensen, kunne få hvert og et af medlemmerne af hadegrupper i mod ham dømt for injurier. Fordi jeg under ham den erstatning han ville kunne få derigennem, men mest fordi det måske kunne få nogle til at tænke sig om to gange i fremtiden, hvis udstillingen af deres had i flok ikke var gratis.

Om det juridisk ville kunne lade sig gøre ved jeg ikke, men man har jo altid lov at ønske.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Forfatteren Aksel Sandemose gjorde krypteringsformen kendt, da han skrev sine første bøger i Nykøbing. Han var meget mistroisk overfor de lokale beboere, som han følte forfulgte ham - og han ønskede ikke at de skulle snige sig til at læse bøgerne. Hvilken form er der tale om?

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.