Jeg hører ikke til dem, der er på Roskilde hvert år. Jeg har vel ialt været på 5-6 festivaler, og den seneste midt i '90erne. Så jeg kan godt adskille de forskellige gange i hukommelsen.

Men en står som den klart mest vanvittige, mest sjove og mest alt muligt: Roskilde '91.

Og det var sgu ikke fordi jeg blev særligt stiv eller intoxikeret på anden vis det år; det var simpelthen for farligt; den festival handlede om overlevelse. Det var det år, da Roskilde blev ramt af en syndflod, som overgik alt hvad der var set før, og satte hele festivalen under vand. Eller fortyndet smat, om man vil.

Det regnede ganske vist mere for et par år siden, i følge DMI. Forskellen på den gang og nu, har dog været, at man lavede dræn i jorden efter '91. Så nu bliver det hele ganske vist meget vådt og kedeligt, når det regner på den måde, men den samme form for oversvømmelse opstår ikke.

Det år var der fra fredag til søndag mellem 10 og 75 cm mudder eller vand overalt på festivalpladsen, bortset fra inde i de telte som lå højest. Og man kunne ikke se meget af hvor der var dybt, fordi det hele var dækket af det flis der var lagt ud, for at forhindre at vandet skulle blive et problem. Et lag flis på 5 cm virker fint, hvis vandet holder sig under det niveau - men når vandet stiger over - hvad det altså gjorde - betyder det bare at flisen flyder ovenpå, og lægger sig i et tykt tæppe ovenpå.

Temaet performance kunst. Og min gamle vens mors kæreste var et internationalt navn inden for installation og performance dengang, og var blevet hyret til at lave et større projekt: Soundwalk, som hovedsageligt bestod af et stillads i 3 etager med en herrens masse højtalere på, og mikrofoner til disse placeret skjult rundt omkring på festivalen. Samt nogle mikrofoner i bevægelse, der gik rundt mellem de forskellige steder. Gæsterne kunne så gå rundt på stilladset og opleve de forskellige lydindtryk med videre koncentreret.

Og vi blev jo så hyret som hjælpere, det vil sige vi fik frivillig-armbånd og hvad dertil hører. Vi fik endda et større army telt at sove i - jeg kan ikke huske hvor mange vi var afsted, men det var en del stykker.

Desuden havde alle performancegrupperne et fast hovedkvarter, en træbygning ca midt i, hvor de kunne mødes, forberede sig med videre. Et sted der skulle vise sig at blive et vidunderligt helle. Og iøvrigt et fantastisk sted at være, fordi de der performance folk altså er ganske morsomme typer. Og der var alt fra de helt selvudnævnte og uetablerede (som f. eks de 3 piger, hvis gimmick var at de havde lavet kjoler og paraplyer af plastikposer - de var ret meget i medierne det år), til forskellige mere eller mindre amatørteatergrupper, til en fyr der kørte rundt i en skringrende vanvittig cykelhimstregims med et utal af båthorn med videre der gik igang når han kørte. Hvilket han også gjorde inde i huset.

Så der var muntert, og der skete altid noget uventet. Og så var der Maja. Hun var fra en af amatørteatergrupperne, noget Køge lokalteater tror jeg. Har altid holdt meget af det navn, ihvertfald efter at have læste Richard Adams Maia. Og så var hun pilskaldet, hvilket jeg jo har en svaghed for. Og meget sød. Så hende blev jeg jo meget interesseret i; desværre var det ikke gensidigt. Jeg tror nok hun syntes jeg var lidt for almindelig - there's a new one, men det er sandt at vores gruppe var den udpræget mest borgerlige i forsamlingen. Vi var jo sådan set også bare praktiske medarbejdere.

Men sådan en små-forelskelse er jo altid godt for entusiasmen, og måske en af grundende til jeg husker festivalen i sådan et positivt lys.

Henad aftenstide torsdag begyndte det at regne, og det blev det jo så sådan cirka ved med resten af festivalen, med enkelte ophold af en halv time, hvor man svagt kunne mærke at der fandtes en sol et sted bag skyerne. (Og det havde regnet hele juni i forvejen, så jorden var i forvejen mættet af vand).

Vi kommer tilbage til vores army telt om aftenen den aften, og får det første billede på hvad der venter os: teltet er ikke videre tæt midt på, så vores soveposer sejler rundt i en sø midt i teltet, på liggeunderlagene. Mirakuløst nok har liggeunderlagene faktisk holdt tæt, så det er kun de dele der har hængt ud over, der er vådt på min sovepose. Hvilket vil sige den nederste tredjedel.

What to do? Der er ikke så meget at gøre. Der er dog nogle relativt tørre områder ude i siden af teltet, så det er med at krybe sammen der. Og ikke få fødderne for langt ned i posen, hvilket ikke helt kan lade sig gøre. Jeg begynder at ane på dette tidspunkt, og det skal også vise sig at være sandt, at jeg ikke på noget tidspunkt resten af festivalen vil være tør.

Fra fredag er der som nævnt oversvømmet; og jeg kan ikke længere huske nogen kronologi, blot en masse indtryk og vanvittige situationer. Jeg melder mig til at være en af dem der går rundt med mikrofon, hvilket jeg får lov til stort set hele tiden, da de andre ikke er meget for at bevæge sig ud søen; jeg vil hellere være aktiv end bare at stå at fryse. Hvilket jo så også betyder, at jeg får gået endnu mere rundt, og er endnu mere opsøgende i forhold til mærkværdigheder end jeg normalt ville være.

Og der sker mange mærkelige ting. Men det er en meget fredelig festival, for der bliver ikke drukket så meget igennem (som sagt, det handler om overlevelse), og svenskerne tager hjem. Min teori er, at danskerne bor så tæt på, at de trods alt godt kan overskue at vente med at tage hjem, til de virkelig ikke kan holde det ud længere, og folk fra andre lande har rejst for langt, og skal rejse for langt igen, så de føler sig tvunget til at være der. Men svenskerne kan altså ikke overskue det, og tager afsted.

Jeg kan huske CNN dukker op på et tidspunkt, der er gået rygter om at folk er druknede på Festivalen, de bliver vist slemt skuffede da det viser sig at være en and.

Ellers kan jeg også huske jeg opholdt mig en del i Grønlænderteltet; et af de få steder med fast grund under fødderne, og så en rigtig god lydkulisse at sende til stilladset. (Og derinde blev iøvrigt drukket igennem!)

Musikmæssigt husker jeg kun svagt at jeg så Iggy Pop. Men langt det meste musik endte også op med at være aflyst, fordi de elektriske installationer kortsluttede på stribe. Og der er ren kaos i informationsstrømmen, ingen aner hvad der sker hvornår. Kan huske den daværende danske MTV vært, Maiken Vexø, tror jeg er en der bør vide noget - velsagtens på grund af mit armbånd - men jeg må skuffe hende. Hun så ellers meget sød ud i gul regnfrakke.

Gummistøvler kommer i starten i høj kurs; meget høj kurs. Men det viser sig hurtigt at være spildte penge, for det er waders der er brug for. Der er ikke meget sjov i at rende rundt med gummistøvler fyldt med vand. I virkeligheden ville det bedste på mange måder nok bare være at gå i bare tæer, hvis det ikke var for de glasskår man så ville flænse foden på.

På en eller anden måde overlever vi alle til søndag - hvor regnen selvfølgelig holder op mod slutningen. Det var dengang overlevelses- og kanindræberkurser var meget på mode; jeg vil til enhver tid hævde at '91 overgik dem med mange længder. Men viste tilgengæld også noget om, hvordan folk kan holde humøret oppe i en fuldstændig vanvittig og kaotisk situation.

Jeg tog efterfølgende hjem til min mor, og lå 2-3 timer i et karbad for at få kernetemperaturen lidt op. Og sov vist så ca en uge bagefter.

Men det var fedt!

Tweet