Jeg har efterhånden hørt en del historier fra diverse dele af familien, som har været eller er på dåbsrejse. Og som jeg kan mærke mellem linierne har det ikke kun været fryd & gammen - de har simpelt hen gået hinanden en del på nerverne. Også selvom de bestemt ikke har været sammen hele tiden.

Så jeg er sådan set ganske udmærket tilfreds med ikke at have været der. Jeg kan sagtens forestille mig en situation hvor jeg skulle ende op som diplomat & mægler imellem dem - og det kan sgu godt blive lidt enerhverende. Især når det grundliggende problem er deres manglende evne til at acceptere hinandens særheder (og - ja - vi har ret mange særheder i min familie).

Så har det heller ikke hjulpet at nogle af min brors venner deltog, hvor i sær én vist har været meget belastende.

Men det er sådan set ikke fordi det kommer bag på mig. Jeg tror såmænd at en af grundende til at jeg ikke rigtigt har gidet og ikke gjort noget for at komme med på rejse, var at jeg godt var klar over det ville gå sådan. Og være ret anstrengende. Ganske vist ikke klart formuleret for mig selv, men jeg er ganske godt tilfreds med ubevidste familieinstinkter. Ihvertfald i denne omgang.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.