Med alt den ballade der nu har været omkring den finhval, som forvildede sig ind i Vejle Fjord (og blev jokket rundt på i levende live - hvad helvede er der galt med folk?), kommer jeg til at tænke på min oplelvelse af sådan en.

Jeg var på Island med min mor, mener det har været i '83 eller '84, og vi er på en rundtur rundt i landet med en større flok danskere. Et af de første arrangementer af den slags, i en gryende islandsk turistindustri.

Billedet ligner meget godt hvor vi var

Et af de steder vi kom forbi var et hvalslagteri. For mig som tidligere dyrefanatiker og medlem af Pandaklubben, og dermed selvfølgeligt i mod hvalfangst, var det en noget speciel oplevelse. Men fascinerende, ingen tvivl om det.

Slagteriet - hvis det er den rigtige betegnelse - bestod af nogle slidsker ned i vandet, meget som ved et mindre bådværft. I en slidske var der hvad der må betegnes som et ådsel tilbage - et skelet kun lige dækket af kød.

Ved den anden slidske, den vi var nærmest, var en død finhval ved at blive trukket op. En han, kunne man ret tydeligt se. Og så begyndte de ellers på parteringen - med motorsave og andre interessante instrumenter blev huden skåret op og af i stykker som fik den til at ligne et puslespil. Og blodet flød, liter efter liter, ned ad slisken og ud i Atlanterhavet.

Fascinerende. Vi tog afsted efter ca den ene halvdel af huden på forkroppen var fjernet. Og mere var der sådan set ikke i det. Men det er nogle billeder jeg altid vil huske - nok også fordi det sandsynligvis er den eneste gang jeg kommer tæt på en af de store hvaler.

(Jeg har siden været i SeaWorld i San Diego og været tæt på delfiner og spækhuggere - i levende live - men det er ikke ganske det samme.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.