I følge den seneste pizza-undersøgelse går det ikke skidegodt med undervisningen i skolerne i Danmark. Eller ihvertfald med resultaterne. Især på matematikområdet.
Jeg har prøvet at finde ud af, hvad de forskellige mener er årsagen:
Bertel Haarder mener det er Ritt Bjerregaards og Margrethe Vestagers skyld. (Og han må næsten vide det, han har trods alt været uansvarlig minister på området 14 af de sidste 28 år. Og da jeg lige talte det op på Wikipedia stødte jeg på noget interessant, jeg ellers ikke var klar over - manden blev selv undervist hjemme indtil 7. klasse!)
DF mener det er indvandrernes skyld.
Lærerne mener det er regeringens skyld.
Tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs mener det er polske landmænds skyld.
Undervisningsminister Tina Nedergaard fortæller netop nu til pressemøde at det ikke er nogens skyld, at det er fagkundskabens skyld, at det er larm i klassernes skyld (nok derfor der skal flere børn i hver klasse), og ikke mindst, at det er velfærdssamfundets skyld.
Og sådan kan man blive ved - alle skyder skylden på hinanden. Men hvorfor er der dog ingen der kan se det indlysende - at det rent faktisk bare er omstændighedernes skyld, og at alt kan forklares statistisk - hvis blot man indser at danske børn bare er dumme. På samme måde, som forskere i 80'erne kunne forklare, at malere skam ikke blev skadet af opløsningsmidler - det var bare fordi malere er dummere end andre.
Og det er såmænd ingen skam at være dum. Man skal bare kende sine begrænsninger - så kan man få et udmærket og lykkeligt liv. Så hvis nu bare statsminister Løkke ville lade være at gå og skrue forventninger op til et uhørt højt niveau med at være i top-5, som man skal være kineser og ikke have noget velfærdssamfund for at leve op til... så kan vi stille og roligt sættes os ned bagerst i klassen. Og forberede os på et fattigt men lykkeligt liv, som grøftegravere eller lignende.
Det er nu det bedste - at kende sine begrænsninger.
[Opdatering]: Jeg ser nu, at Tina Nedergaard måske alligevel har forstået budskabet, og satser på at vore efterkommere skal have en fremtid indenfor pakning og stuvning af varer på fly, lastbiler og fragtskibe. Ihvertfald kan jeg se, at hun mener at der skal undervises meget mere i Læsning. Det er vel også cirka hvad vore evner rækker til.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Din Adresse til Sex og Erotik Qloo.dk
4 måneder siden
0 kommentarer:
Send en kommentar