Sådan ville jeg tænke, hvis jeg var pakistaner i de oversvømmede områder i øjeblikket. For hvor verden i første omgang vendte ryggen til katastrofen - for helvede, kan de da ikke klare lidt regn? - og frihedsminister Søren Pind tilbød at sende kr 300.000 afsted, gik taliban og sympatisører mere handlekraftigt til værks i området. De er jo allerede i lokalområderne, og er de facto nogle af de eneste med organisationen til at gøre noget.

Det fik så i går USA til at maksimere deres forsøg på at komme med nødhjælp til de fjernestbeliggende egne, i et forsøg på at taliban ikke skulle løbe med al sympatien.

Og idag har piben også fået en anden lyd, i form af kr 10.000.000, hos frihedsministeren, for nu er der jo gået frihedspolitik i det: Grunden til at vi gør noget nu, er dels de her meldinger om, at Taliban løber rundt og deler nødhjælp ud, og dels at situationen er så alvorlig.

Det er da meget fint, at han også nævner den alvorlige situation - men jeg kan altså ikke lade være at få den tanke, at hvis det ikke var for taliban, der bruger så ufine tricks at dele nødhjælp ud, så kunne de der pakistanere altså sejle deres egen sø - eller hvad det nu lige er de sejler i øjeblikket.

Så - jo - i den forhåndenværende situation er der mange pakistanere, der har gode grunde til at være glade for at taliban er til.

Og det kan man jo så filosofere lidt over hvordan det kan være. Især hvis man er frihedsminister.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.